Men vi lavede da i det mindste vores lektier!

For praecis to uger siden begyndte Robin og jeg paa en uges sprogskole i byen Quetzaltenango i 2000 meters hoejde i det Nordvestlige Guatemala. Jeg lovede dengang, ganske kaekt, at det ville give os masser af muligheder for at laegge nye historier ud paa hjemmesiden. Det vil dog vaere tydeligt for enhver, at den opgave kun er blevet udfyldt af Mikkel paa det seneste. Han har lige koebt et nyt kamera, saa han laegger ogsaa enkelte billeder ud i ny og nae...

Med skolestarten begyndte en hverdag med faste rammer, jeg ikke havde droemt om at finde paa denne tur. Jeg blev indlogeret i et spartansk vaerelse hos en meget venlig og ekstatisk guatemalansk familie. De var meget glade for at de "fik" en af fyrene med motorcykel, og snakkede derfor ekstra hurtigt til mig paa spansk. De har ikke talt et ord engelsk til mig, selvom jeg efter noget tid i huset har soennen Alex og datteren Amanda mistaenkt for udemaerket at kunne sproget.

Jeg spiste tre maaltider med familien hver dag kl. 07.30, kl. 13.30 og kl. 19.30, og de var meget soede og ekstremt taalmodige til at snakke om vores rejse og min dag i skolen. Sandheden er, at jeg i starten af rejsen har laest lidt paa egen haand i et spansk-undervisningssystem med lytte-cd'er til. Jeg tror dog ikke, at jeg havde opnaaet noget imponerende niveau efter kapitel 3.

Mit niveau steg dog hurtigt skolen. Baade Robin og jeg fik en-til-en undervisning udelukkende paa spansk fem timer hver dag, og effekten virkede overvaeldende paa mig. Jeg bad, som en rigtig duksedreng, om ekstra mange lektier, fordi betydningen af spanskkunkundskaber i de naeste fire maaneder pludselig stod lysende klart. Laereren var taalmodig og talte langsomt. Om onsdagen var det allerede muligt at foere meningsfulde samtaler i nutid. For et eksempel kunne jeg sige, at jeg ville hente the og et stykke broed, og saa kunne laeren svare, at det var en god idè, hun selv ville foelge. Over the'en kunne vi saa snakke om statsopbygning, religion, journalistik og hendes to-aarige datter.

Derfor tog vi imod vores meget savnede rejsefaelle Mikkel med den noget chokerende besked, om at vi gerne ville blive en uge til. Jeg havde laert meget spansk i nutid, men foelte samtidig, at jeg stod lige paa graensen af at kunne faa hul paa meget meget mere. Mikkel tog overraskelsen paent, men valgte skolebaenken fra til fordel for at se mere i Guatemala.

Den anden uge boed paa en ny familie, en ny laerer og endnu flere lektier. Det blev, som jeg havde haabet, meget udbytterigt, men ogsaa tydeligt, hvor svaert det er at tage hul paa et helt nyt sprog. Jeg er dog sikker paa, at vi nu er bedre rustet til finde gode historier og oplevelser, "ukorrumpere" korrupte toldere og foretage en hel del prutten om priserne.

Vi er nu tilbage paa vejen igen alle tre og krydser i morgen, mandag, graensen til Honduras.

Smuk dag at doe

Det var faktisk en ret smuk dag at doe paa i dag hvis det endelig skulle vaere.. Solen skinnede og vi bevaegede os ned fra Guatamalas bjerges kolde morgener og regnfulde eftermiddage mod kystens befriende varme.

Forestil dig foelgende. Du koerer paa en overraskende god vej ikke langt fra graensen til Honduras helt oppe nordpaa. Der koerer en lastbil foran dig. Den amerikanske type med stor lang front. Han koerer langsomt. Du overhaler ham, men da du er midtvejs i overhalingen svinger han pludselig ud foran dig. Du tonser bremserne i og kaster motorcyklen langt ud i modsatte vejbane og kanter dig lige praecis forbi fjolset. Han havde simpelthen besluttet sig for at moeve lastbilen rundt og vende skibet. Midt i det hele!

Det gaelder sgu om at vaere vaagen du. Men udover denne lille episode saa er vi enige om, at Guatamaltecere koerer ganske paent. Bilernes stand tillader ikke ret hoej fart, saa det er sjaeldent, at der kommer en bil bankende ud af ingenting forbi dig - ligesom i USA og Mexico.

I morgen (mandag) krydser vi graensen og tager til Honduras. Her tager vi op til en havneby ved navn La Ceiba, hvor vi vil forsoege at finde nogle cubanere, der er flygtet hele vejen fra Cuba i en lille baad, i et af de farligste havomràder, man kan forestille sig. Normalt flygter de til Florida, som ligger langt taettere paa, men amerikanerne har oprustet patruljeringerne saa voldsomt, at mange nu staevner mod syd, hvor de haaber paa at ramme Honduras og en venlig immigrationspolitik.

Og hvad goer de saa? Nogle bliver her i et af centralamerikas fattigste lande. De fleste andre goer sig klar til at rejse igennem Guatamala og Mexico for at naa til det amerikanske land af maelk og honning. En rute der rummer mange farer, naar man rejser illegalt. Der er menneskesmuglere, korrupte politibetjente og roeverbander, der bare venter paa at roeve, snyde og i vaerste fald draebe disse mennesker.

Ved ikke saa meget mere om det, men vi vil finde cubanerne og spoerge, hvorfor de risikerer livet paa den maade.

Lago Atitlan og Antigua.

Naa, nu er vi vist ved at vaere up-to-date.
Tejs og Robin havde besluttet sig for en uge til paa sprogskole. Det var lidt for laenge paa et sted til mig. Selvom en uges sprogskole sikkert er bedre en ingen ting. Men.. jeg maatte videre. Saa efter at have skiftet lidt olie og anden vedligeholdelse drog jeg videre. Panachel ved Lago Atitlan var det foerste stop. En turistet men egentlig meget hyggelig by ved bredden af Lago Atitlan. En kaempe ferskvandssoe dannet i hullet efter en sammensunken vulkan og med 2 kaempe vulkaner ved siden af. En meget flot udsigt som billederne forhaabentligt viser.



og i dagslys


kirken i byen.


