Saa dukkede de endelig op!

Peru. En landevej naer graensen til Bolivia den 30. oktober

Vi havde koert hele morgenen, og nu var det i hoejeste grad blevet frokosttid. Det betoed, at vi havde stillet vores motorcykler foran en restaurant, der fangede forbikoerende gringoer og andre med et "Comida Turistico-skilt" stoerre end selve skiltet med navnet. Reglen paa turen har vaeret, at jo hyggeligere, mere primitivt, mere befolket og billigt et sted ser ud, desto bedre smager maden. Men nu var det virkelig blevet tid til frokost paa denne oede landevej, hvor alt lukker efter 13.30.

Velbaenket med udsigt til motorcyklerne og en lettelse over, at der ikke var meget mere turistico over stedet end skiltet ude foran, goer vi klar til suppen. Bag vores motorcykler dukker pludselig en meget mere pakket kvaern op med to mennesker paa. De stopper og begynder at studere vores motorcykler intenst. Det er tydeligt, at de ogsaa er paa en lang rejse. De er de foerste langtursrejsende paa motorcykel, vi har moedt paa vores tur. Der var en argentiner med sidevogn i Panama vi overhalede et par gange, men han saa ikke ud til at ville stoppe. Jeg havde regnet med at moede faeller i et vaek, men det er maaske slet ikke saa almindeligt at koere denne tur.

Nu stod de foerste af slagsen udenfor, og vi var sikre paa, at de ville komme ind. De var kun stoppet paa grund af vores motorcykler pakket med top paa. Ganske rigtigt kommer en storsmilende hoej moerk slank mand og en lidt mindre, men ligesaa smilende, kvinde ind og kigger sig om efter cyklernes ejere. Med vores styrthjelme paa bordet er den soegen hurtigt overstaaet. Herno er Argentiner og hans kaereste waliser. De begyndte deres rejse for en maaned siden i Buenos Aires og i dag havde de krydset graensen fra Bolivia. Og saa koerer de turen paa en Kawasaki KLR650. Det er den samme motorcykel som vores, bare pakket udover alle fysiske graenser. Den er fra 1993 og koerer upaaklageligt, hvilket er soed musik for Mikkel og mig, der sender vores motorcykler hjem til Danmark.



Snakken gaar livligt om alt fra motorcykel-vedligeholdelse over edb-priser i Bolivia til praesidentvalg i USA. Vi faar mange oplysninger om daarlige veje i Bolivia. Det er her, vi regner med at opleve de vaerste veje - og det bliver bekraeftet. Blandt andet har de ingen broer ude paa landet, hvilket giver sjove/vanskelige udfordringer. Vi snakker en lille time, foer den truende kulde, der tager over for solen i Andesbjergene, tvinger os til at koere i hver vores retning.

Paa familiebesoeg i Uruguay

Melo, Uruguay, 27. november

Saadan saa sedlen ud, som receptionsdamen paa mit hotel kom ud med til mig, da jeg kom tilbage fra et besoeg i kiosken for at proviantere til den videre faerd sydpaa mod hovedstaden i Uruguay, Montevideo.

Min forundring var stor, eftersom jeg vidste, at det ikke kunne vaere Tejs, der lavede gaek med mig. Vi skiltes i gaar ved graensen til Brasilien for at proeve at koere hver for sig nogle dage. Jeg naaede ikke at taenke meget videre over, hvem Fernando kunne vaere, foer en stor hvid pick-up stopper op ved siden af mig. Receptionsdamen lyser op, og peger paa bilen og siger, at "der er han".

Jeg kigger ind i bilen. Der sidder fire mennesker. Alle ser meget urugayanske ud. Bag ratten sidder en mand i fyrrene, en smuk kvinde med en lille blaa-oejet dreng paa skoedet og en solbebrillet fyr i teenagealderen.

"Hej, er du fra Danmark?", spoerger manden paa umiskendeligt dansk. Han fortaeller, at det er ham der har skrevet sedlen, og at han har boet i Danmark i tyve aar. Han var blevet meget overrasket over at se en motorcykel med dansk flag i Melo, en lille by et stykke vej fra den store hovedvej laengere oestpaa.

Jeg svarer bekraeftende og efter en lille snak, inviterer Fernando mig hjem til hans hus for at faa en oel. Jeg foelger efter bilen 30 km laengere sydpaa, igennem et landskab som kunne vaere Schweiz, hvis ikke det var for de kaktusser og palmer, der engang imellem dukker op. Groenne bakker med koer og faar saa langt oejet raekker. Og meget faa huse. Der bor kun godt tre millioner mennesker i landet, der er fem gange saa stort som Danmark, og halvdelen af befolkningen bor i hovedstaden Montevideo, saa der er ret tomt herude.

Mig, Bache, Diego, Fernando og Catarina foran familiens hus i Villa Fraile Muerto

Hjemme hos familien falder snakken paa udlandsdaekningen i de danske medier og Fernando fortaeller mig, at han laeste om Uruguay to gange i de tyve aar, han var i landet (mellem 1977 og 1997). Foerste gang var i 1985 da landet skiftede diktaturet ud med demokratiet. Anden gang var aaret efter, da vi gav landets fodboldhold stryg 6-1 under VM i Mexico.

