Whale watching

Da Tejs og jeg ankom til kysten, havde det regnet ned hele dagen. Vi var gennembloedte men fik et rigtig godt sted at bo til naesten ingen penge. Stedet var faktisk en mindre lejlighed. Vi havde hver et vaerelse + et koekken spisevaerelse og selvfoelgelig bad/toilet. Pladsen blev dog hurtigt fyldt ud med vaadt udstyr og toej, der skulle haenge til toerre.

Vi havde flere planer for hvad vi gerne ville da vi satte os ned og spiste om aftenen. Meget heldigt fik vi kontakt til den lokale baadkaptajn inden vi begyndte at spise. Han moedte os paa restauranten kort efter.
Efter laengere tids forhandlinger og forklaringer om muligheder og priser endte vi op med foelgende plan. En hvalsafari med indlagt snorkeltur og senere skilpaddetur med en lokal ranger SENT om natten for at se padderne ligge aeg.

Kaptajnen garanterede os naermest at vi ville se hvaler da en pukkelhval og hendes unge holdt til lige i naerheden. Jeg var dog mildest talt noget skeptisk overfor den besked. Min tid som dykkerguide har laert mig at man skal passe MEGET paa med at love den slags.
Kaptajnen virkede nu reel nok og fortalte at snorklingen nok ikke ville blive det store paa grund af at sigtbarheden var saa daarlig. Det var jo regnsaeson (nu stolede jeg lidt paa ham igen.)

Ud gik det naeste dag. Der var kun Tejs og jeg paa baaden. Det var jo slet ikke en saa daarlig start. Vi skulle snorkle foerst. En plan der dog hurtig blev lavet om da vi saa sigtbarheden ved revet. Danmark kunne have vaeret bedre. 1.5, max-2 meter sigt.

Saa vi fortsatte videre. Nu skulle der spottes hvaler.
Der gik en halv time...
der gik en time....
Nu var jeg ved at taenke at han havde snoeret os. Svindler.. damm.
Saa skete det.. En stor taage sprang op fra havet. Hvaler....

Ganske rigtig 2 pukkelhvaler, en mor og hendes unge. Ungen havde ifoelge kaptajnen vaeret i lege humoer tidligere paa ugen og sprunget ud af vandet. Det fik vi dog ikke at se men vi fulgte dem ganske taet den naeste halve time. Jeg havde egentlig haabet paa at kunne komme i vandet med dem. Men de var ikke rigtig indstillet paa at interagere med andre arter den dag og med din fart de skoed skulle jeg have haft en undervandsscooter hvis jeg bare skulle goere mig forhaabninger om at foelge med...

Videre gik det mod en kort snorkeltur der ikke var soenderligt imponerende grundet sigten.
Jeg tror desuden, at Tejs har et og andet at fortaelle om vores skildpaddetur.

Nationaldag i Costa Rica.

San Jose, Costa Rica. Engang i midt september.

Da tejs og jeg skulle til at forlade storbyen, fandt vi ud af det var nationaldag.
Faktisk gik det nu op for os dagen foer da vi skulle hjem fra byen efter at have fundet et nyt daek til Tejs. Gader var pludselig blevet lukket og store menneskemaengder var i gaderne. Dette resulterede i at Tejs og jeg maatte overtale en del betjente til at koere igennem vejspaerringer og store koer, hvor vi ikke kunne komme udenom. Dog var vi meget glade for at vi var paa motorcykler da men kan komme hurtigere igennem den taette trafik. Flere Costa Ricanere opfodrede os endda til koere op paa fortovene, et raad vi naturligvis straks fulgte.

Alligevel formaaede vi at komme vaek fra hinanden paa vejen hjem. En blanding af at jeg fulgte efter nogle politimotorcykler under udrykning, en bus der mente han skulle ind foran Tejs, og et par motorcykellygter i mine sidespejle som jeg troede var Tejs. Skabte denne lidt uhensigtsmaessige situation (paa trods af, at Tejs egentlig hvade sagt at vi nok skulle vaere opmaerksom paa, at det kunne ske ret let.).