Herefter gik det videre til Antigua. Guatemalas tidligere hovedstad. Efter gentagne jordskaelv blev hovedstaden flyttet til Guatemala City, da Antigua naermest laa i ruiner tilsidst. Nu er mange af bygningerne genopbygget, eller venter paa renovering. Med 3 vulkaner omkring byen og med masser af flotte frodige bjergskraaninger kunne byen nok ikke ligge bedre rent visuelt. Selve byen er dog ogsaa enormt flot, praeget af bygninger fra kolonitiden og masser af gamle kirker og klostrer. Der kan man nemt blomstrer hen i noget tid. Vejene i selve byen er dog ikke til at prale af og jeg var igen glad for min Off-road motorcykel. "Brosten's" belagt overalt, og det saa ikke ud til at der var blevet udfoert vedligeholdelse siden dengang vejen blev anlagt. Men igen... en meget effektiv fartbegraenser.

Springvandet i midten af zocaloen i Antigua

udsigt over parken

Koloni bygninger i Antigua

Det stroerste springvand i central amerika. Ligger i midten af et nonnekloster

Den gamle guvenoer bygning i Antigua


Videre gik det mod Guatemala City for at moedes med Tejs og Robin. Nu er vi ved Guatemalas Caribiske kyst og imorgen krydser vi graensen til Honduras. Herfra gaar det mod La Ceiba. Saa skal jeg ud og dykke :o) :o) :o) mens Robin og Tejs skal have lavet noget arbejde.

Los Angeles og Highway 1

Turen ad Highway 1 er fantastisk. Der var temmelig staerk blaest nogle steder. Omgivelserne var dog fantastiske. Det var svaert ikke at stoppe hele tiden for at tage billeder, selvom dem der ligger her kun er en broekdel af dem jeg tog, begraensede vi os faktisk meget.


Dette her maatte jeg simpelthen have billeder af. Massevis af kitesurfere der morede sig langs strandende ved Malibu. Perfekte forhold og de blev ved i solnedgangen. Et smukt syn, men aev hvor ville jeg dog gerne have leget med. (jeg tror dog ikke lige jeg kunne vaere med paa deres plan. De var dygtige!)


Solnedgang over Malibu.


Endnu et...


Den smukke men til tider barske kyst langs highway 1.
billederne taler vist for sig selv.







En lille by som vi stoppede i paa vejen og fik nogen fish'n'chips, yuum.
Den eneste egentlige attraktion var denne kaempe klippe der stod ude lige foran havnen. Det saa flot ud, med havgusen omkring.

Billeder fra Oaxaca til Qutzaltenango

Udsigten over bjergene paa vej til Oaxaca.



Jeg troede at vi var tungt pakket, men ved siden af denne bil er det vist ingen ting...



Endelig kommet frem.
Her sidder saa mine to medkumpaner paa torvet i Quatzaltenango (jeg tror det staves saadan). Vi proever kraftigt at planlaegge hvordan vi skal komme videre og hvor?



Udsigten fra taget paa mit hotel. Ja, den kunne maaske vaere koennere. Men det var nu en flot udsigt over bjergene og en hyggelig by.








Mit vaerelse paa hotel americana. 90 quetzales. Det var vist nok det dyreste i byen :o) . Tilgengaeld gik der ogsaa en vagt rundt med et haglgevaer og passede paa ens motorcykel..

En laengere beretning om en tur gennem USA og Mexico

Det kan godt vaere at det er lidt forvirrende for nogen, at pludselig mens vi er i Guatemala kommer der billeder og beretninger fra USA. Det skyldes simpelthen at den sidste maaneds tid har vaeret noget hektisk og at det er ret svaert at finde net-cafeer i USA.
Saa nu her de sidste par dage er der kommet lidt mere ro, de 2 andre kumpaner gaar jo i skole for at blive klogere. Det har jeg opgivet paa forhaand og derfor brugt lidt mere tid paa at indhente noget af de forsoemte og passe og pleje min motorcykel som jeg har taenkt mig at kalde for Anna. Maaske en lidt kraftig dame, bred bag til, men yderst holdbar og til at stole paa.

Nu, har jeg saa sat mig for at faa skrevet lidt op paa hvad der er sket siden jeg forlod SF for at moedes med Tejs og Robin.

Et af de stoerre problemer var at finde et baghjul der passede og nogle der kunne skifte det. Det lykkedes i Phoenix. Efter at have vaeret inde i stort set alle forhandlere paa vejen dertil. Det jeg havde haft paa fra forhandleren hvor vi koebte motorcyklen, var efterhaanden ved at vaere godt slidt. Ikke helt slidt ned, men nok til at jeg ikke havde lyst til at fortsaette igennem Mexico. Jeg besluttede mig til at tage den samme rute som Tejs og Robin da denne var den hurtigste.
At koere igennem den amerikanske oerken er noget af en proevelse naar man ikke sidder i en bil med aircondition. Det er til at holde ud men meget varmt. Hvis man gaar i bad med alt sit toej paa og derefter direkte op paa motorcyklen og koere, er alt toejet toert efter ca. 15 min. Saa varmt er det. Eftersom jeg havde proevet det med Sanne, besluttede jeg mig for at proeve at koere om eftermiddagen/natten, da det var mest koeligt og ikke blaeste saa meget paa de tidspunkter.

Thunderstorm i Oerkenen

Rejsen frem til Nogales ved den mexikanske graense var egentlig uden de spaendende oplevelser. Bare en masse km paa Anna og en noget oem bagdel. Det eneste spaendende var egentlig den thunderstorm jeg kom ind i ved Tucson.
Paa vejen dertil kunne jeg se en masse lyn og tordenskyer i horisonten, et meget flot syn faktisk, saa jeg var godt klar over at der foregik noget derude. Men jeg havde bestemt mig for at naa til nogales den aften, ca.200 km mere, og desuden kunne jeg godt bruge lidt regn. Hvor slemt kunne det blive.. Jo, naermere jeg kom til Tucson, jo mere blaeste det og jeg kunne fornemme jeg ikke var igennem stormvejret. Da den foerste af de specielle runde buske de har herovre kom flyvende imod mit forhjul besluttede jeg at det vist var nok for den aften, fandt et motel og slappede af.
Jeg fandt senere ud af at det var en thunderstorm jeg havde vaeret igennem. Det forklarede de flinke meteorologer i fjernsynet.

Nogales
Naeste dag ankom jeg Nogales. En ret klam by, ihvertfald paa den mexikanske side, hurtigt igennem og videre mod Hermosillo. Jeg vidste fra Tejs og Robin at jeg kunne faa papirarbejdet ordnet laengere mod syd, og det gik lige som det skulle.