Han fortaeller mig ogsaa, at store dele af Uruguay er placeret oven paa verdens naest-stoerste vandreserve, og at amerikanerne er voldsomt i at faa fingrene i det.

Diego laerte mig at drikke Uruguaysk oel...

Vi drikker oellen faerdig og de byder mig paa en laekker frokokst. Bagefter begiver jeg mig videre sydpaa, sammen med 17-aarige Bache, den anden soen af huset, ud til en af de lokale naturfaenomener, Cerro Cuenta.

Cerro Cuenta er et lille bjerg, som umiddelbart ikke ser ud af meget. Men det besidder et af kontinentets stoerste magnetiske kraefter, og tidligere var det et helligt sted for indianerne. Man kan finde smaa, farvede sten med hul i derude, hvis man er heldig, og Bache og jeg drog ud for at finde nogen, som jeg kunne bruge til at lave en halskaede.

Paa toppen et af kontinentets kraftigste magnetfelter. Man kan lige spotte vores motorcykler nede til hoejre

Stedet er sjaeldent besoegt. Faktisk er det inde paa en bondes mark. Vi spoerger ham om vi maa aabne hans hegn og tage op paa toppen. Han smiler og virker lidt overvaeldet over interessen og siger, at det kan vi selvfoelgelig bare goere. Vi tager derop og leder. Og leder. Og leder. Men det taetteste jeg kommer paa smaa sten med huller i, er lorten fra de mange faar, der gaar rundt heroppe. Vi nyder dog udsigten, som er ret saa flot. Saa takker jeg Bache for gaestfriheden og koerer videre sydpaa mod Montevideo.

Foeljetonen: En advarsel

Robin har nu overlevet Bolivia og Paraguay uden at hoere et ord for sin manglende nummerplade. Ingen uniformerede reprimander og ingen boeder af hverken officiel eller uofficiel slags. Men saa i Brasillien kom den formanende loeftede pegefinger, jeg laenge har forudset. Men fra en helt uventet front. En mand paa en lille motorcykel, der maa have vaeret baade boret og hakket fulgte os hele vejen ud af en labyrintisk storby, der havde forvirret og frustreret os i en god time.

Da han peger paa den laenge savnede landevej mod syd, foerer han haanden videre ned mod den nummerloese motorcykel. Han siger noget paa portugisisk, der minder om politi, baal og brand. Vi takker paent for baade vejvisning og dommedagsprofetier og droener sydpaa. I morgen krydser vi graensen til Uruguay og saa kan det vaere, at ulykkerne i forbindelse med lovloesheden for alvor tager fat.

Har du ogsaa en?

Quito, Ecuador 8. oktober 2004

Det kunne umiddelbart se ud som om, at vi skiftede Mikkel ud i gruppen lige efter, at han havde forladt os for at koere mod Argentina. Men det er dog kun en midlertidig, omend meget hyggelig, indskiftningspiller paa vores danske motorcykelhold.

Vi jagtede rundt i Quito for at finde noget motorolie til vores motorcykler, der var paa vej med et sloevt fragtselskab fra Panama. Vi vidste, at de traengte voldsomt og glaeden var stor, da vi fandt en stor Kawasaki-forhandler. Nu kunne vi maaske ogsaa finde nogle af de reservedele, der havde staaet oeverst paa oenskeseddelen hele vejen gennem Centralamerika. Vi fandt en del stumper og stykker, men det bedste vi fandt, var Andrés Molina. Han var aabenbart blevet tilkaldt, da butikken hoerte at vi koerte paa de store Kawaski KLR 650.

Andrés moedte os med aabne arme og talte et ganske glimrende engelsk - noget vi ikke havde hoert laenge. Han var formand for og stifter af Ecuadors KLR650 klub. Han lovede os at hjalepe med hvad som helst og stak os med et bredt smil sit visitkort.

Da vi endelig fik vores motorcykler, stod det klart, at det ikke bare var tomme ord om at hjaelpe. Han gav os to timers raad om hele ruten ned gennem Sydamerika og inviterede os til at skifte olie paa den tank, som hans familie ejede. Det gjorde vi naeste dag, hvor han ogsaa gav os en vigtig oplysning. Det fordaek, der sidder paa motorcyklen fra fabrikken, er bloedt som et cykeldaek. Forhjulspunkteringer paa det samme daek har kastet baade Andrés og hans bror i asfalten. Andrés hjalp os til nye haarde fordaek - med rabat.



Desvaerre havde han ikke tid, men meget lyst, til at koere med os et stykke af vejen mod Peru. Saa nu har vi en aftale om at moedes og "ride together" en gang ude i fremtiden...

Fire Che-styrt paa en dag

14. november, Paraguay


Che Guevarra styrtede i tide og utide, da han i sin tid koerte rundt paa et gammelt hakkebraedt af en Norton og opdagede Sydamerika. Jeg blev overrasket over antallet, da jeg laeste hans dagbog. Har ikke talt dem endnu - men der er naesten et styrt hver dag paa turen.

Foer vi tog afsted paa denne tur, havde jeg et ret voldsomt indtryk af ordet "motorcykelstyrt". Men efter at have proevet et par stykker og laest om Che Guevarras styrt, er min forstaaelse af ordet blevet nuanceret til at daekke over tre typer styrt: "voldsomme styrt", "styrt" og "Che Guevarra styrt".

