NEJ! Hvor er det aergeligt.
I gaar krydsede jeg graensen mellem Uruguay og Argentina - den sidste graense paa rejsen. Det var lidt vemodigt, men ogsaa sidste gang man skulle igennem forklaringer, papirer og veksling i mere eller mindre kaotiske graenseomraader. Derfor glaeden efter at have krydset "Puente Internacional" mellem de to mest oekonomisk plagede lande i Sydamerika lige nu.
Med 150 kilometer tilbage af turen paa 22.500 kilometer befinder jeg mig bag en gammel lastbil, der med 60 km/t hoster og pruster sort dieselroeg ud gennem en gennemtaeret udstoedning. Jeg maa paent laegge mig i samme tempo i roegskyen, da vejen er snoet og udsynet daarligt. Vejen retter sig ud og der er ingen modkoerende den naeste halve kilometer. Der er godt nok en dobbelt optrukket gul linie, men i Latinamerika skal man ikke tage dens slags alt for tungt, hvis man vil fungere og overleve i trafikken. Saa jeg saetter den i fjerde gear og accelerer uden om min prustende foelgesvend. I det jeg traekker ind efter en elegant og sikker overhaling, undrer jeg mig over, at der stadig er fuldt optrukket.
Lidt laengere fremme holder en familie picnic i vejkanten. Farmand staar midt ude paa vejen og kigger. Da han ikke goer tegn til at flytte sig, tager jeg farten af og goer tommelfingeren klar paa knappen til mit spagfaerdige horn. Desto naermere jeg kommer, desto mere ligner farmand en politimand, der vinker mig ind til siden. Jeg stopper og udveksler et hoefligt "god eftermiddag". Jeg staar af motorcyklen, mens den tykkeste af de to betjente snakker meget hurtig og formanende om en gul stribe og noget med "doble". Da han ikke faar mange svar, giver han op og sender mig hen til det nedrullede vindue i politibilen. Her sidder en solbrilleklaedt betjent med et par striber paa skulderen og ligner en, der allerhelst ville vaere i en eller anden amrikansk politi-tv-serie lige nu.
Det ser ud til, at jeg er inviteret til et spil, jeg meget gerne ville vaere sluppet for. Gennem hele rejsen har vi ikke oplevet korruption og afpresning. Godt nok bad en ynkelig boliviansk betjent om et par kroner og tidligere kom vi uforvarende til at springe nogle officielle arbejdgange over ved lidt merbetaling ved en graense. Men ellers har vi oplevet og nydt et Latinamerika uden den tidligere udbredte smaakorruption. Men nu paa den sidste dag bliver kortene delt. Han starter med sit trumfkort og bladrer i nogle gulnede papirer for til sidst at pege paa et tal i et skema, der betyder, at jeg skylder ham og den argentinske stat ca. 2000 kr.
Som nybegynder i spillet starter jeg med at smide det mest aabenlyse kort: "Uskyldigheds-kortet". Det kan redde dagen her og nu. Og det er absolut uanvendeligt senere hen. Jeg siger:
"Linien var da ikke gul, da jeg overhalede... Og der var masser af udsyn!"
Men han kender spillet for godt, og fortaeller at han har en kollega holdende nede i svinget. Ham saa jeg ikke, men jeg ved at linien var baade dobbelt og fuld, saa det kort ryger ud. Det naeste kort jeg vaelger, "no-hablo-español-kortet", er allerede dybt devalueret paa grund af "uskyldigheds-kortet". Men jeg proever. Det virker ikke, da han stadig kan pege i sine papirer og kan nok engelsk til at sige: pesos, illegal, dollars, policestation, problems og euros.
Han vil meget gerne have de 2.000 kr. her og nu - i enten pesos eller dollars. Her er ikke noget med girokort, saa han vil vide, hvor mange kontanter jeg har paa mig. Jeg indser, at jeg nok ikke har vundet foerste runde af spillet og proever at mande mig op til den naeste. Det bedste kort, jeg kan traekke op lige nu, ser ud til at vaere "no-dinero-kortet". Saa jeg forklarer beklagende, at jeg brugte mine sidste penge paa benzin i Uruguay og nu er paa vej til en pengeautomat. En frisk kommentar om at plastickort er sikrere i stater med landevejsroevere gaar heldigvis henover hovedet paa min tv-betjent.
Han kan nu ikke forstaa, at jeg intet har, saa han spoerger om jeg ikke bare har 300 dollars. Jeg bryder mig ikke ret meget om situationen, saa afsted flyver "du-kan-faa-en-smule-kortet". Jeg siger, at jeg maaske har cirka en ti dollars til noedsituationer, hvis jeg maa kigge i min baggage. Jeg faar et minut famlende ved min motorcykel med hovedet fuld af moralske skrupler, gule linier og dollars-regnskab.