Mexico havde jeg jo set. Saa det skulle bare gaa hurtigt igennem. Betalingsvejene er absolut ikke billige, men langt sikrere og pengene vaerd. Jeg boede paa nogle ret billige moteller undervejs. Egen garage til motorcyklen og god plads.
Ved mit foerste besoeg undrede jeg mig lidt over Papirholderen paa vaeggen i sovevaerelset og maaden hvorpaa man bestilte vaerelset. Det hele foregik over et hoejtaler anlaeg og saa anonymt som muligt. Jeg taendte for fjernsynet og koerte et par kanaler igennem. Pludselig dukkede der en pornofilm op paa skaermen...
Ok, nu gik den op for mig. Men Anna stod godt i sin egen lukkede garage, der var paent rent, og billigt. Jeg lukkede doeren en ekstra gang og sov glimrende. Det samme gentog sig paa de andre moteller. Men de var alle billige og paene og Anna stod godt og sikkert. Det var egentlig det vigtigste.

Paa vej mod Oaxaca
Jeg koerte igennem Mexico City, overnattede i Puebla paa hotel og koerte til Oaxaca som jeg har besoegt foer. Dejligt sted. Efter lige at have faaet tjekket det mest noedvendige gik turen videre mod kysten sydpaa. Jeg havde haabet at denne vej var i rimelig god stand, ikke alt for snoet og hurtig at koere paa... Jeg tog fejl.
Det tog lang tid. Op og ned af snoede bjergveje. Vejen kunne have vaeret i en daarligere stand, men god var den ikke.
En speciel dejlig detalje ved at koere hernede er at der ikke er raad til lyskryds mange steder. Derfor opsaetter de bumb for at nedsaette hastigheden. Disse bumb er seriose bumb, ikke som dem man kender i Danmark. De er der for at man skal stoppe helt op og saa koere videre. Det er ogsaa fornuftigt nok.
Det mindre gennemtaenkte er at skiltene som skal advare om at der kommer bump, typisk staar 10 meter foer bumpet (hvilket ikke nytter saa meget naar man koere 80-90km/t) eller er daekket af buske og traer saa man ikke kan se dem.
Jeg kunne have bandet dem langt vaek mens jeg koerte oppe i bjergene. Samtidig var jeg dog MEGET glad for at jeg koerte paa en off-road MC naar jeg ikke naaedet at stoppe nok op inden bumpet.

Hvad med benzin
Da jeg har koert en 200km fra Oaxaca, begynder jeg at blive lidt nervoes for min benzin beholdning. Der er nok til en 200 km endnu, men jeg stoler ikke paa kortet laengere, da jeg havde regnet med at vaere meget laengere fremme end jeg er. Der har ikke vaeret nogle benzinstationer indtil nu og beboerne i byen, hvor jeg vaelger at stoppe, siger at jeg bare skal koere videre, saa kan jeg faa benzin paa, men her er der ikke noget.
Jeg koere videre. Uden for byen bliver vejen til grus, det er blevet baelgmoerkt og jeg kan godt regne med at skulle koere meget laengere endnu. jeg kan ikke koere meget hurtigere end 40km/t hvis jeg skal naa frem i et stykke. Naa ja, det kunne jo vaere vaerre. Det regner i det mindste ikke.
Heldigvis bliver vejen rigtig god efter ganske faa km. af grusvejen; asfalt, meget faa og brede sving. hey, nu koere det. Humoeret stiger betydeligt.
Jeg bestemmer mig nu alligevel for at faa tanket op i den naeste by. "Tankstationen" ligner IKKE en tankstation og ser meget lukket ud, hmmmm. Naa, men jeg proever at spoerge en mand paa cykel..
"gasolina..?..."
"si, si ...(og en hel masse paa spansk jeg ikke forstod)".
Jeg vaelger at foelger ham ca. 100 meter op af vejen. Her sidder en relativ ung kvinde, med et par boern og en anden kvinde paa samme alder. Ved siden af er en lille hytte.
"quanta?.."
"oeh, boeh.." ... "Dies litros" (hmm, gad vide om hun forstod mig)
Hun forsvinder ind i skuret. Finder en dunk frem og en slange. Stikker slangen ned i dunken og suger (fy for f....., taenker jeg) spytter benzinen ud, og saa koere vi. 10 liter glider ned i tanken og saa er den godt fuld. Jeg betaler (dyrt var det ikke) og saa smutter jeg videre.
Jeg kommer frem til en af koestbyerne og crasher paa et hotel.
Naeste dag gaar det mod graensen. Jeg har stadig ikke faaet en mail fra Tejs og Robin om hvordan procedurerne er. De har min Lonely Planet, saa ingen hjaelp at hente der.
Det gaar jo nok taenker jer. Jeg har vaeret i guatemala foer. Det var stille og roligt.
Afsted det gaar.

Tapachutla og graensen mellem Mexico og Guatemala
Tidsplanen bliver dog slaaet totalt i stykker af et kaempe regnvejr. Jeg smider presseningen over Anna og saetter mig ind under. Det er jo meget hyggeligt det her... Der gaar en times tid, tordenbygerne holder op og jeg koerer videre. Jeg ankommer til Tapachula, faar lidt at drikke og spise og skoenner mig videre. Heldigvis er der et skilt der viser vej mod graensen. Det gaar fint taenker jeg. Pludselig forsvinder skiltene som foer var saa rigelige.. hmm, ik godt.
Men ved at spoerge de lokale finder jeg alligevel ud af at jeg er paa rette vej.

Graensen er noget af en oplevelse.. eller rettere... not! En rigtig graenseby. Den har tiltrukket alt hvad der er af hustlere, svindlere og andet godt i miles omkreds. Jo hurtigere jeg kan komme vaek herfra jo bedre. Foerste stop bliver ved desinfektionen. Der er ikke noget at goere jeg bliver noedt til at stoppe.
jeg havde ellers haabet paa at kunne lave samme nummer som ved Nogales. Bare koere videre.
Den gaar ikke fister..
Diverse horder af folk der vil det ene og andet kommer rendende. Det er ved at blive moerkt.. damn.
Jeg beslutter mig for at bruge en af dem der render rundt og hjaelper med papirerne og faar folk hurtigere over. For et gebyr naturligvis.
Gutten taler engelsk og det hjaelper noget.
"Bare parker din motorcykel derovre og foelg med rundt."
"nix, fister den gaar ikke.. den motorcykel kommer med rundt over alt."
Jeg skal ikke komme tilbage til en rippet MC.
Nu skal det lige indskydes at alt er laast fast til et eller andet. Paa naer lige to sidelommer hvor der ikke ligger noget af vaerdi i. Men alligevel. De skyer ikke nogen midler hernede.
Vi suser frem og tilbage. Graensen lukker snart, og jeg vil gerne videre saa hurtigt som muligt.
Jeg ved at han tager roeven paa mig. Han skal have 10$ for at hjaelpe mig. Men paa det tidspunkt er jeg egentlig ligeglad. Soerger bare for at han betaler saa meget som muligt, hvilket dog ikke helt lykkes saa godt som jeg havde haabet.
Paa vejen snakker jeg med knaegt der tydeligvis kommer fra USA, men som ser temmelig sydamerikansk ud. Han anbefaler mig at lade vaere med at tage ud i paa vejene i moerket. Det er ret farligt, og han boer vide det. Han bor i Texas men tager med sin far paa ferie i El Salvador, hvor de har hus og hans mor kommer fra. Jeg siger paent tak, men tror nu alligevel jeg smutter videre.