Mine to foerste styrt betragter jeg som "styrt", eftersom de indeholdt asfalt, saar og oemme ledder i dagevis, men dog ikke var indlaeggelsesforaarsagende.

Men paa vejen mellem Bolivia og Paraguay skulle jeg for alvor blive introduceret for "Che Guevarra styrtet".

Vejen kan bedst beskrives som lervej med huller med periodiske sandlag. Ret laekker at koere paa. Men kun i toervejr. Med det samme vejen bliver det mindste vaad, er det som at koere paa halvsmeltet smoer.

Vi koerte ikke i regnvejr paa noget tidspunkt, da vi koerte vores ti timer lange oerkenvandring i forgaars. Men et par byger laa hele tiden og lurede og nogle havde ogsaa vaeret os i forkoebet, hvilket resulterede i en haard leervej med sand, der var toer nogle steder og vaad andre. Et ekstra krydderi var de mange vandhuller, der sugede motorcyklen til sig, som et andet sort hul, saa snart daekket roerte den vaade kant.

Et sted var der vejarbejde, og en velmenende mand i en lastbil koerte og vandede sandvejen vi koerte paa. Dette var tidligt paa dagen, og jeg vidste endnu ikke, hvilken voldsom daarlig effekt vand havde paa denne vej. Jeg vinkede til ham, men fik hurtigt begge haender ned paa styret igen, da han ligesaa godt kunne have haeldt foeromtalt smoer ud foran mig.

Tejs koerte bagefter mig og havde ikke travlt med at vinke. Han havde til gengaeld travlt med en ret aggresiv 30-tons tung boliviansk bus i nakken. Den tiltrak sig saa meget opmaerksomhed i bakspejlene, at den vaade vej kom bag paa ham og tog sit foerste offer. Dagens foerste Che Guvasrra styrt blev dermed en realitet.

Buschauffoeren koerte efterfoelgende ikke Tejs over (hvilket han fortaeller, at han frygtede) men stoppede derimod op og hjalp Tejs op igen.

Et par kilometer senere roeg mit bagdaek ned i et glat vandhul og min motorcykel blev smidt rundt. Dagens andet Che Guevarra styrt.

Hullet sugede min motorcykel ned...

Senere paa dagen oplevede jeg mit skaeggeste styrt til dato.

Jeg var i god fart og havde lagt afstand til Tejs. Jeg bed maerke i, at det blev dejligt koeligere og taenkte, at regnen maaske snart ville komme. Lerjorden blev lidt moerkere. En glidende overgang som jeg naesten ikke lagde maerke til. Som en slange der kommer krybende.

Jeg slipper gassen og maerker, at fordaekket ikke korresponderer saerlig vellykket med mine smaa, proevende drej paa styret. Jeg koerer lidt videre, indtil jeg maerker, at jeg ikke koerer. Jeg glider. Med 50 i timen.

Jeg retter mig op og faar balancepunktet saa langt ned som muligt. Forsoeger kun at koere ligeud. Jeg holder motorcyklen oprejst, men ganske langsomt sejler den ud mod rabatten, og jeg bliver noedt til at forsoege at rette den op. 35 i timen.

Saa snart jeg drejer styret svinger bagenden modsat og jeg drejer kontra. Den retter op igen og i et broekdel af et sekund ser min manoevre ud til at lykkes. Jeg foeler mig som Ole Olsen i et sving paa speedwaybanen i Vojens, og er allerede igang med at rose mig selv, da bagenden saa krydser modsat. Jeg forsoeger at dreje modsat for at undgaa, at motorcyklen kommer til at sejle paa tvaers af vejen, men kraften er for stor, og jeg vender motorcyklen 180 grader og vaelter.

Che Guevarra styrt nummer tre.

Og et ret sjovt et af slagsen. Jeg havde helt optur over styrtet, mens jeg gik og hev tasker af motorcyklen for at goere den lettere at rejse igen paa det glatte mudder. Jeg kunne ikke faa den op alene, og maatte vente paa at Tejs kom og kunne give en haand med.

Han dukker op ude paa vejen og har set mig staa ved siden af den vaeltede motorcykel. Han har ogsaa opdaget det glatte underlag og er nu i et frygteligt dilemma. Hans ven staar og mangler hjaelp til at faa motorcyklen op inden for meget benzin og batterivand vaelter ud. Det betyder, at han skal skynde sig. Men underlaget har udviklet sig til en glat slange, hvilket betyder han skal tage den med ro.

Efter lidt tid (som foeles laengere) er han tre meter fra mig, og jeg fjerner spaendt blikket fra ham og begynder at finde de bedste steder at tage fat paa motorcyklen.

"Robin!", halvt raaber han saa pludselig.

Jeg kigger op og ser, at hans motorcykel nu ogsaa ligger ned med snuden den modsatte vej.

Jeg loeber over til ham og hjaelper ham med at faa motorcyklen op. Han forklarer lettere chokeret, at han kom trillende i fri-gear, med begge ben nede, men alligevel ikke kunne staa fast. Vi faar kaempet motorcyklen tilbage i lodret stilling og redder bagefter min.