Jeg havde lovet mig selv, at jeg meget noedigt ville haelde vand paa korruptionsmoellen. Men jeg har ikke mulighed for at protestere over en uretfaerdighed og raabe op om konsulatet, da jeg jo rent faktisk krydsede linien. I Buenos Aires staar en vens ven, Gustavo, klar med pizza om et par timer, saa jeg kan heller ikke traekke den for laenge. Jeg overvejer et oejeblik "jeg-er-turist-undskyld-kortet", men det er mindre vaerd end ruder 2 og skulle aldrig vaere blevet trykt.
Saa jeg er roeget over i forhandlingsdelen af spillet. Jeg vil helst ikke give for meget og jeg skal samtidig give nok, til at min makker i bilen kan koebe et par nye solbriller. Og nok til at jeg ikke fremprovokerer en faelles optaelling af mine samlede jetoner, da jeg lavede en oekonomisk broeler og haevede en ordentlig portion af den staerke amerikanske dollar lige foer deres valg. Jeg lander paa 14 dollars i kroellede en-dollarssedler og omkring otte kroner i friskkroellede pesos.
Da jeg kommer tilbage til vinduet og fortaeller den korrupte uniformerede bandeleder om mine fund, ser han ikke begejsteret ud. Men han vil da lige taelle dem for mig. Da jeg bagefter raekker haanden ud efter mit bundt sedler, faar jeg i stedet mit koerekort tilbage. Han maa aabenbart vaere tilfreds med at snuppe min indsats, der nok er et par dagsloeninger. Og saa giver han mig endda mine kroellede pesos tilbage! Maaske en maade at trampe en ekstra gang paa sin besejerede modstander.
Paa vej vaek mine tre "venner" er jeg fyldt med bitterhed over at have betalt korruptionspenge for foerste gang. Aergelig over, at han nu ogsa vil have mindst 14 dollars af den naeste motorcyklist. Aergelig over, at min "forbrydelse" ikke skaeppede i kassen til skoleboeger eller en ny park. Aergelig over, at jeg aldrig faar besvaret spoergsmaalene om, hvor meget saadan en overhaling boer koste officielt - og hvor lidt jeg egentlig kunne vaere sluppet med. Og gad vide hvem af de tre betjente, der har en bror i vejafdelingen i byen, der maler de gule optrukne striber alt for lange.
Et kvarter senere vinker endnu en betjent mig ind til siden. Jeg beslutter, at denne gang har jeg intet gjort, og at han derfor ikke faar en eneste peso af mig. Da jeg er stoppet, fortaeller han mig, at jeg nok hellere skal koere paa graesset i midterrabatten de naeste 200 meter for ikke at punktere, da en oelvogn har tabt ca. 1.000 glasflasker med oel i min vejbane.
Aergeligt med al den oel, men dejligt at vide, at Argentinas politistyrke er sat sammen af mange forskellige mennesker.
Med 150 kilometer tilbage af turen paa 22.500 kilometer befinder jeg mig bag en gammel lastbil, der med 60 km/t hoster og pruster sort dieselroeg ud gennem en gennemtaeret udstoedning. Jeg maa paent laegge mig i samme tempo i roegskyen, da vejen er snoet og udsynet daarligt. Vejen retter sig ud og der er ingen modkoerende den naeste halve kilometer. Der er godt nok en dobbelt optrukket gul linie, men i Latinamerika skal man ikke tage dens slags alt for tungt, hvis man vil fungere og overleve i trafikken. Saa jeg saetter den i fjerde gear og accelerer uden om min prustende foelgesvend. I det jeg traekker ind efter en elegant og sikker overhaling, undrer jeg mig over, at der stadig er fuldt optrukket.
Lidt laengere fremme holder en familie picnic i vejkanten. Farmand staar midt ude paa vejen og kigger. Da han ikke goer tegn til at flytte sig, tager jeg farten af og goer tommelfingeren klar paa knappen til mit spagfaerdige horn. Desto naermere jeg kommer, desto mere ligner farmand en politimand, der vinker mig ind til siden. Jeg stopper og udveksler et hoefligt "god eftermiddag". Jeg staar af motorcyklen, mens den tykkeste af de to betjente snakker meget hurtig og formanende om en gul stribe og noget med "doble". Da han ikke faar mange svar, giver han op og sender mig hen til det nedrullede vindue i politibilen. Her sidder en solbrilleklaedt betjent med et par striber paa skulderen og ligner en, der allerhelst ville vaere i en eller anden amrikansk politi-tv-serie lige nu.
Det ser ud til, at jeg er inviteret til et spil, jeg meget gerne ville vaere sluppet for. Gennem hele rejsen har vi ikke oplevet korruption og afpresning. Godt nok bad en ynkelig boliviansk betjent om et par kroner og tidligere kom vi uforvarende til at springe nogle officielle arbejdgange over ved lidt merbetaling ved en graense. Men ellers har vi oplevet og nydt et Latinamerika uden den tidligere udbredte smaakorruption. Men nu paa den sidste dag bliver kortene delt. Han starter med sit trumfkort og bladrer i nogle gulnede papirer for til sidst at pege paa et tal i et skema, der betyder, at jeg skylder ham og den argentinske stat ca. 2000 kr.
