Las Americas

fredag, juli 30, 2004

Paranoiapoliti i Californien

En sort mand i en stor rød pick-up truck kommer hen til mig og Tejs, da vi står og puster ud i skyggen ved en Seven-Eleven i en ørkenby ved navn El Centro i Californien tæt på den Mexicanske grænse.

Lidet aner vi, at mødet med denne mand vil resultere i, at vi en halv time senere vil være omringet af otte politibiler og mere end ti amerikanske og mexikanske politifolk.

- You might have an insurance on the bikes, but do you have an insurance if you die? Spørger han os.

Vi når at se måbende ud i et sekund, før han fortsætter;

- Jesus will look after you if you die. He always will, man, siger han storsmilende, og jeg når at mumle, at det da er rigtig fedt, inden han velsigner os, vores motorcykler og vores "mission".

Efter at have kørt i en halv time på Highway 805, i en varme så kraftig at den bider i huden, holder vi ind til siden, for at tage billeder af ørkenen, som på dette sted tager sig specielt flot ud. Tejs gør mig opmærksom på at de klitter, der bølger i landskabet, er de samme klitter som R2D2 og Rambo render rundt i i filmene.


Dermed troede jeg at al action var hevet ud af dette sted, og vi forbereder os på at køre videre, da Tejs siger, at der kommer en politibil. Jeg gemmer kameraet væk, da jeg ved, at vi egentlig ikke må holde her i vejkanten, og tænker, at jeg måske kan fortælle dem, at der var et eller andet galt med luftfilteret, men at vi er klar til at køre igen.

Den historie får jeg dog ikke givet den store fyr med solbriller og et California Highway Patrol-skilt på brystet. Han spørger hvem vi er, og hvad vi laver her, på en måde, som ikke indbyder til en luftfilterhistorie. Han vil også se registreringspapirerne på motorcyclerne. Og ID.

Jeg får besked om at vente ved motorcyclerne, mens Tejs bliver bedt om at følge med over til politibilen, der står med blinkshow i bagruden og en shotgun på forsædet. Her kan jeg se og høre Tejs blive udfrittet om alverdens ting, mens jeg kan se en anden politibil komme trillende og parkere bag ved dem. En smule forbavset konstatere jeg, at der to minutter senere kommer en bil mere.

Ude i ørkenen kan vi se en stor sort røgsky dukke op, og vi tænker begge to, at en af de mange helikoptere, vi har set flyve rundt herude (en af USA´s støste militæbaser, Camp Pendleton ligger ikke langt herfra) måske er styrtet ned og at hele Californien derfor er i højeste alarmberedskab.

Denne antagelse bliver ikke mindre sandsynlig, da der lige pludselig kommer endnu to politibiler til med endnu flere betjente.

En af betjentene fortæller os endelig, hvorfor vi bliver holdt tilbage. Imens han gør det, kommer endnu en politibil til. Nu holder der altså syv politibiler bagved vores to Kawasakier i ørkenen i Californiens sydvestligste hjørne.


- The reason why we are holding you back is that we have received a call from a man who says he met two guys on the Seven-Eleven in El Centro with a foreign accent, riding on two heavily loaded bikes, fortæller betjenten.

Vi er enige om, at det næsten kun kan være os.

- He said, that you told him, that you were on some kind of "mission".

Det begynder nu at gå op for os, hvad det er der er sket. Den venlige mand, der velsignede os var en jesusgal paranoid idiot, der måske ikke syntes, vi virkede tilpas begejstrede for hans kristne velsignelse, og følgelig konkluderede at vi var potentielle Al-Quada celler. At det så kun var ham - og ikke os - der benyttede ordet "mission", var ham åbenbart uendeligt ligegyldigt. Men under alle onstændigheder har det ord virkelig fået en stor del af områdets politienheder op på mærkerne.

Vi bliver nu ret sure over hele dette postyr, da idiotiens omfang vokser i takt med antallet af politibiler. Tejs især, da de pludselig også tager billeder af os, altimens de kører vores navne igennem alle deres systemer.

- We are running your names through every single data base we have. In these times we can't take any chances, you know. We have orders to check up on suspicions like these from the highest level.

Imens vi står midt ude i ørkenen med aftensolen brændende ind på os og vores navne bliver tjekket af FBI og CIA, kommer der en endnu en politibil, hvilket nu øger antallet af patruljevogne til otte. Den sidste bil er ikke en Highway Patrol men en Border Patrol, og ud af den stiger tre grønklædte og sammenbidte mænd. To mexicanere og en hvid. Og så går vi hele møllen igennem igen. Denne gang får vi dog med grovfilen af den hvide betjent, mens den ene af mexicanerne går over og lurer på motorcyklerne.