Det gjorde mig lidt nervoes da jeg gentagne gange opdagede motorcykellygter der koerte fobi mig, der ikke var Tejs. problemet var at jeg egentlig var den eneste der havde haft et kort over byen i haanden og den eneste der vidste hvad navnet paa gaden hed (den hvor hotellet laa).
Heldigvis tog Tejs stedsans over, og da jeg lettere nervoes ankom til hotellet efter, at have koert lidt rundt og set om jeg kunne finde Tejs, havde han siddet og ventet paa hotellet i noget tid.

Dagen efter skulle vi afsted, men inden ville vi gerne ud og se lidt paa paraderne.


Det var flot. Alle skolerne i hovedstaden var til stede og havde gjort meget ud af det. Det var nu lidt for militaristisk til Tejs og min smag. Hvilket er lidt underligt taget i betragtning at Costa Rica ikke har noget militaer. Men spaendende var det. Vi naaede dog let ud af byen og fortsatte en dags koersel i bjerge og med konstant regnvejr indtil vi naaede kysten.

Historie fra Mexico i Information

Vores foerste artikel fra turen er nu blevet offentliggjort. Det er Information, der i dag (onsdag den 29.) bragte vores historie om den voldsomme stigning i antallet af kidnapninger i Mexico.

Hvis ikke du holder den fantastiske avis, kan du laese historien her: http://www.information.dk/Indgang/VisArkiv.dna?pArtNo=20040929164455.txt

Vi arbejder os frem mod et nyt kontinent

Vi er kommet til Panama City, der er en maerkelig blanding af indkoebscentre, internationale firmaer, hektisk storbyliv og stor fattigdom. For os bliver byen afslutningen paa verdensdelene Nord- og Mellemamerika. Vi bruger al vores tid i byen paa at finde en maade at skaffe tre store motorcykler til Ecuador uden at blive ruinerede. Paa bare to dage har vi kontaktet ca. 100 forskellige firmaer, der enten er shippingfirmaer, transportfirmaer, shippingagenter, toldagenter eller bare hedder noget med cargo. Vi har oprettet vores eget "kontor" paa den billigste internet- og telefoncafé i byen.



Vi er ved at faa en god fornemmelse af mulighederne, der fordeler sig som foelger: 1. At sende motocyklerne som loes fragt paa et skib. Saa er de ude i vind og vejr, men det virker billigt. Der er meget papirarbejde i havnene, der ogsaa kan vaere farlige.
2. At "koebe" en 6 meter container til vores motorcykler, saa de er i sikkerhed for storme og langfingrede havnearbejder. Noget dyrere end loes fragt og samme maengde papirarbejde.
3. At sende dem med fly. Det virker dyrere, men kan vaere hurtigere og mindre besvaerligt i forhold til myndighederne.

Vi vil sende dem til Ecuador for ikke at skulle proeve kraefter med Columbia. Det har vaeret svaert at finde sikre udsagn om sikre veje i landet, saa vi lader tvivlen komme Ecuador til gode.

Der er blevet en smule tid ved siden af "arbejdet", som vi blandt andet har brugt til at opdatere hjemmesiden. Det er ofte svaert at komme paa nettet med computere, der kan behandle vores billeder. Derfor vil der dukke historier op, der er helt op til tre-fire uger gamle, men det skulle de forhaabentlig ikke blive ringere af.

Udover hjemmesiden har vi prioriteret et besoeg ved Panama-kanalen hoejt, og det blev der tid til torsdag d. 23. september.

Et styrt og 100.000 engle

Min mor stoppede mig altid, da jeg som lille klippede huller i luften med en saks med ordene: stop! Du klipper englene over!

Jeg skal aerligt indroemme, at jeg paa et tidspunkt naaede en alder, hvor jeg naerede mistro til hvorvidt englenes tilstedevaerelse blev generet af mit sakseri, men for to dage siden var jeg glad for, at jeg lyttede til min mors raad, for der hjalp 100.000 engle mig i noedens stund.

Vi havde lige vaeret ude og se et stort Maersk-skib blive sluset igennem en af de mange sluser i Panama-kanalen, og bevaegede os ud paa en regnvaad vej, som skulle blive stedet, hvor jeg styrter ret saa dramatisk.

Den asfalterede vej var ogsaa forsynet med jernbaneskinner (pga alt det gods der skal fragtes frem og tilbage). Skinnerne loeb naesten parallelt med vejen, saa jeg saa mig noedsaget til at krydse dem, inden vi kom ud for enden af vejen, hvor der maaske ikke ville komme en god mulighed.