Som nybegynder i spillet starter jeg med at smide det mest aabenlyse kort: "Uskyldigheds-kortet". Det kan redde dagen her og nu. Og det er absolut uanvendeligt senere hen. Jeg siger:
"Linien var da ikke gul, da jeg overhalede... Og der var masser af udsyn!"
Men han kender spillet for godt, og fortaeller at han har en kollega holdende nede i svinget. Ham saa jeg ikke, men jeg ved at linien var baade dobbelt og fuld, saa det kort ryger ud. Det naeste kort jeg vaelger, "no-hablo-español-kortet", er allerede dybt devalueret paa grund af "uskyldigheds-kortet". Men jeg proever. Det virker ikke, da han stadig kan pege i sine papirer og kan nok engelsk til at sige: pesos, illegal, dollars, policestation, problems og euros.
Han vil meget gerne have de 2.000 kr. her og nu - i enten pesos eller dollars. Her er ikke noget med girokort, saa han vil vide, hvor mange kontanter jeg har paa mig. Jeg indser, at jeg nok ikke har vundet foerste runde af spillet og proever at mande mig op til den naeste. Det bedste kort, jeg kan traekke op lige nu, ser ud til at vaere "no-dinero-kortet". Saa jeg forklarer beklagende, at jeg brugte mine sidste penge paa benzin i Uruguay og nu er paa vej til en pengeautomat. En frisk kommentar om at plastickort er sikrere i stater med landevejsroevere gaar heldigvis henover hovedet paa min tv-betjent.
Han kan nu ikke forstaa, at jeg intet har, saa han spoerger om jeg ikke bare har 300 dollars. Jeg bryder mig ikke ret meget om situationen, saa afsted flyver "du-kan-faa-en-smule-kortet". Jeg siger, at jeg maaske har cirka en ti dollars til noedsituationer, hvis jeg maa kigge i min baggage. Jeg faar et minut famlende ved min motorcykel med hovedet fuld af moralske skrupler, gule linier og dollars-regnskab.
Jeg havde lovet mig selv, at jeg meget noedigt ville haelde vand paa korruptionsmoellen. Men jeg har ikke mulighed for at protestere over en uretfaerdighed og raabe op om konsulatet, da jeg jo rent faktisk krydsede linien. I Buenos Aires staar en vens ven, Gustavo, klar med pizza om et par timer, saa jeg kan heller ikke traekke den for laenge. Jeg overvejer et oejeblik "jeg-er-turist-undskyld-kortet", men det er mindre vaerd end ruder 2 og skulle aldrig vaere blevet trykt.
Saa jeg er roeget over i forhandlingsdelen af spillet. Jeg vil helst ikke give for meget og jeg skal samtidig give nok, til at min makker i bilen kan koebe et par nye solbriller. Og nok til at jeg ikke fremprovokerer en faelles optaelling af mine samlede jetoner, da jeg lavede en oekonomisk broeler og haevede en ordentlig portion af den staerke amerikanske dollar lige foer deres valg. Jeg lander paa 14 dollars i kroellede en-dollarssedler og omkring otte kroner i friskkroellede pesos.
Da jeg kommer tilbage til vinduet og fortaeller den korrupte uniformerede bandeleder om mine fund, ser han ikke begejsteret ud. Men han vil da lige taelle dem for mig. Da jeg bagefter raekker haanden ud efter mit bundt sedler, faar jeg i stedet mit koerekort tilbage. Han maa aabenbart vaere tilfreds med at snuppe min indsats, der nok er et par dagsloeninger. Og saa giver han mig endda mine kroellede pesos tilbage! Maaske en maade at trampe en ekstra gang paa sin besejerede modstander.
Paa vej vaek mine tre "venner" er jeg fyldt med bitterhed over at have betalt korruptionspenge for foerste gang. Aergelig over, at han nu ogsa vil have mindst 14 dollars af den naeste motorcyklist. Aergelig over, at min "forbrydelse" ikke skaeppede i kassen til skoleboeger eller en ny park. Aergelig over, at jeg aldrig faar besvaret spoergsmaalene om, hvor meget saadan en overhaling boer koste officielt - og hvor lidt jeg egentlig kunne vaere sluppet med. Og gad vide hvem af de tre betjente, der har en bror i vejafdelingen i byen, der maler de gule optrukne striber alt for lange.
Et kvarter senere vinker endnu en betjent mig ind til siden. Jeg beslutter, at denne gang har jeg intet gjort, og at han derfor ikke faar en eneste peso af mig. Da jeg er stoppet, fortaeller han mig, at jeg nok hellere skal koere paa graesset i midterrabatten de naeste 200 meter for ikke at punktere, da en oelvogn har tabt ca. 1.000 glasflasker med oel i min vejbane.
Aergeligt med al den oel, men dejligt at vide, at Argentinas politistyrke er sat sammen af mange forskellige mennesker.
Robin Ahrenkiel
Mikkel Bøgeskov
Tejs Friling
0 Kommentarer:
Send en kommentar
<< Hjem