I sandhed en giftig vej. Fire Che-styrt paa een dag er rekord. Jeg foroegede min styrtprocent med 100% og er nu oppe paa fire i alt. To "styrt" og to "Che-styrt".

For Tejs' vedkommende taler vi om en 200% foroegelse fra et til tre styrt. Et "styrt" og to "Che-styrt".

Gad vide om vi snart starter en guerillabevaegelse i Afrika...

Det hoerer med til historien...

at vi generelt har foelt os enormt sikre paa hele denne tur. Robins moede med den dystre side af virkligheden i Paraguay kunne sagtens vaere sket bag Hovedbanegaarden i Koebenhavn. Det goer det ikke mindre ubehageligt, men vi synes, at hele billedet skal med.

Hvis vores rejse i Latinamerika skulle vaere forloebet i forhold til velmenende menneskers og diverse rejseboegers advarsler, skulle vi have kaempet os igennem et virvar af korrupte betjente, pengegriske kidnappere, snu lommetyve, aggresive soldater og knivstikkere uden skrupler. Men dem har vi ikke moedt paa vores fem maaneder og 20.000 km lange rejse. Vi har hoert en masse om dem, men det er som regel fra folk, der gerne vil have, at vi bliver i deres by eller land fremfor at drage videre. Saa faar vi alle de vaerste historier om naboerne.

Vi har rejst i oede bjergomraader og gaaet sent om natten i enorme storbyer, og vi har aldrig foelt os truet eller urolige. Kun en enkelt strandby i Honduras havde et eller andet skraemmende over sig og fik os til at foelges, naar det blev moerkt. Men det var bare en fornemmelse.

Motorcyklerne laaser vi altid fast i en sikker gaard ved hotellerne, men ogsaa de maa have foelt sig ret sikre paa hele rejsen.



Det her skal ikke vaere en opfordring til at tage let paa sikkerheden i Latinamerika, hvor mange folk bliver kidnappet og roevet, men det er altsaa ikke noedvendigt at kigge sig over skulderen konstant.

Tyveri i Paraguay (Part 2)

Asunciòn, 17. november


To dage i traek skal jeg ufrivilligt pumpe vaerdier ind i denne maerkelige by.

Dagen efter jeg mistede min computer i Asuncións moerke gader, blev jeg roevet for 389.36 kr. Det foregik for et par timer siden.

Denne gang er det ikke en fyr i cowboybukser og sort t-shirt, der fratager mig vaerdier. Denne gang har han pressefoldede bukser og skjorte paa og sidder bag skranken i et vekselhus.

De 389.36 kr er forskellen paa den kurs jeg havde regnet med at faa for mine bolivianske penge (734) og den sindsygt lave kurs (606), som manden med skjorten ville give mig.

Jeg havde - for foerste gang paa denne tur - et stort bundt penge med ind i et nyt land. Da vi stod i Santa Cruz, for foden af Andesbjergene i Bolivia, vidste jeg, at der ville gaa lang tid, inden vi ville loebe ind i en haeveautomat igen. Et engelsk/argentinsk motorcykelpar, som der kommer billeder af senere, havde fortalt os, at hverken det sydlige Bolivia eller det vestlige Paraguay ville tilbyde os denne service. Og eftersom denne del af verden var vores rute, taenkte jeg:

"Hellere have for mange penge end for faa", og haevede op til mit maksimum paa mit Visa-kort paa 2000 danske kroner.

Valuta-erfaringen fra vores tur stoettede min tanke. Der har vaeret tykmavede, pengevekslende maend med ligesaas tykmavede laedertasker ved hver eneste graenseovergang vi har krydset. Uanset hvor lille. Og det har altid vaeret muligt at hive en fornuftig vekselkurs ud af dem.

Men graenseovergangen mellem Bolivia og Paraguay bestod ikke af andet end et lille skur. Og der var ingen tykmavede profitgribbe i miles omkreds.

Jeg fik dog lidt ro paa, da vi ankommer til det foerste tegn paa civilisation i Paraguay efter 8 timers ridt i een stor oedemark. Paa en Shell-station i den vestlige del af landet - langt ude paa landet - kunne jeg betale med bolivianos til en kurs paa 650. Og manden hér fortalte os, at kursen ville vaere meget hoejere i hovedstaden.

Der tog han fejl.

Jeg har nu vaeret rundt hos et utal forskellige vekselhuse, og ingen af dem veksler bolivianos. Det kan kun lade sig goere eet sted i hovedstaden - en hovedstad som jeg efterhaanden er lidt traet af - nemlig hos manden med de pressefoldede bukser og en kurs, der undergaar tankstation-langt-ude-paa-landet-kursen med flere laengder og den officielle kurs med endnu flere.

Ikke nok med at det er tyveri. Det er ogsaa ved hoejlys dag.

Hvis jeg var boliviansk praesident, ville jeg se det som en officiel fornaermelse af baade mine rejsende statsborgere og mit lands valuta og erklaere krig. Det er jo helt forrykt.

