Las Americas

mandag, december 13, 2004

En regulaer lortedag

Peru, 28. oktober

.............................................

Dette er en historie, som blev skrevet for halvanden maaned siden. Der var rimelig mange ulykkeshistorier paa hjemmesiden paa det tidspunkt og een til ville give et indtryk af turen, som ikke ville vaere daekkende. Det var i hvert fald vores raessonement. Men nu har der vaeret historier om fodbold, hygge, familiebesoeg og oel. Saa derfor bringer vi nu den historie, som du ikke maatte laese; laen dig godt tilbage og laes om den vaerste dag paa hele turen:

.............................................

I gaar havde vi en regulaer lortedag.

Inden jeg fortaeller om den, er det dog paa sin plads foerst at knytte et par ord til dagen, der gik forud for lortedagen. Dagen foer dagen var nemlig den dag, hvor vi blev fanget af kulden paa Perus oede hoejslette.

Vi var paa vej til Cusco i den nordoestlige del af landet for at besoege det sagnomspunde Inka-sted Machu Picchu. Vejen dertil gaar over hoejsletten, El altiplano. Mikkel havde rigtig nok advaret os om i en mail, efter han selv havde koert turen nogle dage foer. Vi vidste derfor godt, at bliver rigtig koldt deroppe fra solnedgang og fremefter. Men da vi tankede ved seks-tiden saadan ca halvvejs til Cusco, saa vi skraasikre paa hinanden og blev enige om, at vi godt kunne naa den naeste by (og dermed hotel) godt 150 km laengere fremme inden solen forsvandt og kulden tog over.

Det kunne vi ikke.

Solen naaede ikke engang at gaa ned, foer det blev saa rocking koldt, at vi maatte varme fingrene nede ved motorblokken mens vi koerte, for at faa varme nok i dem til at kunne haandtere motorcyklen paa nogenlunde forsvarlig vis. Venstre haand ned til motoren op ad bakke og hoejre haand derned, naar det gik nedad bakke (ligeud kunne ogsaa goere det) mens venstre haand holdt koblingen nede.

I erkendelse af vores fejlvurdering og frosne lemmer holdte vi et raadslagningsstop efter 50 kilometers pinefuld koersel. Pinefuld, siger jeg.

Men inden Tejs kom over til mig, ville han have et toejlag mere paa overkroppen, hvilket resulterede i noget af en scene, som jeg desvaerre ikke billedgjorde, da mine fingre var for frosne til at fiske kameraet op ad lommen.

Midt i den bidende kulde, oplyst af fuldmaanen og mit forlys, begyndte Tejs at tage alt sit overtoej af. Helt ned til den bare hud! Jeg sad bare paa min motorcykel med haenderne rakt ind mod min arbejdende motor, som var den et baal, og stirrede forundret.

Han stod i bar overkrop i sygelig lang tid og forsoegte febrilsk og rystende at hente en troeje op af sidetasken. En aktivitet som viste sig umulig at udfoere pga frosne fingre. Efter uanede maengder af tid i kulden, (som ville have imponeret enhver viking) fandt han endelig en taetsiddende lang undertroeje frem et eller andet sted fra og bevaegede sig stiv af kulde ned i den.

Jeg gloede bare maaloes.

Derefter gik han over til mig og siger med klaprende taender: "Jeg holder ikke 97 km laengere", og efter jeg havde grinet faerdig, blev vi enige om at finde et sted at slaa teltet op. Det lykkes efter fem kilometer. En lille sidevej halvvejs nede i en dal tilboed en perfekt lille plet for teltet, der ikke havde vaeret i brug siden USA. Vi slog det op i lyntempo og kravlede taenderklaprende ned i soveposerne. Saa spiste vi et festmaaltid bestaaende af integralkiks, en mandarin og en chokoladebar, som Tejs havde med i sine forsyninger.

Kulden var styg. Vi sov begge to med vores overtraekshaetter, og pakkede vores foedder ind i plasticdaekkenet til vores motorcykler. Ikke ti vilde heste ville have kunnet faaet mig ud af min sovepose. Vinden blaeste koldt og fandt vej igennem den tynde teltdug, og hver gang man bevaegede sig, tilboed man vinden en ny mulighed for at krybe ind til een. Men hvad hestene ikke kunne presse mig til kunne min blaere tilgengaeld. Og selvfoelgelig da jeg endelig havde faaet lagt mig godt tilrette. Ud i kulden.





Man kan lige skimte teltet imellem vores motorcykler



Naa, men under alle omstaendigheder fik vi sovet saadan nogenlunde fra otte-ni stykker om aftenen til solen begynder at braende skytaeppet vaek fra dalen og rimfrosten vaek frateltdugen og motorcyklerne. Og saa starter den foeromtalte lortedag ellers.

