Strejke

Efter 4000-5000 km ankom jeg til Buenos Aires Soendag aften en uge foer jeg skulle afsted. Maaske i lidt god tid. Men jeg havde laert af de erfaringer vi gjorde os i Equador og selvom Argentina minder meget om europa (bare til halv pris) regnede jeg med at der stadig kunne vaere de samme problemer omkring at shippe motorcyklen. Og der tog jeg desvaere ikke fejl. Jeg havde skrevet en mail til den kontakt jeg havde taenkt mig at bruge til at sende motorcyklen til Europa. Jeg siger Europa fordi at den ville blive sendt til Hamburg. Men det syntes som den billigste loesning og en anden motorcyklist havde allerede brugt denne loesning og lovpriste den hoejt. Fordelen var at jeg kunne koere motorcyklen direkte til havnen putte den i en container og det var det. Tysk moms er den del lavere i Danmark, saa maaske man kunne spare lidt penge der. Desuden kunne det sidste stykke fra Hamburg til Kbh. sikkert blive ganske sjovt, evt. med en lille tur omkring Kolding hvor en af mine venner fra studiet ioejeblikket har vikariat, og desuden ville det vaere et hyggeligt gensyn med mine kolleger fra sygehuset. Saa alt i alt syntes det som en god ide. En af mine gode venner Goesta er eksport ingenioer og kan flydende tysk, saa jeg regnede ikke med at tolderne ville blive et problem. Og som nogen ogsaa ved saa har jeg masser af fleece toej, saa Danmark/Tyskland i November/December skraemte mig ikke.
Men,men,men... Det skulle der altsammen ikke blive noget af....
Min kontakt var ude at rejse paa det tidspunkt da jeg kontaktede ham, men meget hjaelpsom og informativ. Han havde dog et stoerre problem. Truckere havde lukket havnen fuldstaendig ned i en uge inden jeg kontaktede ham og det ville helt sikkert fortsaette i den naeste uge. Det var den vaerste strejke han kunne huske. Se normalt ville jeg vaere lidt skeptisk omkring dette. Men ham her virkede reel nok og som jeg senere skulle finde ud af overdrev han ikke.
Problemet med alt dette var at hans firma ikke havde noget varehus. Alt foregik paa havnen og da vi slet ikke kunne komme derind med motorcyklen og saette den i en container kunne han ikke hjaelpe mig. Han advarede mig ogsaa mod at tage derned da det sidste han havde hoert dernede fra var at nogle truckere ville slaas med dem der strejkede...
Naa, men den flinke mand gav mig nogle kontakter til mindre firmaer der brugte varehuse og som maaske kunne hjaelpe mig.
Heldigt for mig kunne de ikke alene hjaelpe, de kunne ogsaa goere det billigere.. og sende den direkte til Koebenhavn.. Ikke daarligt. Nu maa vi selvfoelgelig lige se hvordan det gaar foerst.
Inden jeg satte Anna i varehuset skulle jeg dog lige have klaret nogle told papirer. Det foregik paa havnen...
Og rigtig nok, da jeg kom derned var der en masse folk med skilte der stod og demonstrerede. Rundt om disse og i omraadet omkring stod der maend med koeller og diverse improviserede skjolde, samt toerklaeder om hovedet. Det lignede noget fra Palaestina og intifadaen. Politi var der ogsaa masser af, dog ikke noget umiddelbart slagsmaal nogen steder og ingen der laa og forbloedte. Faktisk virkede det relativt roligt. Herregud de autonome i Kbh. Ser sgu ligesaadan ud. Saa jeg traskede stille og roligt videre, fandt toldkontoret fik lavet mine papirer (en noget langsommelig affaerre), og det var det. Dagen efter koerte jeg til pakhuset som laa i den daarlige del af byen (Boca-delen). Igen var jeg blevet advaret om at passet meget paa. Det gjorde jeg ogsaa men alting virkede nu stille og roligt. Motorcyklen blev gjort klar. Saa nu sidder jeg her og imorgen gaar det hjemad mod kbh.
Et par enkelte historier mangler der nu at komme paa denne side. Saa det er ikke det sidste fra mig endnu.
Jeg glaeder mig til at se jer alle naar jeg kommer hjem (paa et eller andet tidspunkt).

Til Tejs og Robin: Tak for en fantastisk tur og nogle forrygende oplevelser.. Jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal skrive. Om noget tid vil vi alle sidde og grine af nogle af de sindsyge ting vi har vaeret ude for.
Koer nu forsigtig og pas paa derned af... og nyd det....

Sydamerika paa 30 dage.

