Artikel i Information

Jeg skrev artiklen "Mellemamerika tømmes for mænd" for over to maaneder siden. Men eftersom USA har en tendens til at tage opmaerksomheden fra sine sydlige naboer skulle optakten, udfoerelsen og efterspillet af praesidentvalget i supermagten foerst overstaas inden historien om de latinamerikanske maends udvandring fra Centralamerika til - ja, USA - fandt vej til Informations spalter.

Den lykkelige begivenhed indfandt sig for seks dage siden, den 9. december.

For nogle faa timer siden blev den ogsaa tilgaengelig paa nettet.

Laes artiklen her:
http://www.information.dk/Indgang/VisArkiv.dna?pArtNo=20041209167278.txt

Oscar har min kvaern!

I dag overlod jeg min kaere motocrykel til Oscar fra shippingfirmaet ude i et nedslidt havneomraade i det vestlige Buenos Aires.



Jeg toemte den for benzin, hvor af en stor del havnede paa gulvet og resten i en af Oscars venners bil. Batteri er pillet fra, og cyklen gjort saa lille som mulig. Den bliver pakket i en traekasse i morgen, paa torsdag kommer kassen i en container, og paa mandag staar containeren paa et skib, der forlader byen med kurs mod Hamburg. Den er formentlig i Danmark om en maaned - til stor glaede for hele afgifts-apparatet.

Vores hjemrejse betyder dog ikke, at hjemmesiden gaar helt i staa. Jeg har et par historier og billeder paa lager, som jeg kan faa skrevet, mens jeg aklimatiserer til den danske vinter. Derfor vil der vaere nye (rettere sagt gamle) historier i januar ogsaa.

De smilendes nedslidte land

Jeg rejste knapt en uge alene rundt i Uruguay. Jeg kastede mig over de 800 kilometer vej Uruguay har langs Atlanterhavskysten i landet, der er paa stoerelse med Danmark. Der bor omkring 3,5 millioner mennesker i landet og under 10 % tilhoerer den oprindelige indianske befolkning. De europaeiske indvandrere kastede sig over det meget lidt udforskede land og jagtede dets indianere, da det gik op for dem, at det var fortrinligt til kvaegdrift. Det blev starten paa en udvikling, der gjorde Uruguay til at af Latinamerikas rigeste lande. Men meget har aendret sig de seneste aar.



I det nordlige Uruguay koerte jeg min motorcykel ud til fiskerbyen Punta del Diablo. Den lille samling af vejrbidte traehuse ved en rolig lagune har vaeret et turistmaal siden halvtredserne, men det har paa forunderligvis ikke udviklet sig til hoeje hoteller, asfaltveje og barer. Byens hoejeste bygning er to etager. Der er kun to hoteller. Otte smaa-butikker goer et supermarked overfloedigt. Mange familier i byen lejer smaa hytter og huse ud, mens andre tager ud og fisker om eftermiddagen og vender hjem med en meget varietret fangst om aftenen.



Jeg boede hos Blanca og Oswald i deres for byen store kompleks af udlejnings-lejligheder i udkanten af byen.



For tre aar siden kom de tilbage til Uruguay efter 30 aar i USA, hvor Oswald drev et lille murerfirma i New York. Som alle deres landsmaend var de meget soede og snakkende. De glaeder sig umaadelig til den nye socialistiske regering, der overraskende vandt valget og tager over til marts. Uruguay har vaeret styret af to partier i meget lang tid - de farvede og de hvide. Mine vaerter siger, at det vigtigste er at faa en aerndring, saa det ikke er de samme, der sidder og hjaelper venner og familie fremfor at hjaelpe folket.

Uruguay blev i mange aar betragtet som sydamerikas Schweiz. Oekonomien var staerk, der var bank-hemmelighed og landet var i hoej grad en velfaerdsstat. Men i starten af 2000 ramte kvaegsygdomme landets eneste store indtaegtskilde og Europa stoppede importen af koed. Krisen var enorm, men blev endnu vaerre, da argentinerne midt i deres egen krise trak alle deres penge ud af Uruguays banker. 90 procent af de udlandske valutareserver forsvandt og startede et oekonomisk styrt, der ikke er stoppet endnu.