Den begynder ellers godt. Smaa indianerdrenge kommer traskende forbi og maaber over motorcyklerne, teltet og to hoejtsnakkende gringoer, der synes, at det trods alt havde vaeret en oplevelse at overleve at blive fanget paa altiplanoen.

Foerst er jeg ved at nakke en lama, der loeb rundt med vennerne paa vejen. Som alle andre lamaer opdagede den meget sent, at der kom et koeretoej fraesende mod sig.







Saa naar vi til Abencay, en bjergby hvor alle mennesker smiler, og i u-svinget paa vej ud ad byen forsvinder min motorcykel under mig. Vejen er oliet til i en saadan grad, at den foeles som saebe. Det er vanen tro hoejre side, som jeg kommer ned at ligge paa.

Motorcyklen glider et godt stykke paa saeben. Heldigvis kommer der ikke nogle modkoerende i det oejeblik. Hverken jeg eller motorcyklen kommer noget alvorligt til. Jeg faar en flaenge i haanden (som man kan se paa billedet fra soelvminen). Det mest irriterende er, at mit styr er slaaet skaevt, hvilket jeg skal have kigget paa i dag.




Den foerste stribe paa vejen viser hvordan mit bagdaek gled ind mod svinget. De to dybe hvide ridser laengere fremme viser hvor fodstoetterne ramte asfalten. De staar ogsaa for maerkerne helt oppe i toppen af billedet ved benzinpletten



Jeg kommer paa benene igen, og vi koerer videre. Der gaar dog kun en kilometers penge foer vi er ved at banke ind i en taxa, der er skoejtet rundt i et andet u-sving laengere fremme, og blokerer hele vores vejbane. Vi kanter os snert forbi ham og koerer lidt videre.

Lidt.

Saa maa vi stoppe igen fordi to lastbiler er knaldet frontalt ind i hinanden, og er kastet rundt saa de blokerer for al trafik.






Folk er stimlet sammen om en af lastbilerne og hjaelper en fyr ud, der bloeder kraftigt fra hovedet. En laege dukker op fra den voksende flok, og han faar smidt den voldsomt tilskadekomne chauffoer op paa en traeplanke og ind i en bil, der droener staklen ned til byen.




Nogle af kvinderne graeder, og nogle boern staar chokerede og kigger paa.






Vi har lige praecis centimeter nok til at kante os uden om de to lastbiler (yes, det er fedt ikke at sidde i en jeep!) og laegger endnu en ulykke bag os.

Indtil den naeste.

Den kommer ti kilometer laengere fremme, hvor vi bliver stoppet af to politibetjente, der staar foran en stationcar, der er gledet ned i rabatten i et skarpt venstresving og naermest staar paa siden. De undrer sig over, at der ikke kommer nogen trafik op imod dem og spoerger os, om der har vaeret et "accidente". Vi fortaeller dem om de to lastbiler, og de nikker rutineret paa hovederne, takker og droener afsted.





Manden der koerte den forulykkede bil fortaeller os at vejen til Cusco er som saebe, naar det lige har regnet. Vi giver ham ret i vejens daarlige beskaffenhed og bevaeger os forsigtig videre indtil Tejs styrter i en lille by en 50 km laengere fremme.

En dreng spillede sin fodbold ud paa vejen netop som Tejs kom koerende. I forsoeget paa at undgaa at ramme drengen, rammer Tejs fodbolden, der tackler motorcyklen ret saa effektivt. Tejs klarer sig med forskraekkelsen og et hul i regnbukserne og leverer derefter nogle ophidsede fraser paa spansk og dansk til den ulykkelige dreng og hans provokerende ven, der beder Tejs om at koere mere forsigtigt fremover. Motorcyklen klarede sig med nogle skrammer paa fodstoetten og et braekket forbremse-haandtag.



Den provokerende, den angrende og synderen (fra hoejre til venstre)


Vi koerer videre og det goer ulykkerne ogsaa.

I faerd med at tage et billede af en af de smukkeste solnedgange jeg har set, naegtede mit kamera at lukke linsen og giver en fejlmelding og gaar i sort. No more pictures for me.

Da vi traette og fortumlede havde kaempet os igennem denne ulykkesfugl af en dag og har fundet os paa plads paa et hotel i Cusco, vender Tejs tilbage fra en internettur og fortaeller, at Mikkel heller ikke er gaaet ram forbi. Han har sendt os en mail, hvor han beder Tejs om kontakter paa personer i Buenos Aires, der har en garage, hvor han kan opmagasinere sin motorcykel, eftersom han maa opgive at faa den sendt tilbage til Danmark, da der er strejke i Buenos Aires´ havn.

I sandhed en lortedag for de tre lasamerica-svende.
(Kameraet og Mikkels forsendelsesproblem er lykkeligvis blevet ordnet nu, red.)

4 Kommentarer:

Send en kommentar

<< Hjem