Velvidende at jernbaneskinner er drabeligt farlige at krydse i regnvejr paa en motorcykel, lavede jeg et ekstra skarpt, kort sving for at komme hurtigt og mere direkte hen over det.

Det lykkedes ikke.

Det foeltes som om, at styret forsvandt i haenderne paa mig, samtidig med at saedet forsvandt under mig.

Min hjerne lukker ned, og det naeste jeg husker er, at jeg kurer hen ad asfalten og faar gnister ind paa mit hjelmvisir fra motorcyklens kontakt med asfalten.

Da jeg stopper min kuretur, der varer ca. tre-fire meter, samler jeg mig selv op og kigger ned ad mig selv. Det ser ikke slemt ud. Ingen huller i toejet. Ingen lemmer der ikke lytter til min hjernes kommandoer. Kun en lille hudafskrabning paa min haand og albue.

Jeg skynder mig derefter hen til motorcyklen og faar den rejst op, inden Tejs og Mikkel naar at komme hen og forskaekkede hoerer om jeg er ok.

Motorcyklen er sluppet lige saa billigt som mig. Det er svaert at se at den har vaeret nede at ligge med mindre man ser godt efter.

Og i dag - to dage efter min naerkontakt med asfalten - er jeg kun lidt oem i ryggen og nakken og mit saar paa haanden er godt igang med at hele.

Jeg har sendt mange tanker til de engle, der maa vaere stormet talstaerkt til undsaetning i de afgoerende sekunder af mit styrt i Panama.

Og er umanerlig glad for, at min mor fik stoppet mit engledraeberi i oploebet..

Et to-en-halv meter fald klogere

En herlig dag var ved at skulle afsluttes med et godt billigt hotel og en portion tiltraengt ris og bønner. Vi havde brugt de sædvanlige fire-fem-seks timer ved en grænseovergang, i venskabelig kamp med krejlere, toldere og andet grænse-godtfolk. Vi var kommet fra Honduras til Nigaragua og havde kastet vores kærlighed på den nærmeste store by efter grænsen. Den lå 50 kilometer ubegribelig dårlig vej og 50 kilometer overraskende god asfalt fra grænsen, så vi var trætte i både krop og hovede, da vi nåede frem til Leon.

Vi stoppede i et villakvarter i udkanten af byen for at finde kort frem, så vi hurtigt kunne komme i hus. Mikkel benytter den lille pause til at krydse alléen, hvor vi holder, for at træde af efter den lange kørsel. Robin og jeg går i gang med at få byen til at passe med vores ideer om Nord og Syd. Vi beslutter os for hvor centrum ligger og begynder at gøre klar, da vi afbrydes af et: “For fanden da!”



Mikkel går lidt foroverbøjet rundt bag ved os og motorcyklerne og siger: “Nej, nej. Der var fandeme ikke noget på den anden side af muren.” Han tager sig til hånden og det går op for os, at han er smurt ind i vand og mudder. Han begynder at tage tøjet af og bliver klar over, at han er våd overalt. Digitalkameraet bliver reddet fra det snavsede vand i mavebæltet, og så kan han begynde at tage sig af sig selv, mens han forklarer sine undrende rejsefæller sammenhængen:




“For ikke at stå og pisse i vejkanten, ville jeg lige springe over den lille mur derovre. Men jeg landede bare ikke på den anden side. Jeg tror jeg landede på ryggen to-en-halv meter længere nede! Jeg tør slet ikke tænke på, hvad det er, jeg landede i.”

Som altid finder Mikkel noget positivt i situationen og mener, at styrtet har hjulpet ham til at afprøve beskyttelsen i hans motorcykeljakke. Skaderne kunne gøres op til en øm ryg og flere sår på hænderne.



Robin og jeg mener, at det er fantastisk billigt sluppet, da vi senere ser ned i den dybe betongrøft, der ligger skujlt bag en lav mur.



Mikkel brugte aftenen på at rense sine sår, alle sine friluftsting og sit tøj. Før han faldt i søvn kunne han opsumere dagens lærdom: “Man skal ikke springe ned på noget jord, som man ikke kan se!”



Billederne er først taget efter, at Mikkel havde diagnosticeret sig selv og efterfølgende godkendt, at pressen begyndte at arbejde i ulykkes-området!

