Paa besoeg i verdens rigeste soelvbjerg

Potosì, Bolivia

Forestil dig et bjerg i Bolivia proppet med soelv. Forestil dig saa spaniernes ansigter da de opdagede dette bjerg i starten af 1500-tallet og forestil dig saa mellem seks og otte millioner doede minearbejdere (flest indianere), der er omkommet i minerne siden den dag.

Saa har du i korte traek historien om "Cerro Rico" - Det rige bjerg - som er verdens rigeste soelvmine, og hvis rigdomme har formet den by der ligger for bjergets foedder, Potosí.

Cerro Rico

Spanierne har forlaengst befriet bjerget for de rene soelv-, tin- og bronzeaarer. Nu er der kun malm tilbage, som kraever avancerede og giftige udvindingsprocesser at tvinge noget ud af. Hver dag bevaeger 8000 mennesker sig ind i bjerget for at bryde malmen med billig dynamit, hakker og skovle for derefter at transportere det ud til raffinaderierne, der ligger i massevis ved bjerget.

Tejs og jeg beslutter at se dette bjerg og disse mennesker ved selvsyn og hopper med paa en guidet tur.

Det foerste vores guide beder os om, er at koebe nogle gaver med til minearbejderne. "Det som minearbejderne saetter mest pris paa", fortaeller vores guide Juan, som selv har arbejdet i minerne i tre aar, "er kokablade, som giver energi og fjerner sultfornemmelsen. Dynamit - som helst skal vaere den argentinske, da den har et langt hoejere indhold af nitro-glycerin end den bolivianske og peruvianske - sodavand og - fordi det er fredag i dag - finsprit".

Vi stopper i en gade, hvor der ligger en stribe butikker, der saelger mineudstyr. Her koeber vi tre spraengklare pakker med dynamitstaenger (bolivianske for at stoette den nationale oekonomi) til 16 bolivianos stykket, hvilket svarer til ca. 12 kroner, 30 gram kokablade, to halvanden liter sodavand og en dunk finsprit paa 96%, som vi faar at vide, at minearbejderne konsumerer rent fredag morgen, for senere paa dagen at blande det op med hvad de nu har.

Finsprit og dynamitstaenger til minearbejderne

Der er ogsaa mulighed for at koebe cigaretter, hvilket guideboegerne anviser een til at goere, men det vil vores guide ikke have at vi koeber. "De indaander allerede en masse, der oedelaegger deres lunger i forvejen", forklarer han os, og erkender derefter at finsprit heller ikke er godt for helbredet; "But what can you do? That is the way it is", siger han.

Saa gaar turen til minen. Vi taender lyset i lampen paa vores hjelm og begynder at vandre ind i dybet af Cerro Rico.

Det foerste stykke er ret nemt. Der er plads til at staa oprejst og pladsen mellem skinnerne til malmvognene er forholdsvis nemme at gaa paa. Men der gaar ikke lang tid foer det bliver noget af en udfordring. Det bliver stoevet. Vi skal krumboeje os frem. Lige pludselig raaber Juan, at vi skal stille os ind i den lille afsats til venstre for os, og et oejeblik efter kommer en vogn lastet med malm droenende paa skinnerne. Bagpaa haenger to beskidte maend, med kinderne udspilede af koka-blade.

Vi bevaeger os laengere ind i bjerget. Ned ad skakter og usikre trapper. Glatte sten. Mudder. Det bliver varmere og varmere jo laengere vi kommer ned. Jeg havde forventet, at det blev koldere og spoerger sveddryppende vores guide, hvorfor det ikke er tilfaeldet. Juan svarer, at det skyldes at luftcirkulationen bliver svagere jo laengere vi bevaeger os ind i bjerget, og at oxygenindholdet bliver lavt, hvilket faar det til at blive varmt.

Helt nede i bunden af en af mineskakterne gaar vi ned, een af gangen, for at se en minearbejders arbejdsplads. Jeg maa ned paa maven og krybe mig frem i skakten. Lydene fra de andre forsvinder og stoevet hvirvler op. Jeg taenker, at jeg vil vaere rimelig fortabt, hvis batteriet i min lampe stoeder paa en sten og gaar i stykker. Jeg ved, at stenskred og tillukninger hoerer til dagligdagen i dette bjerg, som er blevet gennemhullet paa kryds og tvaers uden noget overblik (hvilket ogsaa resulterer i at minehold jaevnligt kommer til at spraenge sig ind paa andre mineholds omraader), og at der hver dag er minearbejdere, der kommer til skade. Bjerget kraever 25 menneskeliv hvert aar. Jeg taenker, at nogle af de doede ogsaa maa tilhoere gruppen af de godt 1000 boern under 16 aar, der arbejder herinde.
Det er her - kravlende paa maven, med sved paa panden og kun et par centimeter op til toppen af gangen - at det gaar op for mig, hvordan livet som minearbejder i Cerro Rico maa vaere. Et krybende liv i et moerkt bjerg, der er hullet som en sweizer-ost af graadighed.

Jeg fatter ikke at nogle frivilligt arbejder under disse forhold hernede, men en undersoegelse viser ogsaa, at det sjaeldent er tilfaeldet. 91% af de arbejdere, der risikerer livet hernede hver dag, kryber rundt i Cerro Rico "fordi der ikke er andet arbejde at finde".

Arbejdet for stoerstedelen af de 8000 mennesker har stort set ikke aendret sig siden spanierne tvang indianske og afrikanske slaver ned i bjerget. De har hverken geologiske kort eller kompas og det mest avancerede udstyr er en lampe, der koerer paa karbamid (smaa tin-lignende strimler, der indeholder oxygen). Gennemsnitslevealderen er 45-aar.

Fordelingen af bjergets rigdomme har ligeledes staaet forunderlig stille i de ca. 500 aar. Minearbejderen er stadig ham der faar mindst ud af de mineraler Cerro Rico indeholder. 600-1000 Bolivianos ( 450-750 kr) om maaneden betaler de store selskaber (overvejende canadiske, amerikanske og europaeiske) minearbejderen for de mineraler, som de saelger for mange gange mere paa det vestlige marked.

Efter besoeget i minerne gaar vi og smaahoster og er godt traette i kroppen efter den tynde luft i minerne og de mange krumboejede og kravlende vandringer.

Jeg har svaert ved at faa min fantasi til at levere et indtryk af at arbejde derinde dag efter dag, aar efter aar.

Minearbejderne har mellem 100-150 kokablade i kinden for at holde energien oppe i loebet af dagen