Tyveri i Paraguay

Asunciòn, 16. november

Jeg havde lige vaeret paa internettet, og var paa vej hjem til hotellet. Jeg havde min taske paa ryggen indeholdende min elskede baerbaere computer, som jeg havde vaeret paa internettet med. Den indeholder alle vores billeder, og det er derfor nemt at uploade billeder til vores ligesaa elskede laesere, naar man plugger den i stikket paa en hvilken somhelst internet-cafe i verden.

Som altid med internettet saa tager det laengere tid end planlagt og klokken havde sneget sig op over ti om aftenen.

Jeg soegte efter de mest oplyste gader. De var faa. Elektricitet er noget af det dyreste i Paraguay og det laegger man maerke til naar moerket tager fat. Antallet af mennesker paa gaderne var lige saa faa som gadelygterne.

Jeg havde ikke foelelsen af at vaere i en sydamerikansk hovedstad kl. 22.00 om aftenen. Det foeltes snarere, som at gaa hjemme i Braedstrup (en lille by i Jylland, red.) en tirsdag nat kl. 03.00. Oede som i en daarlig westernfilm. Plasticposer og tomme plasticflasker var noget af det eneste, der bevaegede sig, da vinden tog dem med ned ad gaderne.

Efter et par gader gik jeg ned ad en mindre belyst gade. Den var tom med undtagelse af en gruppe ludere, der stod og gjorde sig til for de faa biler, der kom susene igennem gaderne.

Den naeste gade jeg kom ned ad indeholdt en gut med cowboybukser og sort t-shirt. Han kom hen imod mig og spurgte mig om noget. Meget hurtigt. Jeg fattede ikke en lyd af hvad han sagde.

Det saa umiddelbart ud til at tilfredsstille ham. Han hev en kniv frem og pegede prikkende med den paa min taske, mens han sagde en masse. Jeg fangede ikke ordene, men forstod tydeligt meningen og gav ham min taske med computeren.

"Dinero", sagde han saa, uden at vide hvilken skat han allerede stod med i haenderne, og pegede stikkende paa mig med kniven.

Jeg toemte lommerne og gav ham de penge jeg havde. Ca. 70.000 guaranis (70 kr).

Saa loeb han sin vej.

Jeg gik lettere omtaaget hjem til hotellet uden at stoede ind i andre eksemplarer af menneskeracen. Det er foerste gang jeg er blevet truet med en kniv. Og foerste gang jeg er blevet roevet. Det er saa bittert. Jeg havde alt til at ligge paa den computer. Heldigvis havde vi lavet en backup-cd for nylig med billederne, saa det er kun ganske faa af dem, der gaaet tabt. Men jeg havde mange dokumenter, breve og lydoptagelser, som er gaaet tabt nu.

Bittert. Bittert. Bittert.

En afhaengighedsskabende foeljton

Bolivia, 8. november

Du skal have to advarsler, foer du laeser denne artikel til ende. For det foerste kan den goere dig afhaengig af at klikke ind paa hjemmesiden i tide og utide for at se den nyeste udvikling i foeljeton´en. For det andet vil de sidste linjer bringe afsloering om Robins privatliv, der vil overraske og maaske chokere...

Hele dagen havde budt os paa traettende og langsomme grusveje i et meget oede omraade i de lave bjerge oest for Andesbjergene. Hvert eneste sving var fyldt med det fineste strandsand og kunne kun passeres i 1. gear med benene klar til at redde en vaeltende motorcykel. Saa det var et par traette motorcykelrejsende, der for enden af enden af endnu en lille by med endnu en plads, og endnu en skole og endnu en moerk bar, saa en kaede paa tvaers af vejen og et lille hus med "policia" skrevet over doeren.

En netop vaagnet politibetjent tog opgaven med de ankomne danskere meget alvorlig, og fik foert vores rejseplan, koerekorts numre og motorcyklernes nummerplader ind i en kvadreret bog. Naar nu Bolivia havde faaet styr paa de to danskere, lod han han os drage videre. Men Robins nummerplade havde for tredie gang vaeret igennem en kvaernetur i det bagerste off-road daek. Siden han skiftede til et nyt og stoerre daek, har nummerpladen vaeret i overhaengende fare for at blive "fanget", naar han rammer et bump. Denne gang havde den lille canadiske nummerplade ikke kunne staa i mod og var knaekket i begge sider.



Frisk beder Robin politimanden om en skruetraekker til at fjerne nummerpladen, men saadan en ligger det lille politihus ikke inde med. En boliviansk 50 centimos moent bliver fundet frem, og pladen fjernet. I Danmark ville en motorcykel uden nummerplade ikke overleve en halv time paa vejen uden at blive stoppet mindst en gang. Her lader det dog ikke til at genere vores soevndrukne repraesentant for ordensmagten.Nummerpladen bliver lagt i en af taskerne, og nu er spoergsmaalet saa, hvor lang tid der gaar, foer Robin maa forklare sig ud af det?



Inden vi saetter os op paa cyklerne, siger politimanden ganske svagt "dinero?" til Robin. Robin kigger uforstaaende paa ham og spoerger hvem, der skal have penge. Han ser lidt genert og ydmygt paa Robin og siger, at det skal han. Enten 75 oere eller maaske 4 kroner. Robin siger, at betjenten nok har penge nok, og vi koerer afsted med en skuffet betjent lagt bag os.


AFSLOERING?

