Las Americas

søndag, november 28, 2004

Paa familiebesoeg i Uruguay

Melo, Uruguay, 27. november


Saadan saa sedlen ud, som receptionsdamen paa mit hotel kom ud med til mig, da jeg kom tilbage fra et besoeg i kiosken for at proviantere til den videre faerd sydpaa mod hovedstaden i Uruguay, Montevideo.

Min forundring var stor, eftersom jeg vidste, at det ikke kunne vaere Tejs, der lavede gaek med mig. Vi skiltes i gaar ved graensen til Brasilien for at proeve at koere hver for sig nogle dage. Jeg naaede ikke at taenke meget videre over, hvem Fernando kunne vaere, foer en stor hvid pick-up stopper op ved siden af mig. Receptionsdamen lyser op, og peger paa bilen og siger, at "der er han".

Jeg kigger ind i bilen. Der sidder fire mennesker. Alle ser meget urugayanske ud. Bag ratten sidder en mand i fyrrene, en smuk kvinde med en lille blaa-oejet dreng paa skoedet og en solbebrillet fyr i teenagealderen.

"Hej, er du fra Danmark?", spoerger manden paa umiskendeligt dansk. Han fortaeller, at det er ham der har skrevet sedlen, og at han har boet i Danmark i tyve aar. Han var blevet meget overrasket over at se en motorcykel med dansk flag i Melo, en lille by et stykke vej fra den store hovedvej laengere oestpaa.

Jeg svarer bekraeftende og efter en lille snak, inviterer Fernando mig hjem til hans hus for at faa en oel. Jeg foelger efter bilen 30 km laengere sydpaa, igennem et landskab som kunne vaere Schweiz, hvis ikke det var for de kaktusser og palmer, der engang imellem dukker op. Groenne bakker med koer og faar saa langt oejet raekker. Og meget faa huse. Der bor kun godt tre millioner mennesker i landet, der er fem gange saa stort som Danmark, og halvdelen af befolkningen bor i hovedstaden Montevideo, saa der er ret tomt herude.



Mig, Bache, Diego, Fernando og Catarina foran familiens hus i Villa Fraile Muerto


Hjemme hos familien falder snakken paa udlandsdaekningen i de danske medier og Fernando fortaeller mig, at han laeste om Uruguay to gange i de tyve aar, han var i landet (mellem 1977 og 1997). Foerste gang var i 1985 da landet skiftede diktaturet ud med demokratiet. Anden gang var aaret efter, da vi gav landets fodboldhold stryg 6-1 under VM i Mexico.

Han fortaeller mig ogsaa, at store dele af Uruguay er placeret oven paa verdens naest-stoerste vandreserve, og at amerikanerne er voldsomt i at faa fingrene i det.


Diego laerte mig at drikke Uruguaysk oel...

Vi drikker oellen faerdig og de byder mig paa en laekker frokokst. Bagefter begiver jeg mig videre sydpaa, sammen med 17-aarige Bache, den anden soen af huset, ud til en af de lokale naturfaenomener, Cerro Cuenta.

Cerro Cuenta er et lille bjerg, som umiddelbart ikke ser ud af meget. Men det besidder et af kontinentets stoerste magnetiske kraefter, og tidligere var det et helligt sted for indianerne. Man kan finde smaa, farvede sten med hul i derude, hvis man er heldig, og Bache og jeg drog ud for at finde nogen, som jeg kunne bruge til at lave en halskaede.

Paa toppen et af kontinentets kraftigste magnetfelter. Man kan lige spotte vores motorcykler nede til hoejre

Stedet er sjaeldent besoegt. Faktisk er det inde paa en bondes mark. Vi spoerger ham om vi maa aabne hans hegn og tage op paa toppen. Han smiler og virker lidt overvaeldet over interessen og siger, at det kan vi selvfoelgelig bare goere. Vi tager derop og leder. Og leder. Og leder. Men det taetteste jeg kommer paa smaa sten med huller i, er lorten fra de mange faar, der gaar rundt heroppe. Vi nyder dog udsigten, som er ret saa flot. Saa takker jeg Bache for gaestfriheden og koerer videre sydpaa mod Montevideo.

0 Kommentarer:

Send en kommentar

<< Hjem