Rå rejer i en bjergby

De andre har været for flinke, til at fortælle historien her på hjemmesiden, så jeg må hellere selv gøre det. Om ikke andet kan den virke belærende og forebyggende.

Jeg tog med min sproglærer på udflugt i bjergbyen Quetzaltenango den sidste skoledag. Han havde brugt lang tid på at fortælle mig om en særlig ret, ceviche, jeg absolut skulle prøve. Groft sagt er det rå rejer i limejuice, rå løg, ketchup og et par hemmelige ingredienser. Men han kunne heldigvis ikke få fat på sin sædvanlige leverandør, hvilket jeg priste mig lykkelig over.

Men da vi senere kører rundt i byen, får han pludselig øje på en trehjulet cykel og begynder at dytte i hornet og snakke hurtigt af bare glæde. Vi har fundet manden, der sælger den herlige ret! På en trehjulet cykel har han sine limefrugter, sine saucer og sin køletaske med rejer. Jeg spørger kritisk til friskheden af rejerne på mit nyvundne og spinkle spansk. Byen ligger 2200 meter over havets overflade og to timers kørsel fra nærmeste kyst. Men begge mænd overbeviser mig om, at de bestemt er friske og aldrig har givet problemer.

Jeg tænker, at hvis jeg skal prøve det, kan det lige så godt være nu og bestiller en størrelse small. Smagen er speciel og kan ikke helt undslippe den store portion ketchup, der åbenbart skal i. Ikke nogen storslået oplevelse, men jeg istemmer, at det dog var heldigt at vi mødte den ceviche-sælgende mand.

Men retten var langt mere end en ellers rejsevant dansk mave kunne stå for. Det tog mig en uge at blive normal igen. I løbet af ugen forsvandt alle mine kræfter og den unge dr. Bøgeskov beodrede mig at drikke sodavand og væmmelige sportsdrikke for at få salt og sukker indenbords. Jeg har ladet mig fortælle, at man også kan bestille retten på Bang & Jensen på Vesterbrogade i København…

Mexico City - Sonia og Henrik

Sonia fik vi kontakt til gennem mexicaneren Jorge, som vi fik kontakt til gennem Linette Jespersen (tak), der havde læst sammen med ham på universitetet i Ottawa i Canada. Sonia tog med os rundt en hel dag og oversatte interviews, som vi skulle bruge til en artikel. En uvurderlig hjælp i et land, hvor engelsk ikke er særlig udbredt. Desuden var hun god til at fortælle ombåde politik og hverdagen for mexicanerne. Og saa var hun en god guide til byens kulinariske udbud! Gracias, Sonia!



Henrik har arbejdet i Mexico City i to år i et konsulentfirma. Vi fik kontakt til ham gennem Andreas Spanner (tak), der vidste, at vi kom gennem denne storby på vores rejse. Det er altid fantastisk at opleve en by og et land gennem folk, der bor der. Henrik gav os en masse viden om Mexico, vi ellers aldrig havde fået. Og så var han fantastik godt selskab og en excellent guide gennem byens kulinariske tilbud. Tak for al din hjaelp, og håber at vi ses i Danmark!

Hvis du kender nogen i Ecuador, Peru, Bolivia, Chile, Argentina, Uruguay eller Paraguay, som vi kan moede og laere en masse af, maa du meget gerne skrive til redaktion@lasamericas.dk

Enrique, den flyvende mexicanske dreng!

Jeg mødte Enrique i den Mexicanske havneby Guaymas på vestkysten. Nede ved havnen havde en stor flok teenage-drenge indtaget en lille park og lavet den om til et paradis for rulleskøjter og BMX-cykler. Der var lavet hop og ramper, som blev benyttet flittigt på den sommerferiedag, hvor vi besøgte byen.
Men om aftenen kl. 11.00 var der meget mere stille i parken. Bortset fra en dreng på sin lille BMX-cykel.



Enrique er 8 år gammel og modig som få. Han var sammen med sin lillebror Mario på seks, ved at indtage de halv-voksnes legeplads. Fra en bænk saa hans far Adrian til, mens Enrique frygtløst kastede sig ud i de samme udfordringer, som de store havde gjort tidligere på dagen.