Derfor er Blanca og Oswald forbitrede over, at der nu findes mange familier under sultegraensen i Uruguay - og baade skoler og hospitaler bliver ringere og ringere. De giver den udbredte korruption og konservatismen skylden. De haaber, at der i staten bliver indfoert et system som i hovedstaden Montevideo, hvor der traekkes lod mellem alle kvalificerede ansoegere til et offentligt job. Dermed er penge og relationer sat ud af spillet. De to hjemvendte skal nok klare sig, men deres bekymring for deres landsmaend virker meget oprigtig og roerende.



De store forventniger til den nye regering gaar igen hos alle de mennesker, som jeg moeder og taler med. Juan Carlos har aftenvagten paa et hotel i Colonia i den vestlige del af landet.



Han haaber, at den uruguanske Peso kan blive lidt staerkere, foer han bruger sin opsparing paa at drage til VM i Tyskland i 2006.



Kokken Alvaro ejer restauranten i Yacht-klubbben i Colonia og laver fremragende mad. Og saa taler han et meget forstaaeligt spansk, saa jeg talte med ham i timevis efter de herlige maaltider med udsigten til lysene i Buenos Aires 30 kilometer vaek. Han har rejst rundt i verden for at laere om mad i andre lande. Han har helt sikkert sit paa det toerre, men ogsaa han faar lys i oejnene, naar snakken falder paa den nye regering. Ikke maerkeligt at regeringspartiet "de farvede" kun fik 10 procent af stemmerne...

En regulaer lortedag

Peru, 28. oktober

.............................................

Dette er en historie, som blev skrevet for halvanden maaned siden. Der var rimelig mange ulykkeshistorier paa hjemmesiden paa det tidspunkt og een til ville give et indtryk af turen, som ikke ville vaere daekkende. Det var i hvert fald vores raessonement. Men nu har der vaeret historier om fodbold, hygge, familiebesoeg og oel. Saa derfor bringer vi nu den historie, som du ikke maatte laese; laen dig godt tilbage og laes om den vaerste dag paa hele turen:

.............................................

I gaar havde vi en regulaer lortedag.

Inden jeg fortaeller om den, er det dog paa sin plads foerst at knytte et par ord til dagen, der gik forud for lortedagen. Dagen foer dagen var nemlig den dag, hvor vi blev fanget af kulden paa Perus oede hoejslette.

Vi var paa vej til Cusco i den nordoestlige del af landet for at besoege det sagnomspunde Inka-sted Machu Picchu. Vejen dertil gaar over hoejsletten, El altiplano. Mikkel havde rigtig nok advaret os om i en mail, efter han selv havde koert turen nogle dage foer. Vi vidste derfor godt, at bliver rigtig koldt deroppe fra solnedgang og fremefter. Men da vi tankede ved seks-tiden saadan ca halvvejs til Cusco, saa vi skraasikre paa hinanden og blev enige om, at vi godt kunne naa den naeste by (og dermed hotel) godt 150 km laengere fremme inden solen forsvandt og kulden tog over.

Det kunne vi ikke.

Solen naaede ikke engang at gaa ned, foer det blev saa rocking koldt, at vi maatte varme fingrene nede ved motorblokken mens vi koerte, for at faa varme nok i dem til at kunne haandtere motorcyklen paa nogenlunde forsvarlig vis. Venstre haand ned til motoren op ad bakke og hoejre haand derned, naar det gik nedad bakke (ligeud kunne ogsaa goere det) mens venstre haand holdt koblingen nede.

I erkendelse af vores fejlvurdering og frosne lemmer holdte vi et raadslagningsstop efter 50 kilometers pinefuld koersel. Pinefuld, siger jeg.

Men inden Tejs kom over til mig, ville han have et toejlag mere paa overkroppen, hvilket resulterede i noget af en scene, som jeg desvaerre ikke billedgjorde, da mine fingre var for frosne til at fiske kameraet op ad lommen.

Midt i den bidende kulde, oplyst af fuldmaanen og mit forlys, begyndte Tejs at tage alt sit overtoej af. Helt ned til den bare hud! Jeg sad bare paa min motorcykel med haenderne rakt ind mod min arbejdende motor, som var den et baal, og stirrede forundret.

