Et to-en-halv meter fald klogere
En herlig dag var ved at skulle afsluttes med et godt billigt hotel og en portion tiltraengt ris og bønner. Vi havde brugt de sædvanlige fire-fem-seks timer ved en grænseovergang, i venskabelig kamp med krejlere, toldere og andet grænse-godtfolk. Vi var kommet fra Honduras til Nigaragua og havde kastet vores kærlighed på den nærmeste store by efter grænsen. Den lå 50 kilometer ubegribelig dårlig vej og 50 kilometer overraskende god asfalt fra grænsen, så vi var trætte i både krop og hovede, da vi nåede frem til Leon.
Vi stoppede i et villakvarter i udkanten af byen for at finde kort frem, så vi hurtigt kunne komme i hus. Mikkel benytter den lille pause til at krydse alléen, hvor vi holder, for at træde af efter den lange kørsel. Robin og jeg går i gang med at få byen til at passe med vores ideer om Nord og Syd. Vi beslutter os for hvor centrum ligger og begynder at gøre klar, da vi afbrydes af et: “For fanden da!”
Mikkel går lidt foroverbøjet rundt bag ved os og motorcyklerne og siger: “Nej, nej. Der var fandeme ikke noget på den anden side af muren.” Han tager sig til hånden og det går op for os, at han er smurt ind i vand og mudder. Han begynder at tage tøjet af og bliver klar over, at han er våd overalt. Digitalkameraet bliver reddet fra det snavsede vand i mavebæltet, og så kan han begynde at tage sig af sig selv, mens han forklarer sine undrende rejsefæller sammenhængen:
“For ikke at stå og pisse i vejkanten, ville jeg lige springe over den lille mur derovre. Men jeg landede bare ikke på den anden side. Jeg tror jeg landede på ryggen to-en-halv meter længere nede! Jeg tør slet ikke tænke på, hvad det er, jeg landede i.”
Som altid finder Mikkel noget positivt i situationen og mener, at styrtet har hjulpet ham til at afprøve beskyttelsen i hans motorcykeljakke. Skaderne kunne gøres op til en øm ryg og flere sår på hænderne.
Robin og jeg mener, at det er fantastisk billigt sluppet, da vi senere ser ned i den dybe betongrøft, der ligger skujlt bag en lav mur.
Mikkel brugte aftenen på at rense sine sår, alle sine friluftsting og sit tøj. Før han faldt i søvn kunne han opsumere dagens lærdom: “Man skal ikke springe ned på noget jord, som man ikke kan se!”
Billederne er først taget efter, at Mikkel havde diagnosticeret sig selv og efterfølgende godkendt, at pressen begyndte at arbejde i ulykkes-området!
Vi stoppede i et villakvarter i udkanten af byen for at finde kort frem, så vi hurtigt kunne komme i hus. Mikkel benytter den lille pause til at krydse alléen, hvor vi holder, for at træde af efter den lange kørsel. Robin og jeg går i gang med at få byen til at passe med vores ideer om Nord og Syd. Vi beslutter os for hvor centrum ligger og begynder at gøre klar, da vi afbrydes af et: “For fanden da!”
Mikkel går lidt foroverbøjet rundt bag ved os og motorcyklerne og siger: “Nej, nej. Der var fandeme ikke noget på den anden side af muren.” Han tager sig til hånden og det går op for os, at han er smurt ind i vand og mudder. Han begynder at tage tøjet af og bliver klar over, at han er våd overalt. Digitalkameraet bliver reddet fra det snavsede vand i mavebæltet, og så kan han begynde at tage sig af sig selv, mens han forklarer sine undrende rejsefæller sammenhængen:
“For ikke at stå og pisse i vejkanten, ville jeg lige springe over den lille mur derovre. Men jeg landede bare ikke på den anden side. Jeg tror jeg landede på ryggen to-en-halv meter længere nede! Jeg tør slet ikke tænke på, hvad det er, jeg landede i.”
Som altid finder Mikkel noget positivt i situationen og mener, at styrtet har hjulpet ham til at afprøve beskyttelsen i hans motorcykeljakke. Skaderne kunne gøres op til en øm ryg og flere sår på hænderne.
Robin og jeg mener, at det er fantastisk billigt sluppet, da vi senere ser ned i den dybe betongrøft, der ligger skujlt bag en lav mur.
Mikkel brugte aftenen på at rense sine sår, alle sine friluftsting og sit tøj. Før han faldt i søvn kunne han opsumere dagens lærdom: “Man skal ikke springe ned på noget jord, som man ikke kan se!”
Billederne er først taget efter, at Mikkel havde diagnosticeret sig selv og efterfølgende godkendt, at pressen begyndte at arbejde i ulykkes-området!
Robin Ahrenkiel
Mikkel Bøgeskov
Tejs Friling
0 Kommentarer:
Send en kommentar
<< Hjem