Jaa, som folk nok har kunnet se ud fra Tejs indlaeg er vi nu splittet op. De 3 musketere er blevet til 1 og 2. Vi har vaeret forberedt paa dette i noget tid. 3 afskedsmiddage siger vel det hele. Alligevel var det underligt at koere fra de 2 andre. Saa er der ikke flere musik quizzer i denne omgang. Ikke mere de samme motorcykler foran eller bagved.

Pokeraften paa toppen af vores hotel i Panama. En af de 3 afskeds aftener



Som Tejs ogsaa skrev har jeg lidt travlt. Jeg skal naa mit fly den 31/10 og jeg skal have sent motorcyklen hjemad inden. Saa jeg koere til i oejeblikket. Af samme grund bliver det nok ikke til saa mange historier fra min side, da jeg enten koere, sover eller ser ting. 7-11 timer, om dagen. paa vejen har vaeret normen indtil nu og det fortsaetter nok saadan indtil Buenos Aires. Alligevel synes jeg at jeg naar at faa set en masse. Baade mens jeg koere, og naar jeg tager et par stop engang imellem. Igaar naaede jeg Machu pichu og idag er jeg ved Lake

Titicacca. Jeg haaber at kunne naa en tur ud til de flydende oeer, ind jeg vender naesen syd-vest over mod graensen til Chile. Forhaabentlig naar jeg at ligge et par billeder op i ny og nae. Men jeg lover ikke noget.
Kan i 2 nu koere forsigtigt og saa ses vi engang i December.


Et lille post-scriptum.
Det skal tilfoejes, at Tejs ikke lige er staaet op fra den samme seng, som jeg ligger i, da Tejs tager billedet.
(skoent jeg ved at det man godt kunne tro det ud fra billedet. Men SAA taet er vi ikke kommet paa hinanden :o) )



Find Tejs.......

Machu pichu - hvor skal 3 danskere da ellers moedes.

Paa vej til Lima havde min far skrevet til mig at tog at hans venner ville vaere der paa ca. samme tidspunkt som mig. Han havde dog kun et hotel navn at give mig. Et navn jeg ikke kunne finde nogen steder. Saa en evt. plan om lige at droppe forbi og sige hej maatte opgives. Jeg vidste ogsaa at de skulle til Cusco og Machu pichu, men hvornaar det ville vaere var ikke til at vide.

Efter fuldstaendig at have opgivet at sige hej til de tog stod jeg ved indgangen til Machu pichu. klar til at moede et fantastisk syn af gamle inka ruiner glemt i skyerne paa toppen af et bjerg. Pludselig er der en der raaber "hej mikkel". Det var Lone. Det tog lidt tid for Henrik at se hvem den langskaekkede fremmede Lone stod og gav et kram var. Her maa det til Henrik´s forsvar naevnes at jeg har ladet skaegget gro siden engang i Quito. Saa nu er jeg paa vej mod et Talebaner (hello Echelon) look.

Kort efter stod vi alle og snakkede og grinede over hvor pudsigt og tilfaeldigt det var at vi netop skulle moedes her. Lone og Henrik havde allerede vaeret rundt og set Machu pichu. De havde taget en kortere version af Inka-trailen og var ankommet allerede dagen foer. Jeg kunne godt glaede mig fik jeg at vide.

Efter lidt tids snakken frem og tilbage var jeg paa vej rundt om hjoernet af stien og Machu Pichu aabenbarede sig foran mig. Et meget flot syn. Jeg var bestemt ikke skuffet. De eneste andre ruiner jeg har oplevet der kom paa hoejde med dette var daa jeg sad midt i regnskoven i Guatemala og saa morgentaagen lette over Tikal. De naeste 3 timer gik med at vandre rundt blandt ruinerne og betragte dem fra alle mulige vinkler. Smukt var det.
Det er ikke uden grund at Machu pichu er Peru´s stoerste traekplaster.

En motorcykel der skulle staa sikkert, et nonnekloster og machu pichu.

Saa kom turen til Cusco og Machu pichu. Vel nok et af hoejdepunkterne paa turen igennem Sydamerika for mit vedkommede. Selve turen op gennem Andes bjergene fra kysten og mod kysten havde vaeret en meget flot og koelig oplevelse. Men nu var jeg der. Midt i Cusco et sted... Jeg vidste bare ikke hvor. Jeg koere efter et stort kort over sydamerika og her er der ingen seperate kort over byerne. Naar jeg kommer frem til dem tager Lonely planets kort over. Disse er som ganske udemaerkede, men daekker som regel kun steder af interesse for Backpackere og derfor kun Centrum af byerne. Derfor skal man lige finde Centrum foerst for man kan bruge kortet. Det lyder jo ligetil men er ikke altid saa let da skiltningen i byerne mildest talt er mangelfuld hernede.