Han stod i bar overkrop i sygelig lang tid og forsoegte febrilsk og rystende at hente en troeje op af sidetasken. En aktivitet som viste sig umulig at udfoere pga frosne fingre. Efter uanede maengder af tid i kulden, (som ville have imponeret enhver viking) fandt han endelig en taetsiddende lang undertroeje frem et eller andet sted fra og bevaegede sig stiv af kulde ned i den.

Jeg gloede bare maaloes.

Derefter gik han over til mig og siger med klaprende taender: "Jeg holder ikke 97 km laengere", og efter jeg havde grinet faerdig, blev vi enige om at finde et sted at slaa teltet op. Det lykkes efter fem kilometer. En lille sidevej halvvejs nede i en dal tilboed en perfekt lille plet for teltet, der ikke havde vaeret i brug siden USA. Vi slog det op i lyntempo og kravlede taenderklaprende ned i soveposerne. Saa spiste vi et festmaaltid bestaaende af integralkiks, en mandarin og en chokoladebar, som Tejs havde med i sine forsyninger.

Kulden var styg. Vi sov begge to med vores overtraekshaetter, og pakkede vores foedder ind i plasticdaekkenet til vores motorcykler. Ikke ti vilde heste ville have kunnet faaet mig ud af min sovepose. Vinden blaeste koldt og fandt vej igennem den tynde teltdug, og hver gang man bevaegede sig, tilboed man vinden en ny mulighed for at krybe ind til een. Men hvad hestene ikke kunne presse mig til kunne min blaere tilgengaeld. Og selvfoelgelig da jeg endelig havde faaet lagt mig godt tilrette. Ud i kulden.

Man kan lige skimte teltet imellem vores motorcykler

Naa, men under alle omstaendigheder fik vi sovet saadan nogenlunde fra otte-ni stykker om aftenen til solen begynder at braende skytaeppet vaek fra dalen og rimfrosten vaek frateltdugen og motorcyklerne. Og saa starter den foeromtalte lortedag ellers.

Den begynder ellers godt. Smaa indianerdrenge kommer traskende forbi og maaber over motorcyklerne, teltet og to hoejtsnakkende gringoer, der synes, at det trods alt havde vaeret en oplevelse at overleve at blive fanget paa altiplanoen.

Foerst er jeg ved at nakke en lama, der loeb rundt med vennerne paa vejen. Som alle andre lamaer opdagede den meget sent, at der kom et koeretoej fraesende mod sig.

Saa naar vi til Abencay, en bjergby hvor alle mennesker smiler, og i u-svinget paa vej ud ad byen forsvinder min motorcykel under mig. Vejen er oliet til i en saadan grad, at den foeles som saebe. Det er vanen tro hoejre side, som jeg kommer ned at ligge paa.

Motorcyklen glider et godt stykke paa saeben. Heldigvis kommer der ikke nogle modkoerende i det oejeblik. Hverken jeg eller motorcyklen kommer noget alvorligt til. Jeg faar en flaenge i haanden (som man kan se paa billedet fra soelvminen). Det mest irriterende er, at mit styr er slaaet skaevt, hvilket jeg skal have kigget paa i dag.

Den foerste stribe paa vejen viser hvordan mit bagdaek gled ind mod svinget. De to dybe hvide ridser laengere fremme viser hvor fodstoetterne ramte asfalten. De staar ogsaa for maerkerne helt oppe i toppen af billedet ved benzinpletten

Jeg kommer paa benene igen, og vi koerer videre. Der gaar dog kun en kilometers penge foer vi er ved at banke ind i en taxa, der er skoejtet rundt i et andet u-sving laengere fremme, og blokerer hele vores vejbane. Vi kanter os snert forbi ham og koerer lidt videre.

Lidt.

Saa maa vi stoppe igen fordi to lastbiler er knaldet frontalt ind i hinanden, og er kastet rundt saa de blokerer for al trafik.

Folk er stimlet sammen om en af lastbilerne og hjaelper en fyr ud, der bloeder kraftigt fra hovedet. En laege dukker op fra den voksende flok, og han faar smidt den voldsomt tilskadekomne chauffoer op paa en traeplanke og ind i en bil, der droener staklen ned til byen.