Gadedreng med for lange fingre
Da vi stor og faar ordnet de sidste af mine papirer staar Anna 5 meter fra mig. Jeg holder konstant oeje med mine papirer, motorcyklen og resten af mine egendele. Pludselig staar der en lille gadedreng med hele kloer 5 nede i den sidelomme der ikke er laast. Da han ser jeg har faaet oeje paa ham, smiler han bare over hele ansigtet og bliver staaende.
En betjent har mit pas og er ved at fotokopiere det. Jeg regner ikke med at det forsvinder derfra og nu er jeg engentig temmelig sur paa den lille l... der bare staar med hele kloer 5 nede i MIN taske og smiler. Jeg raaber op og loeber efter ham. Saa tager han benene paa nakken. Efter en 2-3 meter smider han den pose og det kompas der laa i min taske og loeber videre.
Naa, det er nok smartere at jeg bliver her, samler mine ting op og henter mit pas. Knaegten er allerede drejet om et hjoerne.

Angel
Da jeg egentlig er ved at skulle til at koere kommer jeg i snak med en amerikaner. Eller rettere puerto ricaner/amerikaner. Det viser sig at han er far til den lille knaegt fra staterne. Han har aabenbert fortalt sin far at han havde moedt mig. Faren ville vist gerne lige se, hvad jeg var for en. Det viste sig at vaere en fordel for mig. Han hed Angel, og soennen...Angel junior.
Han havde vist ikke lige vaeret en aengel hele sit liv, men overfor mig var han ikke andet end MEGET flink og hjaelpsom.
Mine dokument hjaelpere blev pludseligt meget stille, rolige og medgoerlige.. Hmm, det var da lidt mystisk taenkte jeg. De havde proevet at haeve gebyret til 20 $ pludselig. Den var jeg dog ikke med paa. Jeg spurgte Angel hvad man egentlig skulle betale for saadan en gang hjaelp. "Intet.." var svaret. "Ikke andet end drikkepenge"
Der var ikke rigtig nogle protester fra mine 2 hjaelpere.
hmm, lidt havde de betalt. Nogle gange er det ikke saa smart ikke at betale folk selvom de maaske ikke havde krav paa det, saa de fik 20 quetzales hver.
I processen med at faa vekslet penge fik jeg en lille sjov oplevelse med. Foerst skulle der lige pruttes lidt om kursen. Under denne process var jeg saa dygtig at give mig selv en daarligere kurs, en han engentlig ville gaa med til. Flot Mikkel!
Naa, men manden talte fint mine penge op foran ojnene paa mig. Han kunne se jeg havde travlt. Men den har jeg proevet foer hernede. Jeg holdt fat i ham og talte penge foran ham. Der manglede sjovt nok en 50 quetzales seddel (ca. 45-48 kroner.). hmm, naa men saa maatte jeg vel hellere faa den.
Det er fantastisk saa dygtige de er til det, men stole paa dem skal man ikke.

Naa, men efter at have talt lidt med Angel, forstod jeg at det der med at koere ud i natten var en daarlig ide, og at stedet hvor Tejs og Robin var laa ca 100 km laengere vaek en kortet viste. Altsaa ca. 150 km.
Angel og hans familie boede paa et hotel lige ved graensen. Det var det sikreste i byen og jeg kunne faa Anna indenfor i en aflaast gaard.
Desuden havde han hyret 2 politifolk til at staa vagt udenfor fra 9 aften til 6 morgen, for at passe paa hans amerikanske skolebus. Den holdt nemlig udenfor gaarden og var fyldt til randen med alt muligt han skulle saelge i el salvador. Fjernsyn, Cd-afspiller.. osv.
Efter at have kigget paa hotelet slog jeg til. Angel, erfarede jeg, vidste hvad han snakkede om og hotellet saa sikkert ud.

Det blev en ret underholdende aften..

Menneskesmugleren

Jeg smuttede ind paa hotellet og satte Anna. Lagde alle min ting ind paa vaerelset.
Da jeg var faerdig stod Aengel derude sammen med sin soen. Han var glad for at fortaelle og historier var der nok af.
Angel havde lavet lidt af hvert i sit liv. Han havde rejst en del, og sjovt nok vaeret i koebenhavn for at studere. Hvordan hans liv lige havde udviklet sig i den retning den havde fandt jeg aldrig ud af. Men han kunne fortaelle ting om KU, som man kun ved hvis man har vaeret der.
Det viste sig, at han efter, at have brugt den arv han havde arvet fra sin far paa at rejse rundt i verden var, blevet involveret i menneskesmugling fra El Salvador og til USA. Lidt sjove planter var det vist ogsaa blevet til, men menneskesmuglingen var det egentlige. Der var penge i det, og det var det primaere. Men han havde vist ogsaa gjort det for spaendingens skyld og for at hjaelpe folk under borgerkrigen. Nu kan det godt vaere at han har smurt lidt tykt paa, saa jeg vil ikke staa inde for historiernes sandhed. Men de ar han havde at vise efter forskellige episoder var ihvertfald aegte nok. Den slags kan jeg dog se. Operations ar var det helt sikkert ikke.
Det sidste stykke tid havde primaert gaaet ud paa at faa sin skolebus frem og tilbage over graenserne mellem USA, Mexico, Guatemala og El Salvador. Og saa ellers saelge alt hvad han havde i den paa vejen. Det var der gode penge i.
Engang imellem blev det stadig til lidt menneskesmugling, men ikke laengere de 100-200 personer afgangen som han havde gjort foer i tiden. Nu var det kun grupper paa 10-20. Familie og venner. Som en lille sjov kommentar kan det naevnes at hans aeldste soen, naesten aldrig tog over graensen til hverken USA, Guatemala, eller Mexico paa den legale maade. Han syntes det andet var sjovere og mere spaendende.....?!?