Inden laenge havde jeg dog fundet frem til hvor jeg var. Der var ingen af de steder som Lonely planet havde beskrevet hvor der var parkering. Derfor havde jeg siddet og set i beskrivelserne om de forskellige steder havde en Cort yard. Hvis de har det er der en god chance for at man kan faa motorcyklerne ind paa en eller anden maade. Nogen gange har stederne endda en lille sliske man kan koere op over trapperne med. Jeg havde faaet oejne paa et nonnekloster(jeg har jo altid sagt at jeg er den gode munk og pilgrim ik) og hjem for gadeboern der ogsaa fungerede som hostel hvor der var en chance.

Jo, jo det kunne jeg sagtens. De ville lige hente noget saa jeg kunne koere op af trapperne. Ud kom en flink lille knaegt med et braet der paa ca. 2 sekunder ville have brast sammen under Anna´s vaegt. Den gik ikke. Jeg tog noget af baggagen af motorcyklen og gik med knaegten ud for at lede efter noget trae eller lignende der ville fungere. Efter noget tids leden i klosterhaven fandt vi endelig noget der var lovende. En trykimpraegneret trae plade der var toemret sammen paa kryds og tvaers. Denne blev lagt ud over trapperne og understoettet med sten under. Ja, saa maatte det briste eller baere selvom jeg ikke var for stolt ved situationen. Med lidt tilloeb, en god portion balance (hvis jeg selv skal sige det) og noget vejledende hjaelp fra knaegten lykkedes projektet. Op over trapperne, ind gennem foyen og ud i gaarden. Nonnerne gloede, lavede korsets tegn og grinede. Hele projektet tog nok en 45 min. Tilgengaeld havde jeg underholdt hele klosteret og Anna stod nok det sikreste sted i Cusco.

Dagen efter gik det til Machu pichu. En naermere introduktion til dette sted behoeves nok ikke. Problemet var at man kun kan komme dertil med toget, og billetter hertil bliver hurtigt udsolgt. Da jeg var klar til at koebe billet var kontoret imidlertidig lukket, damn. Saa jeg maatte staa op kl.5:30 (noget der ALDRIG sker for mig med mindre jeg er blevet ringet op paa en nattevagt) og tage min chance. Toget koerte lidt over 6, men den gode nyhed var at jeg boede lige ved siden af togstationen saa hvis jeg ikke komme med kunne jeg komme hurtig tilbage og sove. Den daarlige nyhed var at jeg ville vaere noedt til at blive i Cusco til jeg kunne komme med. Det havde jeg ikke lige tid til.

Naeste morgen (eller nat.) stod jeg i en koe til billet kontoret. Situationen saa ikke for god ud. En del lokale maatte vende om med skuffelse i ansigterne. Men til min glaede fant jeg ud af at det kun var det lokale tog der var udsolgt til. Turister kan slet ikke komme med dette tog (der er langt billiger end det Backpacker tog der ellers koere). Jeg kom med...



Tro det eller lad vaere, men saadan kan en tur rundt paa machu pichu ogsaa se ud. Flotte hatte ik? Forrest gik guiden med et orange flag og vinkede. Temmelig morsomt.


igen det klassiske billede

Togturen dertil var nu ogsaa meget flot.. naar man foerst var vaagnet.

Urin i en sprite flaske?

Dagen var ved at blive til aften og jeg var naaet til Trujillo. Lige uden for byen ligger en gammel ruin. En stor by fra Chan-Chan kulturen. Den maatte jeg jo lige se. Den ligger ude ved kysten, i den oerken som den peruvianske kyst straekning udgoer.
Anna var glad for at komme lidt paa off-road veje og jeg koerte lidt rundt i det store ruin kompleks.

Medgivet.. det ligner mere bare oerken end ruiner, men det er det og man kunne godt se forskellen naar man koerte rundt.


Hoved attraktionen her er dog det gamle palads der selvfoelgelig koster lidt at komme ind at se. Jeg parkerede udenfor ruinen blandt en masse smaa og store tour busser. Som saedvanligt vakte det interesse og snart kom en aeldre bus chauffoer hen for at hoere om hvad jeg lavede, hvorfra osv. Han boed mig velkommen til Peru og virkede oprigtig venlig. Jeg laaste alle ejendele sikkert fast. Normalt naar jeg gaar fra motorcyklen ligger jeg et cover over og laaser dette fast saa man ikke lige saadan kan komme til tingene inden under eller pille for meget. Mest for at se hvad der ville ske gjorde jeg dog ikke dette denne gang. Jeg vidste de ikke kunne komme til noget af vaerdi fordi det altsammen var laast fast. Jeg havde dog koebt en 2 liter sprite. Egentlig mest fordi jeg skulle bruge noget til at toemme olien ned i. Olien ville jeg skifte senere den aften. Sprite flasken lod jeg ligge frit fremme bare for at se hvad der skete.