Med alle sine kræfter trampede han den lille cykel op i fuld fart, ramte flyvehoppet med et koncentreret udtryk og fløj gennem luften. Her i parken lander man på en scene og har kun et par meter til stoppe cykel før et stålhegn goer det for en. Det lykkedes Enrique at stoppe hver eneste gang med en elegant udskridning, derefter at køre ned af rampen med et lille smil på læben og gøre klar til naeste hop. Enrique, hans lillebror og hans far cyklede hjem kl. 23.30.

Gennem cloud-forest i Costa Rica.

Dagen begyndte godt. Vi koerte fra byen Fortuna i rimelig tid (lidt senere end planlagt, men alligevel) og vejret var godt. Ingen regn. Da vi skulle koere et godt stykke langs kysten inden vi ramte bjergene, og vejene gennem bjergene saa rimelig lige ud regnede vi med at have en nogenlunde let vej foran os (Tejs og jeg, Robin var stadig i Nicaragua). Vi havde planlagt at skulle se en vulkan der praktisk taget laa paa vejen til San Jose, vores maal.

Da vi saa smaat naermer os opkoerslen til bjergene, begyndte det dog at regne og fortsatte indtil vi kom ind i San Jose paa den anden side af bjergene. Selvom det gjorde det hele lidt mere surt var det dog en flot tur. Selvom de lige veje vi saa paa kortet var ikke eksisterende. Vejen snoede sig op op og ned som en Italiensk bjergvej i bedste stil...

Men gennem Cloud forest gik det nu. Det er en slags regnskove der vokser oppe i hoejderne hernede i Central amerika. Meget flot. Pludselig hoerte vi en buldrende lyd, og derefter moedte dette syn os


Vandfaldet taget fra broen hvor Tejs paa billedet nedenunder betragter det.

Det maate vi alligevel stoppe og kigge lidt paa. Smukt var det.
Vulkanen maatte vi droppe. Turen tog simpelthen meget laengere tid end vi havde regnet med og det viste sig at vaere en klog beslutning da vi foerst naaede frem da det var blevet moerkt. Temmelig vaade efter 6-7 timers non-stop regn.

Konkurrence

Det er blevet tid til www.lasamericas.dk´s foerste konkurrence. Praemien vil blive sendt til den heldige vinder med skib og formentlig ankomme omkring jul. Den vil vaere en overraskelse og afspejle det bedste, vi har kunnet finde i Latinamerica!

Konkurrence: Hvilken hjelm tilhoerer hvilken motorcyklist?



B og C er ikke ens. C kan aabne hagestykket paa samme maade som de danske motorcykelbetjentes.

Skriv dit svar til redaktion@lasamericas.dk under emnet: konkurrence - hjelme.
Skriv: A - navn B - navn C- navn

Sidste dag for bud er den 1. oktober.

So where are you guys from?

Historien her starter for to maaneder siden, da de tre motorcykler var skinnende rene og deres tre ejere end ikke havde taenkt paa korrupte toldere, spanske verber i femten forskellige tider og mellemamerikanske veje med huller saa store og dybe halve olietoender. Dengang laa de og sov i deres nye tre-mands telt paa en strand i en meget smuk og stor lagune paa Vancouver Island i Canada. Det var meget mere end tidligt om morgenen og 20 meter fra teltet stod deres helt nye motorcykler alene i de foerste solstraaler over lagunen.

Der var ikke en lyd at hoere paa denne strand langt fra byer paa mere end 20 indbyggere. Men i buskadset bag nyerhvervelserne listede en mand i laederjakke rundt. Han proevede at se naermere paa de tre nye maskiner, se paa motorstoerrelsen, nummerpladerne og maaske kilometertaellerne. Han bliver sikker i sin sag. I det oejeblik ved han, at det her er de motorcykler han vil have og han goer udstyret klar. Et lille klik afsloerer, at gerningen er fuldfoert.

Tony Fitz er englaender og var selv paa motorcykeltur paa Vancouver Island, da han tog billedet af vores tre motorcykler. Han har sendt sit billede til os paa e-mail, og vi har loebende skrevet til ham om turen. Mikkel og jeg havde tidligere paa aften besvaret hans “so where are you guys from?” med et "Denmark". Det foerte til en timelang samtale om motorcykler, tyskere, EU, Irak, Tony Blair, natur og droemme for livet.