Angel havde vaeret igennem denne graenseby mange gange og kendte stort set alle i den. Tidligere havde han brugt nogle af de andre overgange, men det var blevet for farligt. Der var for mange der hellere saa ham doed end levende. I denne by var der kun 3 han var nervoes for (de saa ham gerne doed). Saa naar han var i byen havde han boern til at udspionere dem saa han altid vidste hvor de var. For som han sagde "keep your friends close, but your enemies even closer..", ja, den er hoert foer. Men jeg tror nu der var en gran af sandhed i det. For en sikkerhedsskyld (udover boernene og politiet) havde han en 9mm pistol med lasersigte liggende i bilen og en .38'er pistol paa sig....Jep, hyggeligt ik. Men som han ogsaa fik mig overbevist om gennem sine mange historier er menneskeliv ikke en skid vaerd hernede. Ikke med mindre man har nogle ubehagelige kontakter folk skal staa til regnskab med bagefter.

Jeg spiste middag med ham og hans familie ved et af de gadekoekkener der er saa mange af hernede. Mens vi sidder og spiser kommer 2 paene busser til graensen. De er fra Nicaragua faar jeg med det samme af vide.
"vent og se hvad der sker nu.."
Hvad kunne der muligvis ske taenkte jeg i min naivitet... De viser deres papirer og kommer over graensen.
Nix, de var alle Wetbacks.. Folk der illegalt proever at krydse graensen (paa den ene eller anden maade.). Deres papirer var falske og de fik besked paa at vende om. Da vi lidt efter talte med de politimaend Angel havde hyret fik vi at vide at de skulle eskortere dem tilbage til graensen til El Salvador.
Ifoelge Angel var det en daarlig ide at goere det paa den maade. Langt bedre var det at krydse graenserne langt fra graenseovergangene, igennem bjergene og sumpene, hvor immigrationsmyndighederne ikke kom. Og saa ellers bestikke sig resten af vejen op gennem mexico, der hvor man blev noedt til det.
Han kunne fortaelle en del historier om politifolk, der personligt havde hentet ham og de folk han smuglede, og koert dem til den amerikanske graense. For en klaekkilig betaling. Vejen over den Mexikansk/amerikanske graense var der andre der ordnede. Angel havde proevet det engang eller to, men det var for besvaergeligt og farligt. Det andet var lettere.


Vi bliver stoppet

Jeg bestemte mig for at foelges med Angel og hans familie. 2 biler og en motorcykel er bedre end en. Desuden kendte de vejen og der hvor jeg skulle af. Efter nogen tids venten paa alle de rigtige toldpapirer tog vi afsted. Efter ca. 15 min. koersel bliver vi stoppet ved en politi kontrol. De vil se papirer paa skolebussen og den van som familien ogsaa har med. Mig er de fuldstaendig ligeglade med selvom jeg ogsaa stopper. Det viser sig at de er ude efter bestikkelse for at lade Angel´s bus komme igennem. Politifolkene siger at vi bliver noedt til at tage tilbage og hente tolderen der har skrevet papirerne ellers vil de ikke lade os komme igennem..

Angels kone, reagere noget hidsigt verbalt overfor den ene betjent, hvorefter han prompte hiver sine haandjern op og truer med at sende hende i faengsel.. Saa falder gemytterne heldigvis lidt til ro igen.

Da vi imellemtiden er blevet en bil til, som Angel´s aeldste soen koere sammen med nogen Guatemaleanere og politifolkene forstaar at vi er villige til at tage tilbage og hente den tolder lader de os alligevel slippe igennem. Der kunne vist ikke malkes noget ud af dem alligevel. Vi koerer videre.

Monsun

Paa vejen til Quatzaltenango hvor jeg skal moede Robin og Tejs kommer vi ind i det vildeste regnvejr. Jeg ved ikke engang om jeg vil kalde det regn. Det var naermest som at koere igennem et vandfald paa nogle tidspunkter af turen.

Jeg stopper kun lige kort, da jeg kan fornemme at uvejret begynder. Paa med jakken, og sikre mig at tingene ikke bliver alt for vaade. Herefter foelger jeg bare de andre som jo er i biler. Heldigvis kan de heller ikke koere saerlig staerkt da det regner saa voldsomt. Men paa et tidspunkt kan jeg ikke se meget mere end vejbane, og bussens katastrofeblink foran mig.

Vi ankommer til der hvor jeg skal dreje. Jeg faar anvist retning og vi siger farvel, og mange tak. 45 min koere jeg rundt om Quatzaltenango centrum, hvor en lille gut pludselig raaber "Miguel/.. Tejs..Miguel/.. Tejs" ok taenker jeg, han maa vide noget. Kort efter er vi samlet. Robin, Tejs og jeg og den lille purk der er soen af familien hvor Tejs bor. Mit toej er gennembloedt. Mine sko fyldt med vand. Men ellers gaar alt egentlig ok. Heldigvis er alt andet toej pakket ned i kasserne. Saa det er ok toert. Vi finder et hotel. Op og skifte toej, og saa ud at se lidt paa byen og skolen hvor Tejs og Robin laeser spansk.

Ps. Jeg maa paa forhaand beklage for evt. stavefejl og lignende. Men historien er skrevet i hast og jeg skal nok proeve at redigere den faerdigt de naeste par dage, saafremt der maatte vaere stoerre fejl.. :o)

Las Vegas

Vel ankommet til Vegas gik vi paa casino shopping.
Her ses indgangen til MGM grand. Det naeststoerste hotel.
Egentlig saa de fleste af casionoerne relativt ens ud indeni, selvfoelgelig med forskelle. Bellagio var noget flottere end de andre. Det synes vi ihvertfald.

New York New York, set udefra. De har mere eller mindre taget alle sevaerdigheder fra New York og plastret dem sammen, og saa lige for skaegs skyld smidt en ruchebane oveni.





Ja, og her har vi saa.... Paris. Vel ikke til nogens store overraskelse



Mandalay Bay, et andet kaempe luksus hotel. Meget flot


"The Strip"




Denne her maatte jeg have et billede af....


Springvandet Bellagio er saa beroemt for. Pludselig blev der spillet Andrea Bocceli´s "time to say goodbye" (ja, Marcus og Goesta jeg kan ikke huske hvad den hedder paa italiensk). Springvandet udfoerte saa en springvands koreografi i forhold til musikken.
Det var faktisk enormt flot.



Glasblomster der udsmykkede lobbyen i Bellagio.



Endnu et springvand i en af bellagio´s haver. Ogsaa her sprang vandet ;o) i takt til musikken.




Casinoet Paris, set indefra. Det var naesten som at gaa rundt i Paris gader, dog med forunderligt mange spillemaskiner....



Springvands "vulkanen" foran Mirage hotel.