Jeg vandrede rundt i ruinerne en god times tid og da jeg kom tilbage var sprite flasken vaek. Jeg havde nok regnet med det, men alligevel irreterede det mig lidt. Min ven fra foer stod sammen med 2 andre chauffoere og snakkede. Da han saa at jeg havde opdaget der manglede noget kommenterede han det. " du maa ikke efterlade noget fremme, folk vil stjaele det." Jo tak, det kunne jeg se. Tak for det raad. Det kunne han da have naevnt for en time siden. Jeg kunne nu ikke lade vaere med at grine lidt af det. Det var simpelthen for langt ude. Der var ikke rigtig nogen der kunne sige mig praecist hvem der havde taget det. Men selvfoelgelig en de ikke kendte..
Da jeg skulle til at koere kunne jeg nu ikke dy mig. Jeg raabte over til min ven og hans to kollegaer at det ikke gjorde noget, fordi jeg havde vaere noedt til at tisse i den og egentlig bare skulle have den smidt ud. En lettere usandhed. Men bemaerkningen vakte stor morskab blandt min vens to kollegaer. Min ven fra foer grinte dog ikke af bemaerkningen.....

Saadan har Chan Chan set ud fra luften i sin storhedstid....


En af de lange gange inden i paladset..

Farvel og god tur til Mikkel!

Så kom dagen, hvor tre-mands gruppen blev splittet op i to. Mikkel skal tidligere hjem til Danmark end os andre og forlod derfor Quito den 6. september. Vi havde håbet, at vi kunne følges gennem noget af Sydamerika, men motorcyklerne blev så forsinkede i transporten fra Mellemamerika, at Mikkel ikke har mere end en måned til at nå målet og flyet i Buenos Aires.

Da vi ikke var helt klar over, hvornår Mikkel kunne komme afsted, nåede vi at spise tre afskeds-middage. Billedet her er dog fra den sidste aften sammen på vandrehjemmet i Quito. Aften bestod af pizza, chokolademælk og sprite og så vores store musik-quiz. Hver mand spiller fem numre for de andre med tilhørende spørgsmål, og vinderen kan så sole sig i hæder indtil næste runde!



Mikkel gav os også en masse af sin medicin og sine remedier og et kursus i at lægge en lokalbedøvelse.




Tak for en herlig tur og held og lykke på vej sydpå, Mikkel!

Jeg ved, at du godt kan lide masser af billeder på hjemmesiden, så her følger et sæt:

Vi fik motorcyklerne i god stand!

Vi har faaet motorcyklerne! Og de er uskadte! Vi har ellers laest mange historier om motorcykler, der bliver "tabt" paa vejen mellem de to kontinenter. Saa den eneste noed vi har lidt, er at maatte vente over en uge paa deres ankomst. Nu kan vi saette os i sadlen igen efter 14 dage til fods og med bus/taxi. Mikkel har en lidt tidligere deadline paa turen, saa han koerer alen fra Quito til Buenos Aires paa tre uger, mens Robin og jeg har 2 1/2 maaned til at naa Argentina.

Der er to grunde til at vi sendte motorcyklerne fra Panama City til Quito i Ecuador. Dels stopper den Pan-amerikanske Highway paa et stykke paa ca. 100 kilometer i det sydlige Panama og det nordlige Colombia. Omraadet er under kontrol af en guerilla-gruppe og er et yndet sted for smuglere og banditter (og maaske ogsaa nogle amerikansk stoettede narko-jaegere i camouflage). Desuden mente vi, at det ville vaere for risikabelt at koere igennem Colombia paa tre motorcykler. Maaske ville vi kom uskadte ud, men det er ikke sikkert det samme ville gaelde for motorcyklerne. Jeg undersoegte mulighederne for at rejse i Colombia, inden vi tog afsted, men det var umuligt at finde en rute, der ikke gik igennem mindst en risikabel provins.

Et sent moede paa en moerk strand

Costa Rica, september

Klokken var blevet ti paa en af de slags rejsedage, hvor alting bare havde vaeret helt helt perfekt. Mikkel og jeg var på rejse gennem Costa Rica, mens Robin havde taget et par ekstra dage i Nicaragua.

