De smilendes nedslidte land

Jeg rejste knapt en uge alene rundt i Uruguay. Jeg kastede mig over de 800 kilometer vej Uruguay har langs Atlanterhavskysten i landet, der er paa stoerelse med Danmark. Der bor omkring 3,5 millioner mennesker i landet og under 10 % tilhoerer den oprindelige indianske befolkning. De europaeiske indvandrere kastede sig over det meget lidt udforskede land og jagtede dets indianere, da det gik op for dem, at det var fortrinligt til kvaegdrift. Det blev starten paa en udvikling, der gjorde Uruguay til at af Latinamerikas rigeste lande. Men meget har aendret sig de seneste aar.



I det nordlige Uruguay koerte jeg min motorcykel ud til fiskerbyen Punta del Diablo. Den lille samling af vejrbidte traehuse ved en rolig lagune har vaeret et turistmaal siden halvtredserne, men det har paa forunderligvis ikke udviklet sig til hoeje hoteller, asfaltveje og barer. Byens hoejeste bygning er to etager. Der er kun to hoteller. Otte smaa-butikker goer et supermarked overfloedigt. Mange familier i byen lejer smaa hytter og huse ud, mens andre tager ud og fisker om eftermiddagen og vender hjem med en meget varietret fangst om aftenen.



Jeg boede hos Blanca og Oswald i deres for byen store kompleks af udlejnings-lejligheder i udkanten af byen.



For tre aar siden kom de tilbage til Uruguay efter 30 aar i USA, hvor Oswald drev et lille murerfirma i New York. Som alle deres landsmaend var de meget soede og snakkende. De glaeder sig umaadelig til den nye socialistiske regering, der overraskende vandt valget og tager over til marts. Uruguay har vaeret styret af to partier i meget lang tid - de farvede og de hvide. Mine vaerter siger, at det vigtigste er at faa en aerndring, saa det ikke er de samme, der sidder og hjaelper venner og familie fremfor at hjaelpe folket.

Uruguay blev i mange aar betragtet som sydamerikas Schweiz. Oekonomien var staerk, der var bank-hemmelighed og landet var i hoej grad en velfaerdsstat. Men i starten af 2000 ramte kvaegsygdomme landets eneste store indtaegtskilde og Europa stoppede importen af koed. Krisen var enorm, men blev endnu vaerre, da argentinerne midt i deres egen krise trak alle deres penge ud af Uruguays banker. 90 procent af de udlandske valutareserver forsvandt og startede et oekonomisk styrt, der ikke er stoppet endnu.

Derfor er Blanca og Oswald forbitrede over, at der nu findes mange familier under sultegraensen i Uruguay - og baade skoler og hospitaler bliver ringere og ringere. De giver den udbredte korruption og konservatismen skylden. De haaber, at der i staten bliver indfoert et system som i hovedstaden Montevideo, hvor der traekkes lod mellem alle kvalificerede ansoegere til et offentligt job. Dermed er penge og relationer sat ud af spillet. De to hjemvendte skal nok klare sig, men deres bekymring for deres landsmaend virker meget oprigtig og roerende.



De store forventniger til den nye regering gaar igen hos alle de mennesker, som jeg moeder og taler med. Juan Carlos har aftenvagten paa et hotel i Colonia i den vestlige del af landet.



Han haaber, at den uruguanske Peso kan blive lidt staerkere, foer han bruger sin opsparing paa at drage til VM i Tyskland i 2006.



Kokken Alvaro ejer restauranten i Yacht-klubbben i Colonia og laver fremragende mad. Og saa taler han et meget forstaaeligt spansk, saa jeg talte med ham i timevis efter de herlige maaltider med udsigten til lysene i Buenos Aires 30 kilometer vaek. Han har rejst rundt i verden for at laere om mad i andre lande. Han har helt sikkert sit paa det toerre, men ogsaa han faar lys i oejnene, naar snakken falder paa den nye regering. Ikke maerkeligt at regeringspartiet "de farvede" kun fik 10 procent af stemmerne...