- Sit down. Sit down! Befaler den hvide politibetjent og viser tydeligt sin smag for magten.

Og så skal vi ellers sætte os ned på jorden, imens vi bliver udspurgt. På dette tidspunkt er det mig der føler, at mine rettigheder bliver trådt på. Men vi bider uniforms-sadismen i os, da vi bare gerne vil videre og stadig ikke ved, hvor dette paranoiacirkus ender.

Efter halvanden times gennemtjekning får vi dog lov til at gå. Halvanden time i bagende sol.

Mere end ti betjente spildte tiden på os, bare fordi en gal mand ringer til politiet og finder på en historie. Efterdønningerne af 11. september har i sandhed ikke lagt sig endnu. Og det værste er næsten, at det er gratis at være den paranoide lystløgner. Ja, han er nærmest en helt.

- We get a lot of these calls from people who are suspicious over the smallest things, forklarer en af bejtentene.

- But who can blame them. They just hope to be the ones to say that they prevented the next September 11.

Jotak. Det er i hvert fald lykkes idioten at forhindre os i at komme til Mexico i dag. Og så skal det forøvrigt tilføjes, at den sorte røgsky i ørkenen ikke var en nedstyrtet amerikansk helikopter. Det var mexicanske bønder, der brændte marker af.

onsdag, juli 28, 2004

Hot-N-Ready


Sandy får 6,75 USD i timen for at stå og vifte med et pizza-skilt i Carlsbad - en high class turist strandby i det sydlige Californien.

Hun står i to timer i træk i bagende sol, og skriver sms'er bag skiltet i ny og næ, når hun keder sig for meget.

tirsdag, juli 27, 2004

Skattejaegeren i Carlsbad



- I am just doing what old men do.

Hver aften under sin ferie i luksusturistbyen Carlsbad gaar Tom Shulz, der befinder sig midt i halvtredserne, rundt ude paa stranden i bare foedder udstyret med en netop nyindkoebt metaldetektor (nypris 2500 kr) og leder efter smaa skatte.

- The other day I found a dime (ti cent) and a ring - which wasnt much worth though.

Han gaar normal en vagt paa to timers tid, men denne aften har han dog ikke fundet nogle vaerdifulde efterladenskaber fra de andre rige turister, eller noget guld indskyllet af Stillehavets boelger.

Tom Schulz er ikke den eneste der gaar rundt og screener sandbunden med sin metaldetoktor. Tidligere paa aftenen skulle der efter sigende vaere flere ude og jage. Han forklarer, at det nok er paa grund af dem, at han har haft en smal hoest i dag.

- They've got metal detectors worth several thousands dollars, fortaeller han og viser med ojnene, at han er imponeret, og forklarer, at de kan finde alt metal i en dybde ned til tre fod.

Men han fortaeller, at de heller ikke finder store skatte.

De gaar bare rundt, og goer hvad old men do in Carlsbad, California.

søndag, juli 25, 2004

Billeder fra de første to uger

Tejs og Robin nyder Lufthansas lidt finere afdeling


Robin ser på en Kawasaki KLR650 frisk fra boksen


Første nat på cyklerne og på jagt efter et sted til teltet


Tre gutter i begyndelsen af rejsen


Teltplads på Vancouver Island...


...hvor myggene også går efter ansigtet...


...og tankstationen ikke hedder Shell eller Q8



Mikkel arbejder på at gøre sin MC klar til den lange tur

fredag, juli 23, 2004

If you are going in San Fransisco..


...så gør det nede ved havnen.

Gaderne i San Fransisco er akkurat så bakkede, som man har set det i filmene, hvor biljagterne altid ender med fuldstændigt smadrede biler.

Jeg endte næsten med at få et smadret knæ ud af det, efter mig og Tejs havde været ude på en timelang løbetur op og ned blandt de halsbrækkende skråninger. En erfaring som alle andre løbere i millionbyen naturligvis ikke ville udsætte deres knæ for, hvilket nok også er grunden til at vi kun mødte to andre løbere, der havde forvildet sig ind i byens bakker (de var nok heller ikke fra byen).

Alle andre løb nede ved havnen, hvor vi da lykkeligvis også endte, men inden da tænkte jeg med forventning i mit stille sind, på om det næste jordskælv, der er berammet inden for de næste seks år, mon ikke kunne gøre denne by lidt mere løbevenlig.