Nogle af kvinderne graeder, og nogle boern staar chokerede og kigger paa.

Vi har lige praecis centimeter nok til at kante os uden om de to lastbiler (yes, det er fedt ikke at sidde i en jeep!) og laegger endnu en ulykke bag os.

Indtil den naeste.

Den kommer ti kilometer laengere fremme, hvor vi bliver stoppet af to politibetjente, der staar foran en stationcar, der er gledet ned i rabatten i et skarpt venstresving og naermest staar paa siden. De undrer sig over, at der ikke kommer nogen trafik op imod dem og spoerger os, om der har vaeret et "accidente". Vi fortaeller dem om de to lastbiler, og de nikker rutineret paa hovederne, takker og droener afsted.

Manden der koerte den forulykkede bil fortaeller os at vejen til Cusco er som saebe, naar det lige har regnet. Vi giver ham ret i vejens daarlige beskaffenhed og bevaeger os forsigtig videre indtil Tejs styrter i en lille by en 50 km laengere fremme.

En dreng spillede sin fodbold ud paa vejen netop som Tejs kom koerende. I forsoeget paa at undgaa at ramme drengen, rammer Tejs fodbolden, der tackler motorcyklen ret saa effektivt. Tejs klarer sig med forskraekkelsen og et hul i regnbukserne og leverer derefter nogle ophidsede fraser paa spansk og dansk til den ulykkelige dreng og hans provokerende ven, der beder Tejs om at koere mere forsigtigt fremover. Motorcyklen klarede sig med nogle skrammer paa fodstoetten og et braekket forbremse-haandtag.

Den provokerende, den angrende og synderen (fra hoejre til venstre)

Vi koerer videre og det goer ulykkerne ogsaa.

I faerd med at tage et billede af en af de smukkeste solnedgange jeg har set, naegtede mit kamera at lukke linsen og giver en fejlmelding og gaar i sort. No more pictures for me.

Da vi traette og fortumlede havde kaempet os igennem denne ulykkesfugl af en dag og har fundet os paa plads paa et hotel i Cusco, vender Tejs tilbage fra en internettur og fortaeller, at Mikkel heller ikke er gaaet ram forbi. Han har sendt os en mail, hvor han beder Tejs om kontakter paa personer i Buenos Aires, der har en garage, hvor han kan opmagasinere sin motorcykel, eftersom han maa opgive at faa den sendt tilbage til Danmark, da der er strejke i Buenos Aires´ havn.

I sandhed en lortedag for de tre lasamerica-svende.
(Kameraet og Mikkels forsendelsesproblem er lykkeligvis blevet ordnet nu, red.)

Nedtaelling i Buenos Aires

Det er knapt et halvt aar siden vi landede i Vancouver i Canada for at tage hul paa en eventyrlig rejse gennem Nord- og Latinamerika. For en uge siden kom jeg til Buenos Aires, der er sidste stop paa rejsen. Derfor var det ogsaa sidste gang, jeg skulle kante motorcyklen ind igennem gangene paa et hotel for at parkere sikkert i gaarden.



Paa mandag koerer jeg motorcyklen ud i havneomraadet, hvor der bliver bygget en traekasse til den. Den 20. december - fire dage senere end min hjemrejse - saetter et tysk skib kursen mod Hamburg med den dyrebare last.

Jeg har to uger i byen, men det er ikke svaert at faa tiden til at gaa. Gennem en ven har jeg faaet kontakt til en masse forskellige "Buenos Airesanere", med vidt forskellige modersmaal, interesser og droemme. Tak Andreas...

Jeg har brugt en del tid paa at faa alt omkring fragten gjort klar. Blandt andet er hele oppakningen pakket om, for bedre at afspejle og passe til en eks-biker.



Buenos Aires byder paa et vaeld af oplevelser, og jeg skal ikke vaere sen til at anbefale byen isaer lige nu, hvor alt er meget billigt. Men udover billige jakkesaet og et fabelagtigt restaurationsudbud, har fodbold nu laenge staaet oeverst paa min dagsorden. I mandags sneg jeg mig ud og spille med fyrene fra shipping-firmaet. Skoent at spille efter et halvt aars pause.

