Las Americas

fredag, november 12, 2004

En god lama - er en limestegt lama

En klog mand fra Vejdirektoratet fortalte mig engang, at vejenes vaerste fjende er vand. Det vand, der kommer fra regn koster de danske skatteydere milliarder af kroner. Det problem, altsaa regnen, har Peruvianerne og Bolivianerne ikke paa det, der kaldes Altoplanen. Det er et stykke fladt land i 3000-4000 meters hoejde imellem Andesbjergenes hoejeste sneklaedte tinder.

Derfor havde vi og vores meget trofaste Kawasaki motorcykler god mulighed for at lade speedometernaalen komme i naerheden af nogle tal, den ikke havde set laenge. De fremragende veje i denne tynde toerre luft havde ikke de pludselige 10-20 centimeter dybe huller midt i det hele, som vi er blevet saa vant til. Vi kom heller ikke til fine asfalt-sving, der uden varsel bliver til horribel forraederisk grusvej. Og der manglede ikke kloakdaeksler, med dertil hoerende bundloese huller, der sulter efter at aede en hel motorcykel. Truslen kom fra en helt anden front...

Allerede foerste dag paa denne ellers saa fine Altoplan, fik jeg resultatet af en IQ-test af en Lama stukket lige op i hovedet. Vi kommer koerende med 90 km i timen, og jeg kan paa lang afstand se en flok Lamaer krydse vejen foran os. Jeg slipper gassen og triller frem mod dem. De naar den side af vejen, hvor graesset aabenbart er graennere og begynder at aede. Jeg tager fat om gashaandtaget og kommer tilbage i marchfart. Det tager tre af Lamaerne som et tegn paa at tidspunktet er velvalgt til at krydse vejen endnu en gang. Jeg laver en fuld opbremsning, der tager saa lang tid, at jeg kan naa et taenke over, om en motorcykel eller en dum, dum lama tager mest skade af et frontalt sammenstoed. Jeg stopper tre meter fra dyrene, og noterer at ikke et eneste af dem ser broedebetynget ud. Kun det samme hoverende udtryk. Og saa vaelger de at gaa tilbage til den side af vejen de kom fra.

Lamaerne er ens i alle hoejder og alle lande, og vi gaar kraftigt ned tempo naar vi ser dem staa klar til endnu en dumhed. Og der er rigtig mange lamaer, saa i hoejderne blev de en stor del af vores rejse. Derfor lod jeg heller ikke chancen gaa fra mig, da en restaurant i Potosi, Bolivia, praesenterede lime-stegt Lama paa deres menukort. Det bragte mig stor glaede at faa ram paa en lama, efter alle deres nederdraegtige kamikaze-angreb ude paa landevejene. Desvaerre tror jeg, at enhver lama, der havde overvaeret mit billige sejremaaltid, ville kvittere med et hovent, ligegyldigt, dumt udtryk. Proev selv at slaa op i et hvilket som helst dyreleksikon...

0 Kommentarer:

Send en kommentar

<< Hjem