Det er en udfordring at pakke let til fem måneder

Amerikanere på vej på krydstogt kender slet ikke til det, mens rygsækrejsende nok vil nikke genkendende til vores største problem i starten af turen; at pakke så let og så lidt som overhovedet muligt. En fast kunde i motorcykelforretningen i Vancouver kiggede os dybt i øjnene en af de første dage og slog mantraet fast: "Weight is the worst enemy of a bike". Vi har længe talt om, at vi skulle presse bagagen længst muligt ned i vægt.

Vores motorcykler vejer hver især 153 kilo uden benzin i tankene, og hvert eneste ekstra kilo har en del indflydelse på køreegenskaberne. Derfor blev der set mere på bagagen end på hinanden, da vi mødtes i Københavns Lufthavn. Mikkel havde uden tvivl mest, men til gengæld gør han det også ud for et glimrende apotek og en veludstyret frilufts-butik for os andre.

Det er ikke kun bekymringer om vægten, der giver hjernevridninger i Kasparov-klassen, for pladsen på en 30 centimeter bred cykel er begrænset. I starten fik vi kun en 44 liters topbox bagerst på cyklen. Den kunne tage samme baggagemængde som en pænt stor kølskabsfryser. Omkring den byggede vi så faretruende tårne af tasker og poser, der blev spændt fast med remme og elastikker. Mikkel og Robin koerte de første 600 km med en stor rygsæk hver, mens vi alle så frem til at få vores bestilte, men forsinkede, sidetasker.

Taskerne til at hænge på siden fik vi for nylig og øgede samtidig kapaciteten med en ekstra taske på selve benzintanken forrest. Ud over den almindelige oppakning er der også rigeligt af stærkt nødvendigt grej til så lang en tur: Reserveslanger, lappegrej, 30 cm dækjern, kædeolie, tændrør, reservekabler, radioer, kraftigt regntøj, moskitonet, udvidet førstehjælpskasse, bærbar computer, låse og kæder, motorcykelstøvler, knæbeskyttere, kørejakke, hjelm og mange andre ting. Derfor måtte Robin og jeg også lægge vejen forbi Seattles posthus med 11 kilo rejsegods, som vi efter nærmere overvejelse godt kunne undvære. Fire gange kritisk sortering i Danmark var åbenbart ikke nok.

Vanskeligheder for nybegynderne

Det er første gang, at nogen af os tre kører off-road motorcykler fra Canada til Kap Horn - OG det er første gang, at vi arbejder med en hjemmeside fra mange forskellige computere. Den kombination gør, at der ikke ligger så meget på hjemmesiden, som vi gerne ville have. Dels har vi mange forberedelser med at gøre maskinerne og os selv helt klar til turen, og dels er internetadgang ikke altid lige for og lige god. Derfor har vi et par artikler og en ordentlig stak billeder liggende, vi endnu ikke har kunnet få ud på nettet. Vi håber, at det sker meget snart.

onsdag, juli 21, 2004

Amerikansk iscrememisme

Der er oftest tre forskellige valgmuligheder, når man skal bestille mad i USA; small, regular/medium og large. Og hvis man bestiller en medium, så får man, hvad der svarer til en large i Europa.

Undertegnede fik yderligere en lektion i de små forskelle i betegnelserne på menukortet, da jeg i min chokolade-iver i butikken Dairy Queen ikke ville nøjes med en small chocolate Blizzard (en softice, hvori der er blandet chokoladestykker), men bestilte en medium chocolate EXTREME Blizzard.

For det første var glasset umådeligt stort for en medium. Og for det andet så var der rent faktisk EKSTREMT meget chokolade i. Soft-icen var med chokoladesmag. Chokoladestykkerne var store, og så - som prikken over i'et, var den også proppet med "chocolate fudge", som er den bløde chokolade, som også bliver brugt i deres chocolate chip cookies.

Yiak. Jeg kunne simpelthen ikke spise den færdig. Et faktum som overraskede mig stort, og som jeg også regner med vil resultere i overraskelse blandt dem, der kender min chokoladehang.

1511 kilometer er 938,89 miles

Nu har kilometertælleren på to af de tre Kawasakier nået 1511 kilometer, og vi er kommet fra det kilometertællende Canada til de amerikanske miles. Den tredie motorcykel har sikkert snart rundet de 2500 km, fordi Mikkel er på vej i ekspresfart til San Francisco. På onsdag henter han sin kæreste Sanne i lufthavnen, så de sammen kan nyde Californien i de næste små tre uger.

Robin og jeg begiver os derimod i et mere roligt tempo ned langs stillehavskysten på den sang- og sagnomspundne Highway 101. Vi har lagt staten Washington bag os, efter et to dages ophold i musik- og kaffe-byen Seattle. Vi kom til byen midt i den årlige store madfestival, så nu har vi lidt ekstra at tære på under de lange ørkenstrækninger.