I dag drog Robin og jeg sammen med Bugmir fra Sydkorea ud til bydelen La Boca for at spille en kamp mod nogle lokale. Der troppede en flok drenge paa mellem 12 og 20 aar op for at spille mod udlaendingene. Det blev en herlig kamp med foelgende vaesentlige elementer:

- Danskerne blev uddriblet af argentinske tango-foedder et par gange
- Danskerne spillede solid (lidt defensiv) "fightende" kollektiv fodbold
- Danskerne lavede flere maal med baade hael og taa
- Danskerne og deres internationale hold slog det udvalgte argentinske mandskab



Kampen var alt for intens til at tage billeder undervejs og da den var faerdig, forsvandt vores med- og modspillere paa et oejeblik, saa derfor er der kun de svedende turister tilbage.

River Plate - Rosario 2 - 0

Jeg har billetten!

Om tre timer starter 1. divisionskampen mellem de to argentinske klubber River Plate og Rosario Central paa River Plates stadion "Antonio Vespucio Liberti" med plads til 76.687 tilskuere. Og jeg har en af billetterne - paa langsiden... I skyggen... Meget taet paa banen. Men saa kostede den naesten ogsaa 80 kroner. Saa maa jeg jo springe Herfoelge - Randers FC over i foraarssaesonen og tjene pengene ind paa den maade.

River Plate ligger nr. 4 i divisonen med 4 point op til foerstepladsen og to kampe tilbage. Saa en sejr i dag er noedvendig for at bevare haabet om mesterskabet. Rosario ligger nr. 5 to point efter River, saa kampen har enorm stor betydning.

Paa naeste soendag spiller Buenos Aires andet store hold Boca Juniors saesonens sidste kamp. De ligger og roder rundt midt i tabellen, men jeg sidder nu nok alligevel klar paa tilskuerpladserne. Saa maa jeg nok ogsaa stryge FC Nordsjaelland - Silkeborg for at faa raad til endnu en plads i skyggen...

NEJ! Hvor er det aergeligt.

I gaar krydsede jeg graensen mellem Uruguay og Argentina - den sidste graense paa rejsen. Det var lidt vemodigt, men ogsaa sidste gang man skulle igennem forklaringer, papirer og veksling i mere eller mindre kaotiske graenseomraader. Derfor glaeden efter at have krydset "Puente Internacional" mellem de to mest oekonomisk plagede lande i Sydamerika lige nu.



Med 150 kilometer tilbage af turen paa 22.500 kilometer befinder jeg mig bag en gammel lastbil, der med 60 km/t hoster og pruster sort dieselroeg ud gennem en gennemtaeret udstoedning. Jeg maa paent laegge mig i samme tempo i roegskyen, da vejen er snoet og udsynet daarligt. Vejen retter sig ud og der er ingen modkoerende den naeste halve kilometer. Der er godt nok en dobbelt optrukket gul linie, men i Latinamerika skal man ikke tage dens slags alt for tungt, hvis man vil fungere og overleve i trafikken. Saa jeg saetter den i fjerde gear og accelerer uden om min prustende foelgesvend. I det jeg traekker ind efter en elegant og sikker overhaling, undrer jeg mig over, at der stadig er fuldt optrukket.

Lidt laengere fremme holder en familie picnic i vejkanten. Farmand staar midt ude paa vejen og kigger. Da han ikke goer tegn til at flytte sig, tager jeg farten af og goer tommelfingeren klar paa knappen til mit spagfaerdige horn. Desto naermere jeg kommer, desto mere ligner farmand en politimand, der vinker mig ind til siden. Jeg stopper og udveksler et hoefligt "god eftermiddag". Jeg staar af motorcyklen, mens den tykkeste af de to betjente snakker meget hurtig og formanende om en gul stribe og noget med "doble". Da han ikke faar mange svar, giver han op og sender mig hen til det nedrullede vindue i politibilen. Her sidder en solbrilleklaedt betjent med et par striber paa skulderen og ligner en, der allerhelst ville vaere i en eller anden amrikansk politi-tv-serie lige nu.