Yosemite-Las vegas

Turen gik hastigt videre Fra San francisco til Yosemite natl. park.
Stedet er fantastisk flot. Problemet var mest ikke at stoppe for at tage billeder hele tiden.








Det er selfoelgelig et klatre mekka. Jeg maa indroemme at jeg ikke ville have haft noget imod at blive et par dage og proeve nogle at vaeggene. Men tiden tillod det ikke. Desuden er det stort set umuligt at faa nogle camping pladser nede i dalen i hoejsaesonen. Det er booket flere dage/uger i forvejen.

(kig godt efter, der klatrer paa begge billeder)





Videre fra Yosemite mod Vegas. Jeg var glad for min GPS paa dette stykke, da den ganske givet fik os den korteste vej, men flere gange var vi "in the middle of no where". Man vaender sig til de amerikanske veje. Men de foerste par gange er det noget af en oplevelse at se en vej der bare fortsaetter ligeud i horisonten. Det giver en ret god foelelse af hvor lille man egentlig er.
De 2 billeder nedenunder er taget paa samme sted men i hver sin retning.




Og her havde vi saa kort i et par timer. Vi var lidt stoevet. Ej, det var en lille vej der stoedte til highwayen. Men naar man sidder paa en offroad motorcykel har man naermest lyst til at koere ud paa den. Jeg lod nu hver. Jeg regnede med at jeg hurtigt nok skulle komme ud paa saadan nogle veje (der tog jeg ikke fejl).



En lille (naermest) spoegelsesby midt i oerkenen. Der var dog et hus hvor man kunne faa noget koldt at drikke. Det var haardt tiltraengt..




Vi fik stoppet et par underlige steder undervejs. Men med 250 km til Vegas og efter at have koert det meste af dagen trangte vi igen til noget koldt at drikke. Saa et lille uskyldigt bordel blev besoegt (dog kun for at koebe sodavand). Det skulle vaere det aeldste lovlige bordel i Nevada.

Billeder fra Canada og USA

Her staar Robin ude foran butikken inden vi skal til at tage afsted til vancouver island.


Golden Gate Bridge i skyerne i SF




En Gammel typisk SF sporvogn med kabeltraek loebende i gaden.






Alcatraz



Udsigt over SF


Dette hoejhus er et andet af SF´s kendetegn, med sin meget karakteristiske form.


SUSHIIIIIIIIIII

Sanne og jeg tog ud til Japan town, baade for at se den, men maaske primaert for at finde noget sushi.
Det maa man sige at vi gjorde. Godt nok kostede det 19$, men saa var der tilgengaeld frit ta´selv bord, og fri drikkelse bortset fra oel, vin og spiritus.
Ud over sushi´en var der ogsaa et stort udvalg af andre laekre orientalske retter og der blev severet hummer hver halve time. Jeg holdt mig nu til sushi for ikke at blive maet af det andet.. mmmmmmm....
Bordet nedenunder er kun den ene halvdel af ta selv bordet.



SUSHI
Der var baade Nigiri stykker, maki-ruller og Sashimi. Temmelig laekkert.


Saa gik vi til den.



Ankomst til Hoover daemningen











Grand Canyon here we come



Det er ikke rigtig til at forestille hvor smukt og kaempestort Grand Canyon er ud fra disse billeder. Det SKAL ses.







Vegas by night







Hollywood







flere billeder vil foelge.

Fremme og samlet igen.

Saa er jeg naaet frem.
Jeg naaede faktisk allerede frem igaar efter en tur igennem regnbyger (laes vandfald), og mange meget andre spaendende oplevelser. Tejs og Robin har besluttet at blive her en uge mere for at laere noget mere spansk. Jeg regner med at blive her ihvertfald weekenden over, da vi skal have planlagt en del og motorcyklerne skal have en gennemgang. Baade mekanisk og sikkerhedsmaessigt. I denne by er det absolut ikke saa slemt. Den minder lidt om oaxaca i Mexico, for dem af jer der har vaeret der. En rimelig afslappet stemning oppe i bjergene.
Men i resten af Guatemala og central amerika kan vi vist ligesaa godt regne med at folk vil proeve at stjaele fra motorcyklerne hvis de kan, og tage forholdsregler derefter. Ok, der vil dog stadig vaere steder hvor der er stille og rolligt. Bl.a el salvador og puerto rico, men jeg har ikke lyst til at tage chancer, og dette gaelder ogsaa for Robin og Tejs. Weekenden skal bruges til lidt rejse planlaegning, da vi serioest mangler at faa helt styr paa resten af turen. Saa godt som vi nu kan.

Vi har en del mails vi ogsaa skal have sent til folk og denne hjemmeside traenger ogsaa til nogle seriose opdateringer. Tejs og Robin har travlt med skole (de bliver rigtig dygtige til spansk), saa det bliver nok mest fortaellinger fra min side det naeste korte stykke tid. Selvom jeg ikke lige er den bedste til at skrive hjem om den slags! Jeg vil dog goere et forsoeg, og jeg haaber ikke at de til tider lange historier vil kede jer. Der er ca. en maaned at fortaelle fra. Billederne gaar det lidt traegt med da jeg nu skal kaempe mig igennem daarlige microsoft programmer paa SPANSK (hmm, jeg kunne jo egentlig bare tage og laere det!).

Naa, men det var egentlig bare for at goere en kort historie lang og fortaelle at vi alle er samlet og har det godt.

Moeder med menneskesmuglere, Wetbacks (folk der proever at komme illegalt over graensen), hustlere og smaa drenge der vil proeve at stjaele med et smil maa vente til imorgen. (bare rolig det er ikke saa slemt som det lyder).

What a teaser..

Mikkel

Emanuel

Jeg moedte Emanuel paa vejen gennem Mexico ved en lille tankstation i udkanten af byen

Emanuel har vaeret paa rundtur gennem Mexico i ... oeh, laenge. Desvaere gjorde mit mangelfulde spansk at jeg ikke rigtig fattede saa meget af hvad Emanuel fortalte andet end det.