Morgenen havde mødt os med forrygende rugpandekager med friskpresset juice under palmeblade. Derefter en spadsertur gennem den hyggelige lille by på Costa Ricas Stillehavskyst for at stige op i en motorbåd på den hvide 30 meter brede sandstrand. Tre timer paa havet med pukkelhvaler og snorkeling. En times eftermiddags-lur, laesning, herlige timer i varme rullende bølger og friskfanget grillet fisk til aftensmad. Og saa var dagen slet ikke slut endnu…

På vores bord lå nemlig en lille seddel fra National Parken, hvor en knudret haandskrift skjulte ordene “tartugo” og “a las dos”. Mikkel og jeg havde koebt en tur til stranden med en parkbetjent klokken to om natten for at se havskildpadder lægge æg i sandet. Det var den rigtige årstid og stranden er en af dem skildpadderne bruger, så chancerne skulle være rimelige. Vi havde fået instruktion om at møde parkbetjenten Juan ved det lille skur ved indgangen til parken. Hvis han ikke var der, skulle vi blot banke på døren.

Med en god dag i både arme, ben og hoveder satte vi urene til 01.30 og sagde et halvt godnat. Armbåndsurenes stille bip, store forventninger og en portion held slog sig sammen tre timer senere og fik både Mikkel og mig op og i tøjet.



“Juan!”, sagde jeg med en halvrusten stemme og bankede på den lille dør. Der stod ikke nogen klar, da vi kom ned til stranden, men med den lille seddel i hånden var vi i vores gode ret til at vække Juan. Men der var ikke nogen tegn paa at Juan befandt sig i naerheden af den lille forsigtigt raabende danske turist-gruppe.

Vi brugte et guatemalansk trick i vores sidste forsøg på at finde vores skildpadde-guide. Man tager en mønt eller en nøgle, finder en stor flade på huset og banker derefter insisterende en fem-seks gange. Dette akkompagnerede vi med taktfaste “Juan, juan, juan…”. Et bump, som en krop ud af en seng og ned på et gulv ,afslørede, at der faktisk var liv i hytten. Snart viste en lav og meget søvndrukken (måske også almindelig drukken) Juan sig i døren.

Vores lille seddel vakte hverken genkendelse eller glæde hos “vores” guide, og han virkede nærmest forbavset over sine natlige gæsters forventniger om “tartugos”. Han hentede en lille seddel med en masse tal og forklarede noget om tidevand. Han fokuserede meget paa tider, der mest mindede om sen eftermiddfag og begyndte også at tale om næste dag. Vi stillede os uforstående an, og Juan trak i et par gummistøvler og en lommelygte. Mens vi gik mod stranden, forklarede jeg ham om vores forventniger om skildpadder denne nat, og at vi ville forlade byen tidligt i morgen.

10 meter gennem palmerne og ned til den 30-40 meter brede strand med Juan i spidsen. Stranden var væk! Nu slikkede bølgerne de forreste palmer, mens vi fandt et lille stykke sand at stå på. Juan ligenede en mand, der lige havde afsløret juveltyven på krydstogtskibet og nu kunne trække sig tilbage til sin varme kahyt. Pengene for den lille knapt så værdifulde seddel kunne vi få igen, når parken åbnede om et par timer. Med den besked og en bemærkning om at tidlig aften er det rigtige tidspunkt, sagde Juan farvel.

Som jeg før har nævnt, kan Mikkel ofte finde noget positivt i situationen, og klokken to er et meget godt tidspunkt at se på den flotte stjernehimmel.



Og så fik vi faktisk også et rigtigt flot tordenvejr over stillehavet, som det ses utydeligt bag Mikkel.

Ventetid

Vi sendte vores motorcykler med fly for at det skulle gå hurtigt, men så kom de ikke afsted med flyet fra Panama, og så strandede de i Bogota i Columbia, og så var der vist en strejke, og så manglede der en underskrift og så videre. Men transportfirmaet blev ved med at love os, at de ville komme næste dag, så vi havde rigtig mange timer med venten i Quito, Ecuador.


Kontoret hos vores agent i lufthavnen i Quito.


Mikkel ved Aekvator


Mikkel og Tejs ved Aekvator - den gule streg



Vi har lige fået at vide, at motorcyklerne nu er i
lufthavnen, men at tolden lukker om fem minutter.

Vi ville have verdens bedste udsigt

Costa Rica, 13. september



En tredive centimeter dyb rende paa tvaers af en ellers fantastisk vej, havde sat Mikkels og min puls en 30 slag op i minutet. Robin var blevet i Nicaragua og nu var vi paa vej gennem bjergene i det nordlige Costa Rica. Maalet var en aktiv vulkan, der med lidt held skulle give en fantastisk show om aftenen.