Det ser ud til, at jeg er inviteret til et spil, jeg meget gerne ville vaere sluppet for. Gennem hele rejsen har vi ikke oplevet korruption og afpresning. Godt nok bad en ynkelig boliviansk betjent om et par kroner og tidligere kom vi uforvarende til at springe nogle officielle arbejdgange over ved lidt merbetaling ved en graense. Men ellers har vi oplevet og nydt et Latinamerika uden den tidligere udbredte smaakorruption. Men nu paa den sidste dag bliver kortene delt. Han starter med sit trumfkort og bladrer i nogle gulnede papirer for til sidst at pege paa et tal i et skema, der betyder, at jeg skylder ham og den argentinske stat ca. 2000 kr.

Som nybegynder i spillet starter jeg med at smide det mest aabenlyse kort: "Uskyldigheds-kortet". Det kan redde dagen her og nu. Og det er absolut uanvendeligt senere hen. Jeg siger:

"Linien var da ikke gul, da jeg overhalede... Og der var masser af udsyn!"

Men han kender spillet for godt, og fortaeller at han har en kollega holdende nede i svinget. Ham saa jeg ikke, men jeg ved at linien var baade dobbelt og fuld, saa det kort ryger ud. Det naeste kort jeg vaelger, "no-hablo-español-kortet", er allerede dybt devalueret paa grund af "uskyldigheds-kortet". Men jeg proever. Det virker ikke, da han stadig kan pege i sine papirer og kan nok engelsk til at sige: pesos, illegal, dollars, policestation, problems og euros.

Han vil meget gerne have de 2.000 kr. her og nu - i enten pesos eller dollars. Her er ikke noget med girokort, saa han vil vide, hvor mange kontanter jeg har paa mig. Jeg indser, at jeg nok ikke har vundet foerste runde af spillet og proever at mande mig op til den naeste. Det bedste kort, jeg kan traekke op lige nu, ser ud til at vaere "no-dinero-kortet". Saa jeg forklarer beklagende, at jeg brugte mine sidste penge paa benzin i Uruguay og nu er paa vej til en pengeautomat. En frisk kommentar om at plastickort er sikrere i stater med landevejsroevere gaar heldigvis henover hovedet paa min tv-betjent.

Han kan nu ikke forstaa, at jeg intet har, saa han spoerger om jeg ikke bare har 300 dollars. Jeg bryder mig ikke ret meget om situationen, saa afsted flyver "du-kan-faa-en-smule-kortet". Jeg siger, at jeg maaske har cirka en ti dollars til noedsituationer, hvis jeg maa kigge i min baggage. Jeg faar et minut famlende ved min motorcykel med hovedet fuld af moralske skrupler, gule linier og dollars-regnskab.

Jeg havde lovet mig selv, at jeg meget noedigt ville haelde vand paa korruptionsmoellen. Men jeg har ikke mulighed for at protestere over en uretfaerdighed og raabe op om konsulatet, da jeg jo rent faktisk krydsede linien. I Buenos Aires staar en vens ven, Gustavo, klar med pizza om et par timer, saa jeg kan heller ikke traekke den for laenge. Jeg overvejer et oejeblik "jeg-er-turist-undskyld-kortet", men det er mindre vaerd end ruder 2 og skulle aldrig vaere blevet trykt.

Saa jeg er roeget over i forhandlingsdelen af spillet. Jeg vil helst ikke give for meget og jeg skal samtidig give nok, til at min makker i bilen kan koebe et par nye solbriller. Og nok til at jeg ikke fremprovokerer en faelles optaelling af mine samlede jetoner, da jeg lavede en oekonomisk broeler og haevede en ordentlig portion af den staerke amerikanske dollar lige foer deres valg. Jeg lander paa 14 dollars i kroellede en-dollarssedler og omkring otte kroner i friskkroellede pesos.

Da jeg kommer tilbage til vinduet og fortaeller den korrupte uniformerede bandeleder om mine fund, ser han ikke begejsteret ud. Men han vil da lige taelle dem for mig. Da jeg bagefter raekker haanden ud efter mit bundt sedler, faar jeg i stedet mit koerekort tilbage. Han maa aabenbart vaere tilfreds med at snuppe min indsats, der nok er et par dagsloeninger. Og saa giver han mig endda mine kroellede pesos tilbage! Maaske en maade at trampe en ekstra gang paa sin besejerede modstander.

