Las Americas

onsdag, september 22, 2004

Rå rejer i en bjergby



De andre har været for flinke, til at fortælle historien her på hjemmesiden, så jeg må hellere selv gøre det. Om ikke andet kan den virke belærende og forebyggende.

Jeg tog med min sproglærer på udflugt i bjergbyen Quetzaltenango den sidste skoledag. Han havde brugt lang tid på at fortælle mig om en særlig ret, ceviche, jeg absolut skulle prøve. Groft sagt er det rå rejer i limejuice, rå løg, ketchup og et par hemmelige ingredienser. Men han kunne heldigvis ikke få fat på sin sædvanlige leverandør, hvilket jeg priste mig lykkelig over.

Men da vi senere kører rundt i byen, får han pludselig øje på en trehjulet cykel og begynder at dytte i hornet og snakke hurtigt af bare glæde. Vi har fundet manden, der sælger den herlige ret! På en trehjulet cykel har han sine limefrugter, sine saucer og sin køletaske med rejer. Jeg spørger kritisk til friskheden af rejerne på mit nyvundne og spinkle spansk. Byen ligger 2200 meter over havets overflade og to timers kørsel fra nærmeste kyst. Men begge mænd overbeviser mig om, at de bestemt er friske og aldrig har givet problemer.

Jeg tænker, at hvis jeg skal prøve det, kan det lige så godt være nu og bestiller en størrelse small. Smagen er speciel og kan ikke helt undslippe den store portion ketchup, der åbenbart skal i. Ikke nogen storslået oplevelse, men jeg istemmer, at det dog var heldigt at vi mødte den ceviche-sælgende mand.

Men retten var langt mere end en ellers rejsevant dansk mave kunne stå for. Det tog mig en uge at blive normal igen. I løbet af ugen forsvandt alle mine kræfter og den unge dr. Bøgeskov beodrede mig at drikke sodavand og væmmelige sportsdrikke for at få salt og sukker indenbords. Jeg har ladet mig fortælle, at man også kan bestille retten på Bang & Jensen på Vesterbrogade i København…

0 Kommentarer:

Send en kommentar

<< Hjem