Der gaar ikke en dag uden at vi snakker med en haandfuld mennesker, der vil vide mere om vores tur. Som regel bliver vi rigeligt beriget med deres egne historier, gode raad om lidt bedre veje og en stor bunke roeverhistorier om banditter, farlig trafik og dyre og daarlige nabolande. Vi er sikre paa at motorcyklerne bringer os i snak med langt flere mennesker, end et par rygsaekke ville have gjort. Og med det bliver afslutningen her en gevaldig generalisering, jeg tager helt paa mine egne
skuldre.

Canadadierne og amerikanerne holder sig ikke tilbage for at spoerge, hvem daelen vi er og , hvor “crazy” vi er. Canadierne lytter efterfoelgende lidt mere. Europaere vil helst ikke forstyrre os med spoergsmaal. De stiller sig hellere ti meter vaek, mens de sammen proever at gaette sig til vores herkomst og rute. Mellemamerikanerne hilser, smiler og spoerger uden en eneste haemning. De skifter saa “crazy” ud med “loco”, men er ellers roerende enige med deres vanskelige nordlige “storebroedre”. Vores nyfoedte spanske gaar dem ikke paa, og isaer boernene laerer os spansk, mens de meget taalmodigt og overbaerende hiver oplysningerne ud af os.

Konklusion: Koeb og koer en motorcykel!

To cm vaerre end 150 km

Vi havde en alvorlig planlaegningssnak over en glimrende frokost paa Honduras Atlanterhavskyst. Argumenter for og i mod floej over kyllingesstykker og naerende boenner: "Men vores daek er ikke i saerlig god stand laengere. Ikke til den slags veje!"

Vi skulle fra havnebyen La Ceiba paa Honduras nordlige Atlanterhavskyst og sydoest paa mod hovedstaden Tegucigalpa. Problemet var, at for at koere paa nogenlunde god asfalteret vej, var vi tvunget til at koere mindst 50 km i den stik forkerte retning af en vej vi allerede havde koert paa. Alternetivet var et system af smaa streger paa et kort over bjergene i det centrale Honduras. Det saa ud til at vaere veje, helt bestemt ikke asfalteret. Men, langt kortere end den "gode" omvej. Vi har off/road motorcykler og eventyret ligger jo ofte i det ukendte, saa med velsignelse fra en lokal mountainbiker begav vi os mod bjergene og de mange ubekendte.

Det var lige praecis saa smukt og stenet at koere som vi havde regnet med. Paa det foerste stykke moedte vi nogle landarbejdere, og en af dem ville lige goere opmaerksom paa at den vej, vi var ved at tage hul paa, var en farlig vej.

Jeg gjorde mig klar til at hoere om roevere og banditter i afsondrede bjerge. Men han svarede blot, at vejen var farlig, fordi den ikke var der i gaar! Lidt flere undrende spoergsmaal senere stod det klart for mig, at regnen havde taget vejen, da det er regnsaeson i Mellemamerika nu. Paa vores rejsedag var vejen der heldigvis igen.

Men det var virkelig en daarlig vej. Store skarpe sten laa spredt med loes haand oven paa et lag af grus, der saa ud til at kunne forraade ens balance hvert oejeblik. Bestemt ikke til hurtig koersel, men tilgengaeld en herlig udfordring for vores motorcykler, der indtil nu har taget i mod alle de besvaergligeheder, vi har budt dem.

Men baade Robin og jeg havde vores 10.000 kilometer "gamle" daek i hovedet hele vejen. Alligevel tog vi to dage over bjergene, gennem smaa landsbyer, hvor store motorcykler er et sjaeldent syn, og havde ikke et eneste problem.

Vi jubler, dytter og speeder op da vi efter 150 km grusvej naar asfalt-paradiset. Mellemamerikansk asfaltvej med de saedvanlige store huller og uventede grusstykker, men trods alt god gammeldags asfalt. Vi naar enda frem til bestemmelsesstedet foer det bliver moerkt, men da vi koerer ind i byen, begynder bagenden af min motorcykel at opfoere sin egen udgave af moderne dans. Det svarede lidt til, at man havde stukket hele hjulet ned i gelé og sat sig for at koere en tur i Roedovre Skoejte Arena. Hurtigt ned i fart, af cyklen for at konstatere, at jeg havde faaet turens foerste punktering.