Paa vej vaek mine tre "venner" er jeg fyldt med bitterhed over at have betalt korruptionspenge for foerste gang. Aergelig over, at han nu ogsa vil have mindst 14 dollars af den naeste motorcyklist. Aergelig over, at min "forbrydelse" ikke skaeppede i kassen til skoleboeger eller en ny park. Aergelig over, at jeg aldrig faar besvaret spoergsmaalene om, hvor meget saadan en overhaling boer koste officielt - og hvor lidt jeg egentlig kunne vaere sluppet med. Og gad vide hvem af de tre betjente, der har en bror i vejafdelingen i byen, der maler de gule optrukne striber alt for lange.

Et kvarter senere vinker endnu en betjent mig ind til siden. Jeg beslutter, at denne gang har jeg intet gjort, og at han derfor ikke faar en eneste peso af mig. Da jeg er stoppet, fortaeller han mig, at jeg nok hellere skal koere paa graesset i midterrabatten de naeste 200 meter for ikke at punktere, da en oelvogn har tabt ca. 1.000 glasflasker med oel i min vejbane.



Aergeligt med al den oel, men dejligt at vide, at Argentinas politistyrke er sat sammen af mange forskellige mennesker.

Et vandfald af dimensioner

Argentina 18. november 2004

Robin og jeg hoppede med paa turistvognen og besoegte det enorme Iguazu vandfald paa graensen mellem Paraguay, Brasillien og Argentina. Jeg er ikke klar over om det er stoerst i vandmaengde eller udbredelse, men saadanne rekorder bliver ret ubetydelige, naar man staar foran Iguazu.



Eller rettere midt i. De har lavet et stisystem midt i vandfaldet, og det har virkelig imponeret mig, hvordan de faar rigtig mange turister til at forsvinde/blive spredt i nationalparken, saa der ikke virker overrendt. En meget populaer engelsksproget rejseguide beskriver oplevelsen meget fint, naar den siger, at praecis saadan maa soemaend have forestillet sig enden af verden.

Da vi ikke har vidvinkel nok paa vores kameraer, saa proev at soege efter billeder paa google under Iguazu for at faa det hele med...

En dansk landevej - i Uruguay

Robin og jeg koerte hver til sit efter at have krydset graensen til Uruguay for at vaere lidt alene med vores motorcykler. Jeg skyndte mig ud mod Atlanterhavskysten. Jeg traengte til at se hav igen efter en knapt en maaned med bjerge og marker i Peru, Bolivia, Paraguay og Brasillien.

Efter ganske kort tid i Uruguay begyndte jeg at taenke, at jeg egentlig ligesaa godt kunne vaere paa soendagstur paa en landevej mellem Holstebro og Struer.



Groenne marker, smaa bakker og en landevej uden store huller. I Bolivia duftede der flere steder noejagtig, som var vi midt i en dansk sommer, men her var det oejet, der blev sendt paa en tur til Danmark. Og saa var der masser af koeer, men nu bag indhegning. Ingen vanvittige dyr, der holder pause fra tyggeriet midt paa vejen.



Saa flot en indhegning tror jeg ikke, at jeg har set siden Mexico.

Men midt i det hele brister illusionen om at vaere i sit faedrende land, for der er bestemt ikke trafikdrab som dette:






Det sidste billede er fra samme dag. Og hvor flot det end ser ud, indeholder det mange af de ting, man som motorcyclist i Latinamerika helst ikke vil se - og slet ikke i kombination. Foerst og fremmest er solen paa vej ned, og saa er man overladt til at foelge sin enlige lyskegle i jagten paa den mest sikre rute mod maalet. For det andet er det en grusvej med masser af loese smaasten og huller, der bare ligger og venter paa at sende motorcyklen i nye og spaendende retninger. Til sidst er der stoevet, som er blevet hvirvlet op af en stor lastbil fra et enormt vejprojekt paa denne vej. Det betyder tunge maskiner, et spor til begge retninger og endnu laengere tid til maalet. Men flot er det da...