Vi koerte forbi det ene luksus resort efter det andet, mens den enorme vulkan blev opslugt af det tiltaggende moerke. Vi vidste at en lille by, Fortuna, kunne byde paa billigere indkvartering en resortene med alle mercedeserne og privatchaufoerene vi laa og zig-zagede imellem. Vi naaede byen og begyndte en desperat jagt paa et hotel med en balkon med udsigt til vulkanen. Denne balkon havde vaeret i vores tanker siden vi laeste om byen foerste gang.

Vi fandt et til 50 dollars, vred os, og fortalte om den lange rejse og saa videre. Han gav os vaerelset for 35 (tre-fire gange mere end vi plejede at bo for i mellemamerika) og bekraeftede at vulkanen bestemt laa lige derude. Vi koebte masser af snacks og en enkelt oel i vores forberedelser paa at se en ustoppelig lavastroem og maaske nogle ildkugler om aftenen.

Efter to timers pokerspil mente Mikkel at han saa noget roedt ude i horisonten. Maaske en radiomast, maaske lidt lava. Det var ikke nok til at stoppe spillet, men Mikkel var bestemt blevet distraheret. Efter en halv time raabte han igen og denne gang saa jeg ogsaa en lille gloed af noget roedt derude. Med hovedpuder og regntoej fik daekket det fine hotels mange havelamper, og nu kom der faktisk lave loebende ned af siden paa en vulkan vi ikke kunne se! Det sluttede pokerspillet,og vi brugte de naeste timer med at heppe paa og juble over vulkanen.

Naeste morgen blev det tydelig, hvorfor vi ikke kunne se det tydeligt. Vulkanen laa ganske rigtig foran balkonen (15 km vaek), men det gjorde byens stoerste trae ogsaa!

Regn!

Quito, 2. oktober


Der havde været noget anderledes ved dagen. Det vidste vi her om aftenen på vandrehjemmet. Noget, der skilte den ud fra det normale. Vi kunne føle det, men ingen havde sagt noget om det. Vi vidste der var noget, der gav denne stemning. Pludselig udbryder en af os: “Regnen! Der har ikke været regn i dag!”

Vi har fået lagt vores tur, så vi krydser Ækvator i det danske efterår, hvilket betyder, at vi får forår og sommer i gennem Sydamerika. Det har stor betydning, når vi er på motorcykler og kommer til at krydse Andesbjergene tre eller fire gange. Den planlægning har tilgengæld også betydet, at vi har kørt igennem Mellemamerika i regnsæsonen. Det blev tydeligt omkring Mexico City, hvor regnen indfandt sig præcis klokken 16.00. Det har været gennemgående, at det er klart om morgenen og styrter ned mindst en time hver eftermiddag.


Costa Rica en tidlig aften i september

Det gjorde, at tidligt afsted og tidligt i hus som regel var tørre dage, mens lange dagsrejser ofte indebar “det fornuftige stop”. Stoppet kommer efter, at man i lang tid har kunnet se meget sorte skyer over horisonten, derefter har man kunnet mærke pludselige vindstød, et fald i temperaturen og hvis regnen er rigtig tæt på, lugten af jord. Lugten af regn, den får man med på motorcykel!



Så er der to ting at gøre: Stoppe under noget overdækning og finde en bog frem, eller sørge for at komme hurtigt i regntøjet og gøre oppakningen vandtæt. Der er som regel fem minutter til det hele, før det vælter ned!



Det med at køre i regnvejr er noget af det, som vi må huske uden hjælp af billeder. Det er nærmest umuligt at bruge et normalt kamera i de omstændigheder. Det samme gælder de meget dårlige veje. Vi ville gerne have et billede, men det handler mere om at komme sikkert frem. Ofte er det dog de dårlige veje, de virkelige udfordringer og de meget våde ture, som jeg husker bedst fra vores rejse.

Saa skulle vi hente dem.

Quito
Tirsdag 28/9-04

Saa oprandt dagen hvor vi skulle hente vores meget savnede maskiner. Vi havde faaet at vide at motorcyklerne skulle ankomme senest tirsdag eftermiddag, tidligst mandag aften. Saa tirsdag kl. ca. kl 12 drog vi ud for at hente maskinerne. Det passede mig fint med denne dato, for jeg har lidt travlt med at skulle naa min flybillet hjem. Robin havde jo et mindre benzinproblem, og da hverken Tejs, Robin eller jeg havde lyst til at skulle suge benzin fra tanken paa Tejs eller min maskine, smuttede robin ind med en halv liter flaske paa en tankstation.
Dette vakte en del morskab hos de 2 tankpassere der vist ikke lige havde proevet dette foer.





