Las Americas

fredag, september 17, 2004

To cm vaerre end 150 km

Vi havde en alvorlig planlaegningssnak over en glimrende frokost paa Honduras Atlanterhavskyst. Argumenter for og i mod floej over kyllingesstykker og naerende boenner: "Men vores daek er ikke i saerlig god stand laengere. Ikke til den slags veje!"

Vi skulle fra havnebyen La Ceiba paa Honduras nordlige Atlanterhavskyst og sydoest paa mod hovedstaden Tegucigalpa. Problemet var, at for at koere paa nogenlunde god asfalteret vej, var vi tvunget til at koere mindst 50 km i den stik forkerte retning af en vej vi allerede havde koert paa. Alternetivet var et system af smaa streger paa et kort over bjergene i det centrale Honduras. Det saa ud til at vaere veje, helt bestemt ikke asfalteret. Men, langt kortere end den "gode" omvej. Vi har off/road motorcykler og eventyret ligger jo ofte i det ukendte, saa med velsignelse fra en lokal mountainbiker begav vi os mod bjergene og de mange ubekendte.

Det var lige praecis saa smukt og stenet at koere som vi havde regnet med. Paa det foerste stykke moedte vi nogle landarbejdere, og en af dem ville lige goere opmaerksom paa at den vej, vi var ved at tage hul paa, var en farlig vej.

Jeg gjorde mig klar til at hoere om roevere og banditter i afsondrede bjerge. Men han svarede blot, at vejen var farlig, fordi den ikke var der i gaar! Lidt flere undrende spoergsmaal senere stod det klart for mig, at regnen havde taget vejen, da det er regnsaeson i Mellemamerika nu. Paa vores rejsedag var vejen der heldigvis igen.

Men det var virkelig en daarlig vej. Store skarpe sten laa spredt med loes haand oven paa et lag af grus, der saa ud til at kunne forraade ens balance hvert oejeblik. Bestemt ikke til hurtig koersel, men tilgengaeld en herlig udfordring for vores motorcykler, der indtil nu har taget i mod alle de besvaergligeheder, vi har budt dem.

Men baade Robin og jeg havde vores 10.000 kilometer "gamle" daek i hovedet hele vejen. Alligevel tog vi to dage over bjergene, gennem smaa landsbyer, hvor store motorcykler er et sjaeldent syn, og havde ikke et eneste problem.

Vi jubler, dytter og speeder op da vi efter 150 km grusvej naar asfalt-paradiset. Mellemamerikansk asfaltvej med de saedvanlige store huller og uventede grusstykker, men trods alt god gammeldags asfalt. Vi naar enda frem til bestemmelsesstedet foer det bliver moerkt, men da vi koerer ind i byen, begynder bagenden af min motorcykel at opfoere sin egen udgave af moderne dans. Det svarede lidt til, at man havde stukket hele hjulet ned i gelé og sat sig for at koere en tur i Roedovre Skoejte Arena. Hurtigt ned i fart, af cyklen for at konstatere, at jeg havde faaet turens foerste punktering.

Loesning blev langt mindre heroisk og eventyrlig, end den kunne have vaeret. Jeg vidste, at jeg indenfor 1.000 kilometer skulle skiftet daekket ud og grep derfor til den lette loesning. En spraydaase med skum, der baade lapper hullet og pumper daekket. Fem minutter og klar igen. Aarsagen fandt jeg ogsaa; et 2 cm langt soem. Knivskarpe sten i to dage i de isolerede bjerge kunne ikke hamle op med en sloeset toemrer i civilisationen.

0 Kommentarer:

Send en kommentar

<< Hjem