Da nummerpladen var taget af, blev Robin pludselig omfavnet af en lille pige, der udbroed: "PAPA!".



Han paastaar ellers, at han aldrig har vaeret i Sydamerika foer!

En god lama - er en limestegt lama

En klog mand fra Vejdirektoratet fortalte mig engang, at vejenes vaerste fjende er vand. Det vand, der kommer fra regn koster de danske skatteydere milliarder af kroner. Det problem, altsaa regnen, har Peruvianerne og Bolivianerne ikke paa det, der kaldes Altoplanen. Det er et stykke fladt land i 3000-4000 meters hoejde imellem Andesbjergenes hoejeste sneklaedte tinder.

Derfor havde vi og vores meget trofaste Kawasaki motorcykler god mulighed for at lade speedometernaalen komme i naerheden af nogle tal, den ikke havde set laenge. De fremragende veje i denne tynde toerre luft havde ikke de pludselige 10-20 centimeter dybe huller midt i det hele, som vi er blevet saa vant til. Vi kom heller ikke til fine asfalt-sving, der uden varsel bliver til horribel forraederisk grusvej. Og der manglede ikke kloakdaeksler, med dertil hoerende bundloese huller, der sulter efter at aede en hel motorcykel. Truslen kom fra en helt anden front...

Allerede foerste dag paa denne ellers saa fine Altoplan, fik jeg resultatet af en IQ-test af en Lama stukket lige op i hovedet. Vi kommer koerende med 90 km i timen, og jeg kan paa lang afstand se en flok Lamaer krydse vejen foran os. Jeg slipper gassen og triller frem mod dem. De naar den side af vejen, hvor graesset aabenbart er graennere og begynder at aede. Jeg tager fat om gashaandtaget og kommer tilbage i marchfart. Det tager tre af Lamaerne som et tegn paa at tidspunktet er velvalgt til at krydse vejen endnu en gang. Jeg laver en fuld opbremsning, der tager saa lang tid, at jeg kan naa et taenke over, om en motorcykel eller en dum, dum lama tager mest skade af et frontalt sammenstoed. Jeg stopper tre meter fra dyrene, og noterer at ikke et eneste af dem ser broedebetynget ud. Kun det samme hoverende udtryk. Og saa vaelger de at gaa tilbage til den side af vejen de kom fra.

Lamaerne er ens i alle hoejder og alle lande, og vi gaar kraftigt ned tempo naar vi ser dem staa klar til endnu en dumhed. Og der er rigtig mange lamaer, saa i hoejderne blev de en stor del af vores rejse. Derfor lod jeg heller ikke chancen gaa fra mig, da en restaurant i Potosi, Bolivia, praesenterede lime-stegt Lama paa deres menukort. Det bragte mig stor glaede at faa ram paa en lama, efter alle deres nederdraegtige kamikaze-angreb ude paa landevejene. Desvaerre tror jeg, at enhver lama, der havde overvaeret mit billige sejremaaltid, ville kvittere med et hovent, ligegyldigt, dumt udtryk. Proev selv at slaa op i et hvilket som helst dyreleksikon...

Billeder fra Bolivia

De flinke mekanikere fra Potosi, der lod os skifte olie ved deres vaerksted paa en soendag


Det er forbudt at fiske med dynamit i floden. Vi ved ellers, hvor det kan skaffes (se historie om "Paa besoeg i verdens rigeste soelvbjerg")


Normalt virker vores fuldtlastede motorcykler meget store...


Skopudser-drengene elsker Bolivias vejnet


Normalt virker vores fuldtlastede motorcykler meget store...


Kawasaki-fabrikken strammer ikke styrebolten godt nok! Jeg lavede samme justering for tre uger siden


De sydamerikanske hunde har det med at markere sig paa Robins hjul


Robins reaktion da Tejs foreslaar at smoerre kaeder efter en meget lang dag


Alle latinamerikanske maend er meget interesserede i vores motorcykler, og det bedste er, hvis de kan roere ved dem

Is sammen med de doede

La Paz, Bolivia, 2. november

I verdens hoejest belliggende hovedstad La Paz i Bolivia blev vi overrasket af en helligdag; Allehelgensdag. Ugedagene har ellers ikke ret stor betydning for os paa rejsen, men nu `mistede´ vi en tirsdag og maatte blive i byen til onsdag for at komme paa hovedpostkontoret. Midt i aergelsen over at vaere fanget unoedigt laenge i endnu en storby, gik det op for mig, at det ogsaa blev vores turs foerste helligdag uden pligter og kraevende eventyr.

Jeg fik en skopudser paa femten til at fortaelle mig, hvad dagen indebaerer for Bolivianerne. Han fortalte, at paa allehelgensdag samles familerne for at bruge hele dagen paa at mindes de doede. Meget af dagen foregaar hjemme hos familierne, men en vigtig del er ogsaa at tage paa kirkegaarden. Jeg tog derfor op til La Paz stoerste kirkegaard,og blev moedt af et virvar af udstationerede betjente, handlende og familier haand i haand.