Den seneste uge har stort set kun bestået af forberedelser. Straks efter at have fÅet nøglerne overdraget, jog vi motorcyklerne ud på deres første rigtige test. Vancouver Island ligger cirka en Storebælts-sejlads fra storbyen Vancouver og byder på rå kyster og enorme skove. Der er masser af skovdrift, og det efterlader nogle meget grove grus- og jordveje, hvor kun de enorme trucks med hele træstammer koerer. Ja, og så tre danskere, når de tester deres nye semi off-road Kawaskier.

Motorcyklerne holdt til turen og fik et sidste tjek hos Maple Ridge Motorsports, før vi kunne vinke farvel til Vancouver og sætte kursen mod de 17 næste lande.

mandag, juli 12, 2004

Tre motorcykler fem minutter i lukketid

Så har vi motorcyklerne! Og det kun to dage efter vi landede på kontinentet. Der var ellers en hel del uafklarede faktorer, som vi først skulle have bugt med, inden de tre (overraskende store) maskiner var i vores fulde besiddelse. Faktorer som normalt ville have betydet, at vi ville blive ret forsinkede.

Efter vi landede i lufthavnen klokken lidt over to om eftermiddagen, lejede vi en stor, rød Pontiac Grand Am med automatgear, og begav os ud i den begyndende rush hour i Vancouver. (Kollektiv trafik ikke er særligt populært i dette land, hvor biler og benzin bliver kastet i nakken paa folk).

Da vi nåede frem, var butikken ved at lukke dørene.

"Oh, so you are the Danish KLR guys!", udbrød de overrasket. Det var tydeligt, at de ikke rigtig havde troet på de e-mails, de havde fået fra os. Tre danskere, der ville have tre motorcykler til en tur hele vejen til Sydamerika. Vi svarede bekræftende på spørgsmaalet, og lidt efter var vi igang med bestillingen. KLR-modellen er så populær, at Canada - ligesom Danmark - stort set er tørlagt for dem. Så det var et ekstra spændingsmoment, hvorvidt vi overhovedet kunne få dem. Efter et opkald fik vi at vide, at det kunne vi godt, og mens vi smilede til hinanden over den oplysning, kunne vi se en medarbejder tage telefonen ved siden af os og sige "No, we just sold three of them, so I cannot guarantee you, that we can find one for ya". Så smilede vi lidt mere.

Næste uafklarede faktor, som skulle ordnes, var betalingen. Udenlandske pengeoverførsler kan nogle gange gå helt galt, så vi krydsede fingre for, at vores netbank fungerede uden kludder i datastrømmen over Atlanten. Hvis pengene ikke landede på deres konto om fredagen, ville vi nemlig være tvunget til at vente på de kære maskiner helt frem til tirsdag, fordi butikken holder lukket om mandagen.

Ved ikke, om det var vores krydsede fingre, der gjorde udslaget, men efter vi havde ringet frem og tilbage mellem banken i Danmark og motorcykelbutikken i Maple Ridge i løbet af fredagen, fik vi den gode nyhed klokken 14. "We've received the money. The bikes are yours".

Efter et hastigt check out fra hostel'et, en panisk aflevering af Grand Am'en og en sveddryppende løbetur med fuld oppakning ned til togstationen, stod vi og kiggede på vores maskiner, som vi ikke havde regnet med at se før på tirsdag. Fem minutter i lukketid. Nu har vi dem. Nu starter turen for alvor!

fredag, juli 09, 2004

Så venter vi bare...

To bip i boardingcard-automaten i Frankfurt Lufthavn bragte Robin og Tejs op på to gratis business class-pladser i flyet til Vancouver. Mikkel måtte kæmpe med de tyske stewardesser for at få lov til at følge med op til store sæder, champagne og tre-retters-menu. Det lykkedes, og 10 timer var alt for kort!

Fra lufthavnen skyndte vi os ud til Gary i Maple Ridge Motorsports. Vi har i flere måneder skrevet frem og tilbage for at sikre os tre Kawasaki KLR650. Han har ikke helt troet på handelen, og vi har ikke villet sende alle pengene over Atlanten til en fremmed mand.

Tre håndtryk senere var alt det glemt, og han ringede til leverandøren og bekræftede bestillingen. Dagen efter kunne vi hjælpe med at få motorcyklerne ned af lastbilen og ind i værkstedet. Her er de ved at blive samlet, og vi håber på at hente dem i morgen fredag.

Billeder af cyklerne og tre meget glade fyre følger snart.