Glad gik det videre til lufthavnen. Vi fik fat i den agent der havde tjek paa at faa motorcyklerne igennem tolden hernede. Mindre glade blev vi dog da vi cirka en halv time senere fandt ud at motorcyklerne ikke var kommet og ikke ville komme idag.
:o(
De ville komme imorgen. Der var mekaniske problemer med flyet. Det kom ikke dagen efter, stadig mekaniske problemer, men det ville komme med et andet fly til Bogota og herefter videre til Quito. Det kom ikke videre. Strejke i Bogota.
Paa dette tidspunkt var vores taalmodighed brugt op. Vi tog op paa kontoret bare for at finde ud af at de mere eller mindre havde loejet for os i et par dage. Dette fortsatte dog ufortroedent. Dsidste mange dage er gaaet med at sidde op paa deres kontor her i byen for at faa en eller anden ide om hvornaar de motorcykler kom. Et par gange har det vaeret taet ved fysisk haandgemaeng og andre gange har vi bare ligget og fantaseret om hvordan vi bedst kunne Al-quida'e (Hellow Echelon) deres hovedkontor eller deres fly, og tro mig der har vaeret mange ideer paa banen, der ville vaere Bin-Laden(hellow again Echelon) vaerdig.

Idag den 5/10-04 kl. 15.00 skulle vi meget gerne faa motorcyklerne udleveret. Men hvilken stand de er i, ved vi dog ikke. Firmaet paastar at de er i god stand. Men at stole paa dem, ville vaere mere end super naivt.

Shipping af motorcyklerne

Panama
Fredag den 24/9-04

Efter at de havde draenet os for den benzin de kunne faa ud af os, skulle motorcyklerne pakkes ordentlig ind. Det tog noget tid, men tilgengaeld blev det ogsaa gjort rimelig grundigt. En kasse ville nok have vaeret bedre, men det er ikke lige saadan at finde.
Jeg fik et visitor-pass til afgangs hallen saa jeg kunne gaa med og tjekke at de blev pakket ordentlig ind. Imens gik Tejs og Robin op paa kontoret for at ordne papirerne

Her er de igang med Tejs motorcykel, mens min staar bagved og venter.


Her er Robins motorcykel naesten faerdigpakket. Billederne tjente ogsaa til at Tejs og Robin kunne godkende indpakningen af deres cykler.


Saa er tejs´s motorcykel klar til shipping.


Og saa er min klar til transporten. Nogle vil maaske have spottet at farven er skiftet til sort, og at Anna er blevet lidt bred over bagdelen (En saetning som Tejs og Robin har gentaget en del gange til stor morskab for min 2 rejsefaeller.). Farven er simpelthen for at den skal se mere brugt ud, og bredden skylles de 2 store aluminiums tasker der er monteret paa siden.


Efter at motorcyklerne var blevet pakket ordentlig ind gik jeg op til Tejs og Robin der ordnede papirer med Victor, vores kontakt, oppe paa kotoret. Her fik jeg dog nogle daarlige nyheder. Pludselig ville det koste det dobbelte af hvad jeg havde faaet at vide over mail hvis motorcyklen skulle sendes til Peru. Der blev givet diverse daarlige undskyldninger, men ligemeget hjalp det jo. Saerlig begejstret var jeg ikke, som det ses af billedet nedenunder.

Jeg var ikke lige i humoer til at betale naesten 900 dollars for at komme til Peru. Saa det blev Quito istedet. Efter en godkendelse fra Tejs og Robin af indpakningen, ordnede vi de sidste papirer og betalte. Jeg annulerede min afsendelse til Quito, og vi mente at nu var vi klar til at moede det nye kontinent. Victor var saa flink at koere os hele vejen indtil byen igen, saette os af ved en taxa og aftale en ordentlig pris til hotellet. Paa dette tidspunkt var vi igen naaet godt over lukketid for kontoret.