Loesning blev langt mindre heroisk og eventyrlig, end den kunne have vaeret. Jeg vidste, at jeg indenfor 1.000 kilometer skulle skiftet daekket ud og grep derfor til den lette loesning. En spraydaase med skum, der baade lapper hullet og pumper daekket. Fem minutter og klar igen. Aarsagen fandt jeg ogsaa; et 2 cm langt soem. Knivskarpe sten i to dage i de isolerede bjerge kunne ikke hamle op med en sloeset toemrer i civilisationen.

www.latinamericapress.org

Hermed foelger en meget varm anbefaling af et nyhedsmedie, der giver en fremragende nyhedsdaekning i Latinamerika. Latinamerica Press er baseret i Peru, men har korrespondenter over hele Latinamerica. De er komplet uafhaengige af partier, organisationer og kommercielle interesser, altsaa journalistik i sin herligste form.
De udgiver deres blad to gange om maaneden i papirform og har samtlige numre tilgengaengelige i deres web-arkiv for abonnenter. Lige nu kan man faa et gratis proeveabonnement i nogle uger.
www.latinamericapress.org

Endnu et land, endnu en graense der skal krydses

Saadan sa gransen ud, og et udsnit af en bedre del af den vej vi koerte paa...
Standarden er beskrevet tidligere.

Myrdet motorcyklist og verdens bedste rom

Saa er vi landet i Honduras. Et land som vores off-road-motorcykler er ret glade for at komme til. For foerste gang paa turen kommer de virkelig til deres ret.

De foerste 50 km boed paa fuldstaendig smadret vej. Ikke noget asfalt. Kun sten og grus og huller i vejen saa store, at de kunne skjule den store suppegryde i Emil fra Loenneberg. Vi kom hoejst op paa 50 kmt paa store dele af turen. En tur paa omkring 100 km tog os to timer.

Oedelaeggelserne af orkanen Mitch i oktober 1998 kan virkelig ses endnu. Paa trods af masser af noedhjaelpspenge fra hele verden, har det fattige land endnu ikke har faaet lappet saarene sammen heroppe i den nordvestlige del. De fleste broer er stadig under ombygning, saa man skal koere nedenom dem paa grusede veje bestaaende af store huller og sten. Ret sjovt faktisk, selvom vi var pressede tidsmaessigt (efter at have ventet i graensebyen i 4-5 timer paa at faa vores papirer i orden!!), og derfor koerte godt til for at naa frem til et hotel inden solen gik ned.

Oven i vejens ringe beskaffenhed kunne vi ogsaa tillaegge lidt drama paa ruten. Da vi stod i graensebyen fortalte en doevstum mand mig - ved hjaelp af simpelt tegnsprog - at en motorcyklist var blevet myrdet ikke langt fra byen. Skudt i halsen, kunne jeg forstaa paa hans pistolformede haand pegende op paa sin hals. Da vi koerte ud af byen saa vi ganske rigtigt en motorcykel ligge i groeften og en stor menneskemaengde staa rundt om den - og om det, som sandsynligvis var mandens doede krop.

Vi stoppede dog ikke for at tjekke om han var blevet nakket, selvom baade journalisten og doktoren rykkede inden i os. Udover at vi havde lidt tid, var ingen af os rigtig overbevist om at han var blevet myrdet. Sandsynligheden for at han "bare" var koert galt virkede stoerre, da folkene i maengden ikke signalerede, at der skulle vaere fare paa faerde. De stod bare og gloede paa den gamle rustne MZ'er-agtige motorcykel og det lig, som ingen af os naaede at se, da vi trillede langsomt forbi. Desuden kunne det ogsaa bare vaere den doev-stummes maade at sige "doed" paa, som var lige lovlig billedrig.

Hvis han vitterligt VAR blevet skudt i halsen, skal jeg i parantes bemaerket ogsaa goere opmaerksom paa, at vi havde taget bestik af situationen og ikke bare koerte derudaf uden at have taenkt tingene igennem. En pick-up truck med tre soldater var kommet fra samme vej ind i graensbyen og de saa ikke oproerte ud eller stoppede trafik i den retning.

Og desuden mente vi at eventuelle morderne maatte have faaet deres blodtoerst slukket for den dag, og derfor ikke ville lade sig genere af endnu tre bukke paa broen.

Aftenen sluttede godt. Vi naaede frem til havnebyen Puerto Cortez (opkaldt efter en af koloni-spaniens mest effektive indianerdraebere) og drak et glas af verdens bedste rom, som Tejs havde bragt med fra Guatamala.