He rides again

Naa, det har vist vaeret lidt sloevt med opdateringer fra min side, saa her kommer en foreloebig.
De sidste snart mange dage har gaaet med at koere, koere, koere og ... koere. Naa, jo og saa med at hente reservedele :o)
Jeg havde mange forskellige planer om hvordan jeg ville komme igennem Mexico, men efter laengere tids grublen over ruten paa de amerikanske landeveje, faldt valget paa.... Akkurat den samme vej som Tejs og Robin valgte (bortset fra 33 km rundtur i guadelajara efter mex. highway 15).
Overgangen gennem nogales gik smertefrit, og jeg fik ordnet papirer og det hele kort efter graensen. Nogales havde jeg nu ikke lige lyst til at stoppe i. De graensebyer samler sjaeldent de mest chamerende mennesker. Overgangen var nu ret kontant. Anderledes end da jeg landede med fly i mexico for godt 6 maaneder siden men interessant. Koereturen til hermosillo var smuk, en stjerneklar nat med masser af stjerneskud. Slet ikke daarligt. Resten af turen er nu gaaet ok smertefrit (bortset fra min bagdel og den lille rundtur i foeromtalte by.). Men jeg proever jo at indhente resten af flokken, saa dagene er egentlig bare gaaet med koersel. Der er da et par smaahistorier at fortaelle, men de maa vente til jeg moeder drengene. Jeg gaar ud fra at jeg har et par timer at slaa ihjel, mens de er paa sprogskole.
Som sagt er de sidste par dage gaaet med at koere ca. 800-900 km om dagen. det lyder maaske ikke af saa meget men paa en MC med oppakning er det nok lige omkring graensen, for hvad jeg synes er sjovt ihvertfald. tilgengaeld regner eg ogsaa med at vaere komme igennem Mexico paa godt 5-6 dage.

Jeg ha ikke faaet set saa meget, meen det jeg nu ogsaa jeg fik gjort i Januar saa jeg er tilfreds.

Idag har jeg naaet Oaxaca. Jeg regner med at vaere nede ved kysten om 3-4 timer. Derfra gaar det imorgen mod graensen og videre hen for at moede drengene.

Jeg haaber i alle har det godt derhjemme og forhaabentligt kommer der en masse nyt om blot et par dage.

Snart samlet og beredte paa Spansk

I dag begyndte Robin og jeg paa sprogskole i Guatemala. Det giver en uge paa samme sted, hvor vi i loebet af de naeste dage faar mulighed for at skrive om alle de oplevelser, vi har haft i seneste to uger i Mexico. Vi har ogsaa en gevaldig masse megabytes af billeder vi laegger ud de naeste par dage.

Mandag d. 2 august krydsede vi graensen til Mexico og befandt os pludselig i en helt anden kultur. Nye lugte, krydret mad, billige priser, mange oprigtige smil, usympatiske svindlere og en gevaldig sprogbarriere blev nu del af vores rejse.

Vi satte fart paa mod Mexico City, fordi vi havde to historier vi gerne ville skrive i byen. Mexico overraskede os ved at vaere praecis lige saa lang som USA, hvilket et kig paa et kort kunne have afsloeret for lang tid siden. Men som i saa mange andre tilfaelde laegger man ofte mere maerke til nabolandet USA. Derfor blev det til mange timers koersel i den voldsomme, men charmerende, mexicanske trafik.

Vi moedte baade herlige mexicanere og danskere i Mexico City, takket vaere kontakter vi havde faaet af venlige brugere af denne hjemmeside. Tak! Det betoed, at vi hurtigt fik fat i vaesentlige personer, fik tolkehjaelp og en masse viden om Mexico fra den dag vi ankom. Nu ligger historierne saa paa blokke og i hovedet paa os og skal hurtigst mulig paa papir.

Vi forventer at Mikkel moeder os her Quetzaltenango i det nordvestlige Guatemala, og at vi derefter er en motorcykelhaer paa tre mand igen.

gerick

jeg har lige mødt gerick. En sort mand sidst i 40'erne. Han arbejder som "public relations ambassador". det vil sige at han gaar rundt omkring de store shopping malls her i SF og sørger for at fjerne de hjemløse og andre uønskede elementer fra fortovene uden foran de store malls, saadan at turisterne ikke bliver forstyrret, eller foeler sig utrygge. Det arbejde for han 11$ for i timen. han har en arbejdsuge paa 40 timer.

Til en husleje paa 450$ om maaneden er der ikke mange peng e tilbage og det er et haardt job at traske op og ned af bakkerne. han drømmer om at skrabe nok penge sammen til en motorcykel. men da han er sidst i 40'erne skal han ogsaa tænke paa at skrabe lidt penge sammen til sin pension.

og det er vel ikke svært at forestille sig at han hader sit job.

SF by night er meget interessant. Jeg staar inde i et maal og overfoere min digitale billeder til en CD. Da jeg kommer ind har de naesten lgie fanget en butikstyv. Politiet kommer og tager ham med. Der gaar ca. et kvarter og saa lyder der igen en masse raaben og skrigen. 2 security folk kommer stormende ud fra et baglokale og da jeg kigger op er der vildt slagsmaal ved udgangen.

Det viser sig at en butikstyv har proevet at loebe ud af butikken efter at vaere blevet opdaget. De ansatte proever at holde ham tilbage og det tager 5 mand og 5 minutters slagsmaal foer tyven er faldet til ro og indser slaget af tabt.

Hvad der undre mig mest er de ting han har stjaalet. omkring 5-6 pakker med affoeringsmidler og lidt asthma medicin...

Det viser sig at det vist mest var en hit and run aktion. Tyven skyndte sig ind, huggede hvad der var i naerheden og lignede medicin og skyndte sig ud igen.

Kort efter mit moede med Gerrick sker der noget andet mystisk. Paa vej over gaden kommer en mand stormende med en anden mand bagefter. Igen udvikler der sig en vild slaaskamp, men da jeg lige paa det tidspunkt ikke kunne finde mine noegler til motorcyklen er mine tanker koncentreret andetsteds. Da jeg igen finder dem, er der stadig fuld gang i slaaskampen. Manden der aabenbart er endnu en butikstyv ligger og sparker til hoejre og venstre med 3-4 snart 5 security folk og butiks ansatte over sig. Det lykkes ham at sparke en ad de ansatte i hovedet, en vagt falder over ham, ind i vaeg og slaar sig selv ud. kort efter kommer politiet til stedet manden bliver lagt i haandhjern og foert ind i baglokalet i butikken.

Paa det tidspunkt taenker jeg at det maaske er paa tide at komme videre ned til motorcykel.

Der gaar lidt tid og jeg kommer en blok ned af gaden, ligepludselig ser jeg den samme mand komme gaaende ud fra en anden indgang til mall'et. Begge haender under sin bluse, (han har tydeligvis stadig haandhjern paa) skynder sig over gaden og forsvinder i maengden...

Jeg gaar hen til min motorcykel og koere ud til motellet.

den beroemte gade i SF.

VISA og danske banker....

Her kommer et lille kort surt opstoed som jeg ikke fik skrevet om tidligere.