Tejs, robin og vores agent Victor

Nogle ville gerne have gratis benzin

Saa skete det. Afsted kom de.
Efter lang tids research hvad angaar muligheder, priser og leveringstid, faldt valget paa at sende motorcyklerne med flyselskabet Panavia, gennem agenten Servicarga. De havde den billigste pris, og vi regnede med at motorcyklerne kom hurtigst frem paa denne maade. Vi afleverede dem i lufthavnen fredag, og de skulle vaere i quito mandag, senest tirsdag. Jeg var nede og tjekke indpakningen af vores meget kaere egendele og tage billeder af processen. Planen var at sende min motorcykel til Lima, Peru for at jeg kunne spare lidt tid paa denne maade. Vi ankom til lufthavnen om eftermiddagen og gik igang med at goere motorcyklerne klar til transport.
Batterierne skulle frakobles det elektriskesystem og overloebsslangen skulle stoppes. Desuden fik vi at vide at motorcyklerne skulle toemmes for benzin. Vi havde vaeret forberedt paa at der kun maatte vaere benzin i reservetanken, mindre end 3 liter, men ikke at de skulle toemmes. Vi var alle paa reserve da vi var klar over dette, men der var nok stadig 2 liter benzin i tanken. Vi skulle lige have nok til at komme ud af lufthavnen.
Jeg var noget utilfreds med denne udmelding, men alle de ansatte "hjaelpere" var meget bestemte omkring dette.
Nedenunder ses de staa og kigge laengselsfuldt efter at Robin toemmer sin tank. Vi var alle noget sent paa den i forhold til lukketid, saa Robin gik igang med afmontere sin tank og toemme den for benzin. Et stoerre projekt skulle det vise sig da der aabenbart var monteret en eller anden foranstaltning som forhindrede benzinen i at loebe ud paa normal vis.


Saa er den ved at vaere af...



Jeg gik op for at tale med vores kontaktperson Victor omkring dette. Efter lidt diskussion paa daarlig engelsk og spansk gik Victor dog med til at vi ikke toemte vores tank, som vi foerst havde faaet at vide. Glad og fro gik jeg ned for at fortaelle Tejs og Robin denne glade nyhed.
Da jeg kom ned var foelgende dog sket. "hjaelperne" og Robin havde faaet toemt tanken over i en beholder. Og ligesaa snart denne var fyldt skete foelgende som ses af billedet nedenunder. En af hjaelperne smuttede over og haeldte paa en af de andre ansattes biler...
Intet under at de var saa hjalepsomme med at faa toemt den tank.....

1-1 i kampen og 1-0 til regnen

La Ceiba, Honduras 1. september

Jeg kom svingende med min morgenmad, der mest bestod af bananer til 15 oere stykket, da han bryder billedet af en soendagsstille gade med sin begejstrede stemme og sine store fortaellende armbevaegelser i en opfoerelse af genial fodboldtaktik. Han er klaedt i den lokale klubs blaa og hvide farver, og forsoeger ihaerdigt at overbevise tankpasseren om, hvad det kraever af holdet at vinde aftenens kamp.

Jeg kan ikke gaa forbi uden udspoerge ham om kamptidspunkt, en retning til stadion og en vurdering af holdets muligheder. Al informationen bliver leveret i et meget hoejt tempo, men jeg naar dog at forstaa, at vi er meget velkomne, foer han vender tilbage og forklarer, hvordan holdet skal udnytte doedboldsituationerne i aften.

Da Robin og jeg allerede har lavet vores interview til en artikel om cubanske flygtninge og Mikkel ligger og dykker ved en oe 100 kilometer fra kysten, kan det ikke passe bedre, end at vi indfinder os paa hjemmeholdets tilskuerpladser til aftenens kamp i Honduras fineste raekke. Vi holder selvfoelgeig med holdet Victoria, byen La Ceibas stolthed, der har trukket ca 1.000 tilskuere til et stadion i Lyngbystoerelsen.



"Vores" hold viser sig hurtigt at vaere de andre overlegne baade teknisk og konditionsmaessigt, men de mangler den solide afslutter. Masser af chancer bliver misbrugt, og baade Robin og jeg tager os til hovedet synkront med vores sidekammerater paa den dyre langside. Niveauet paa banen svarer til 1. divison i Danmark, og vi forhoerer os om, hvor mange Honduraanske landsholdspillere vi sidder og overvaerer. Dem er der ingen af i aften, saa vi har desvaerre ikke noget forhaandkendskab til VM i Tyskland 2006, hvis det skulle lykkes Honduras at snuppe en af de amerikanske pladser fra Canada, Guatemala, Panama og de andre
konkurrenter.

Vores 'Victorianere' kommer foran 1-0 lige efter pausen, men en udligning begynder at lure, da spillerne absolut ikke lever op til de taktiske forventninger, min ven fra i morges havde til dem. Ganske rigtigt scorer modstanderen paa et fremragende langskud, der er en landsholdplads vaerdig.



Derefter tager regnen over den sidste halve time. Den rydder de ubeskyttede staapladser borset fra et entusiastisk hornorkester og rykker de 'rige' op paa de oeverste toerre siddepladser. Og saa traekker den det sidste tempo ud af kampen, der ender 1-1 til stor skuffelse for baade spillere, traenere og isaer halvvaade tilskuere. Jeg haaber, at vores eget landshold faar styr paa taktikken, saa vi maaske kan moede honduras hold i Bremen om et par aar.