Indgangen til kirkegaarden

Roede kors havde et laegetelt og 30 samariter udstationeret paa kirkegaarden i dagens anledning. Hver eneste gang i kirkegaarden var fyldt med isspisende boern, snakkende, smaa-grinende mennesker og messende indianer-kvinder. Paa kirkegaarden besoeger hver familie deres doedes gravsteder, der er katolske og ligger i flere "etager". Foerst bliver ruden ind til mindepladen pudset sammen med metallet omkring ruden og nogle maler ogsaa muren omkring ruden.



Familierne kan selv ordne graven, men der er ogsaa masser af arbejde til de drenge, der gaar rundt og tilbyder deres pudseevner. Jeg moedte tre, der staedigt holdt fast ved at praesentere sig som Bruce Lee, Willie og Jackie Chan.


Bruce Lee, Willie og Jackie Chan

Naar graven er ordnet, taler familierne til de doede. Saadan virkede det ihvertfald, naar jeg saa dem staa foran gravene i rundkreds med en messende aeldre i midten. Herefter saetter de nye plastikblomster ind og giver kiks eller kage paa en lille tallerken til den doede.



Paa vejen hjem spillede et 30-mands orkester Banda-musik, der lyder som en slags samba-march musik. Foran bandet dansede 20 mennesker en typisk boliviansk dans, der indeholder hvide toerklaeder i haenderne og en masse drejen rundt paa stedet. Jeg blev staaende i en halv time for at lytte og kigge. Pludselig gik den mest entusiastiske dansende kvinde i trance, faldt ind i de andre dansende og udbroed grinende skrig. Lidt efter kom hun til sig selv, raabte paa endnu et nummer fra bandet og kastede sig ihaerdigt ud i samme dans omkring sin egen akse.

To graenser og tre lande uden en lyd

Det er tre uger siden, at Robin og jeg sagde farvel til Mikkel i Quito i Ecuador. Vi har fulgt Mikkels fantastiske rekord-ridt med spaending paa vores e-mail igennem hans smaa korte resumèer om dagenes strabadser og oplevelser. Selv har vi lagt 4.000 km bag os igennem Amazonas, Perus langstrakte oerken og nogle af verdens hoejeste bjerge.

I dag er vi i Potosi i Bolivia, hvor vi har opdaget, at vi paa grund af problemer med at faa overfoert billeder fra kameraerne til nettet, ikke har givet lyd fra os i meget lang tid. Det laver vi om paa nu og laegger ogsaa historier ud fra baade Ecuador, Peru og Bolivia de naeste uger.

Soendag d. 31. oktober krydsede vi graensen fra Peru til Bolivia. De to lande deler Titikaka-soen i mellem sig, og derfor ligger en af graenseovergangene med udsigt over soen. I Mellemamerika var vi vant til at lyden af vores motorcykler lokkede graense-krejlerne ud i stort tal. Med tilbud om at veksle, hjaelpe med papirer og holde godt oeje med motorcyklerne.



Men graensen her i 3.700 meters hoejde var rolig, og folk ville kun snakke med os om vores tur og vores motorcykler. Det gav os god tid til at studere graenseovergangen, der bragte minder om Roedby-Puttgarden i 80´erne. Bolivianere og peruvianere slaebte store saekke over graensen, med det glimt i oejet, der fortaeller at besparelsen er al besvaeret vaerd.



De saa ud til, at det kunne betale sig at foere peruvianske groentsager ud af landet, mens peruvianerne stod i koe for at koebe Bolivianske oel, sodavand, aeg og husholdningsmidler. Selv de Peruvianske toldere stillede op i koeen i Bolivia for at tage 10 liter billig sodavand med hjem til Peru.



Samtidig viste hele graense-virvaret igen noget, som vi har lagt mere maerke til i isaer Peru og Bolivia; boern skal ikke vaere ret gamle for at skifte skolen (eller maaske bare lektierne) ud med forskellige former for arbejde. Her ved graensen handlede det om med trehjulede cykler eller ryggen at faa alle de gode tilbud fra det ene land til det andet. Naar vi koerer gennem landene, ser vi ogsaa mange boern, der arbejder i marken og passer lamaer eller faar.

Paa besoeg i verdens rigeste soelvbjerg

Potosì, Bolivia

Forestil dig et bjerg i Bolivia proppet med soelv. Forestil dig saa spaniernes ansigter da de opdagede dette bjerg i starten af 1500-tallet og forestil dig saa mellem seks og otte millioner doede minearbejdere (flest indianere), der er omkommet i minerne siden den dag.

Saa har du i korte traek historien om "Cerro Rico" - Det rige bjerg - som er verdens rigeste soelvmine, og hvis rigdomme har formet den by der ligger for bjergets foedder, Potosí.

Cerro Rico

Spanierne har forlaengst befriet bjerget for de rene soelv-, tin- og bronzeaarer. Nu er der kun malm tilbage, som kraever avancerede og giftige udvindingsprocesser at tvinge noget ud af. Hver dag bevaeger 8000 mennesker sig ind i bjerget for at bryde malmen med billig dynamit, hakker og skovle for derefter at transportere det ud til raffinaderierne, der ligger i massevis ved bjerget.

Tejs og jeg beslutter at se dette bjerg og disse mennesker ved selvsyn og hopper med paa en guidet tur.