Inden vi tog afsted fandt jeg ud af at mit VISA nok ville blive udskiftet mens vi var afsted. Dette havde banken dog lige glemt at informere om (de skulle nemlig sende et brev!). Da jeg gik ind til min bank for at faa dette udskudt, kunne min ioevrigt flinke og hjaelpsomme bank konsulent fortaelle mig, at mit kort rent faktisk allerede var i trykken! Det ville vaere klar inden for en uges tid eller halvanden... "det var dog underligt at jeg ikke havde faaet et brev..." ja, det maa man sige.

Jeg fik det aendret saa mit kort ikke ville blive fornyet foer end jeg kom hjem... og tjekkede det derefter med en anden fra banken og alt var ok.

Vi tog glad afsted men efter en uge's tid vil jeg betale med VISA. Automaten vil dog ikke tage mit kort og giver besked om at jeg skal henvende mig til min bank..

Lettere hidsig og med hjaelp fra Tejs og Robin faar jeg betalt. Jeg ringer til min bank klokken .... om natten og for at vide at mit gamle kort slet ikke er i systemet laengere.. Hvilket hun da synes er lidt mystisk eftersom de slet ikke har sendt mit gamle og det nye ikke er blevet aktiveret...

Men det kan de ikke goere noget ved...

Hvis ikke det havde vaeret for Tejs og Robin havde jeg staaet i Canada/USA med et ret stort problem...

Tingene er dog gaaet i orden nu da Sanne tog mit kort med til mig. Saa nu har jeg et kort der virker.

Meeen man kan ikke lade vaere med at taenke paa hvor effektive bankerne kan vaere naar de skal tjene nogle flere penge, og hvor ineffektive de kan vaere naar man staar med haaret i postkassen (paagrund af dem).

Haaber ikke der er alt for mange andre der har haft lignende problem.

Billeder fra uge tre og fire

Highway 101 Oregon.


Big Dunes i Oregon. Danskerne gaar, amerikenerne koerer
i sand-go-karts.


En haandvask. En lov. Restaurant i Oregon.


Kaederne skal holdes velsmurte!


Nat over Stillehavet, Carlsbad i Californien


En gade i San Francisco - og Alcatraz.

The lone rider ( maybe not so lone lige i oejeblikket :o) )

Jep, saa er jeg soerme paa. Det er nu lidt aergeligt at de ikke har ae, oe og aa herovre, men jeg haaber at i alle fatter betydningen. Der har jo nok vaeret lidt stille fra min side det sidste stykke tid, men det er simpelthen fordi at det har vaeret lidt svaert enten, at naa at komme paa nettet eller, at komme paa nettet overhovedet.
Efter at jeg forlod de to andre herrer der florerer her paa siden er der sket en del. Jeg havde ganske rigtigt lidt travlt de foerste par dage, da jeg havde godt 4 dage til at koere de godt 1500 km. til SF. Jeg havde ikke regnet med at kunne koere mere end en 300-400 km om dagen til at starte med (ja, det lyder ikke af meget, men nu er det ikke en honda goldwing vi koere paa, og saadan et saedde er dog lidt haardt), alligevel lagde jeg ud med at koere godt 400 den foerste dag uden stoerre problemer. Jeg endte derfor lidt syd for Portland efter den foerste dag. Fuld med optimisme over at vaere koert saa langt den foerste dag af I5 uden problemer, besluttede jeg at koere af 101 istedet, for lige at faa lidt oplevelser ud af turen... Det var baade en god og en daarlig beslutning. Vejen er meget smuk. Men lige pludselig havde jeg lige faaet en 200 km ekstra at koere da jeg regnede ruten ud paa min GPS, damn. Det gjorde det ikke lettere at der var saa mange smukke steder at stoppe og kigge. Det var maaske en meget godt ting at jeg ikke havde noget kamera med. Anyway, for at goere en lang historie kort var ruten meget smuk, og jeg naaede til SF natten foer at Sanne skulle lande. Jeg koerte over Golden gate bridge om aftenen. Absolut heller ikke et grimt syn. Et lille problem var dog at jeg lige glemte at foelge min GPS lidt tid og derfor endte ude ved kysten temmelig langt fra lufthavnen i en taage saa tyk som jeg ikke lige har oplevet den foer. Det var havgus. Meget morsomt hvis ikke lige det var fordi man ogsaa gerne skulle finde vej.
Vej fandt jeg dog, og Sanne fik jeg hentet, (SF lufthavn er ioevrigt ogsaa MEGET stor).
Bokse til at montere paa siden af motorcyklen var gjort klar, Sanne's og min rygsaek samt lidt andre smaating blev deponeret, cyklen blev pakket og afsted kom vi. Jeg vidste ikke helt om den kunne koere med alt det vi havde smidt op paa, men det lykkedes. Den koere faktisk overraskende stabilt.
SF er en meget flot by, hvilket nok ikke kommer bag paa nogen. Men en laengere fortaelling om denne samt det foerste stop Yosemite national park, maa nok vente lidt da tiden her er ved at rende ud.

En highway fyldt med oplevelser og indkoeb

De seneste to uger har vaeret som en lang transportdag under Touren tilsat en varm sommerdag paa stoeget. Vi har moret os paa knapt 2000 kilometer snoet Highway 101 med Stillehavet som en trofast foelgesvend paa hoejre haand. Vi har undervejs skaffet naesten alle ting paa vores huskeliste. Vi begyndte i Vancouver og staar nu og kan kigge over Arizonas svidende varme oerken og ind i Mexico. I morgen krydser vi!

Central- og Sydamerika er turens maal og motorcyklerne var meget billige i Canada. Derfor endte USA egentlig med bare at ligge lidt i vejen for os. Vi havde regnet med at bruge deres 5-6 sporede motorveje til at faa pinslen overstaaet hurtigst muligt.

Men highway 101 trak os mod kysten og diskede op med kaempeskove fra forrige aartusinder, fascinerende kulsorte klippesider i kamp mod det gurglende stillehav og storbyer med en evne til lige at holde paa os en ekstra dag.

Under ombygningen af Mikkels motorcykel i Seattle beskrev den 24-aarige amerikaner Ryan med en Budweiser i haanden USA som "a Nation of consumers". Og vi har i den grad "consumet" for at skaffe alle de ting, vi maaske ikke kan faa laengere sydpaa. Koblingskabler, baglygtepaerer, duftspray til haardt proevede sko, voldsomme laase, gode boeger og elektronik. Men nu er vi klar til at slippe de store shoppingcentre og hurtigst muligt glemme, at vi i mange mange timer deltog mere end helhjertet i verdens stoerste forbrugersamfund. Mexico i morgen.