Det foerste vores guide beder os om, er at koebe nogle gaver med til minearbejderne. "Det som minearbejderne saetter mest pris paa", fortaeller vores guide Juan, som selv har arbejdet i minerne i tre aar, "er kokablade, som giver energi og fjerner sultfornemmelsen. Dynamit - som helst skal vaere den argentinske, da den har et langt hoejere indhold af nitro-glycerin end den bolivianske og peruvianske - sodavand og - fordi det er fredag i dag - finsprit".

Vi stopper i en gade, hvor der ligger en stribe butikker, der saelger mineudstyr. Her koeber vi tre spraengklare pakker med dynamitstaenger (bolivianske for at stoette den nationale oekonomi) til 16 bolivianos stykket, hvilket svarer til ca. 12 kroner, 30 gram kokablade, to halvanden liter sodavand og en dunk finsprit paa 96%, som vi faar at vide, at minearbejderne konsumerer rent fredag morgen, for senere paa dagen at blande det op med hvad de nu har.

Finsprit og dynamitstaenger til minearbejderne

Der er ogsaa mulighed for at koebe cigaretter, hvilket guideboegerne anviser een til at goere, men det vil vores guide ikke have at vi koeber. "De indaander allerede en masse, der oedelaegger deres lunger i forvejen", forklarer han os, og erkender derefter at finsprit heller ikke er godt for helbredet; "But what can you do? That is the way it is", siger han.

Saa gaar turen til minen. Vi taender lyset i lampen paa vores hjelm og begynder at vandre ind i dybet af Cerro Rico.

Det foerste stykke er ret nemt. Der er plads til at staa oprejst og pladsen mellem skinnerne til malmvognene er forholdsvis nemme at gaa paa. Men der gaar ikke lang tid foer det bliver noget af en udfordring. Det bliver stoevet. Vi skal krumboeje os frem. Lige pludselig raaber Juan, at vi skal stille os ind i den lille afsats til venstre for os, og et oejeblik efter kommer en vogn lastet med malm droenende paa skinnerne. Bagpaa haenger to beskidte maend, med kinderne udspilede af koka-blade.

Vi bevaeger os laengere ind i bjerget. Ned ad skakter og usikre trapper. Glatte sten. Mudder. Det bliver varmere og varmere jo laengere vi kommer ned. Jeg havde forventet, at det blev koldere og spoerger sveddryppende vores guide, hvorfor det ikke er tilfaeldet. Juan svarer, at det skyldes at luftcirkulationen bliver svagere jo laengere vi bevaeger os ind i bjerget, og at oxygenindholdet bliver lavt, hvilket faar det til at blive varmt.

Helt nede i bunden af en af mineskakterne gaar vi ned, een af gangen, for at se en minearbejders arbejdsplads. Jeg maa ned paa maven og krybe mig frem i skakten. Lydene fra de andre forsvinder og stoevet hvirvler op. Jeg taenker, at jeg vil vaere rimelig fortabt, hvis batteriet i min lampe stoeder paa en sten og gaar i stykker. Jeg ved, at stenskred og tillukninger hoerer til dagligdagen i dette bjerg, som er blevet gennemhullet paa kryds og tvaers uden noget overblik (hvilket ogsaa resulterer i at minehold jaevnligt kommer til at spraenge sig ind paa andre mineholds omraader), og at der hver dag er minearbejdere, der kommer til skade. Bjerget kraever 25 menneskeliv hvert aar. Jeg taenker, at nogle af de doede ogsaa maa tilhoere gruppen af de godt 1000 boern under 16 aar, der arbejder herinde.
Det er her - kravlende paa maven, med sved paa panden og kun et par centimeter op til toppen af gangen - at det gaar op for mig, hvordan livet som minearbejder i Cerro Rico maa vaere. Et krybende liv i et moerkt bjerg, der er hullet som en sweizer-ost af graadighed.

Jeg fatter ikke at nogle frivilligt arbejder under disse forhold hernede, men en undersoegelse viser ogsaa, at det sjaeldent er tilfaeldet. 91% af de arbejdere, der risikerer livet hernede hver dag, kryber rundt i Cerro Rico "fordi der ikke er andet arbejde at finde".

Arbejdet for stoerstedelen af de 8000 mennesker har stort set ikke aendret sig siden spanierne tvang indianske og afrikanske slaver ned i bjerget. De har hverken geologiske kort eller kompas og det mest avancerede udstyr er en lampe, der koerer paa karbamid (smaa tin-lignende strimler, der indeholder oxygen). Gennemsnitslevealderen er 45-aar.

Fordelingen af bjergets rigdomme har ligeledes staaet forunderlig stille i de ca. 500 aar. Minearbejderen er stadig ham der faar mindst ud af de mineraler Cerro Rico indeholder. 600-1000 Bolivianos ( 450-750 kr) om maaneden betaler de store selskaber (overvejende canadiske, amerikanske og europaeiske) minearbejderen for de mineraler, som de saelger for mange gange mere paa det vestlige marked.

Efter besoeget i minerne gaar vi og smaahoster og er godt traette i kroppen efter den tynde luft i minerne og de mange krumboejede og kravlende vandringer.

Jeg har svaert ved at faa min fantasi til at levere et indtryk af at arbejde derinde dag efter dag, aar efter aar.

Minearbejderne har mellem 100-150 kokablade i kinden for at holde energien oppe i loebet af dagen