1-1 i kampen og 1-0 til regnen
La Ceiba, Honduras 1. september
Jeg kom svingende med min morgenmad, der mest bestod af bananer til 15 oere stykket, da han bryder billedet af en soendagsstille gade med sin begejstrede stemme og sine store fortaellende armbevaegelser i en opfoerelse af genial fodboldtaktik. Han er klaedt i den lokale klubs blaa og hvide farver, og forsoeger ihaerdigt at overbevise tankpasseren om, hvad det kraever af holdet at vinde aftenens kamp.
Jeg kan ikke gaa forbi uden udspoerge ham om kamptidspunkt, en retning til stadion og en vurdering af holdets muligheder. Al informationen bliver leveret i et meget hoejt tempo, men jeg naar dog at forstaa, at vi er meget velkomne, foer han vender tilbage og forklarer, hvordan holdet skal udnytte doedboldsituationerne i aften.
Da Robin og jeg allerede har lavet vores interview til en artikel om cubanske flygtninge og Mikkel ligger og dykker ved en oe 100 kilometer fra kysten, kan det ikke passe bedre, end at vi indfinder os paa hjemmeholdets tilskuerpladser til aftenens kamp i Honduras fineste raekke. Vi holder selvfoelgeig med holdet Victoria, byen La Ceibas stolthed, der har trukket ca 1.000 tilskuere til et stadion i Lyngbystoerelsen.
"Vores" hold viser sig hurtigt at vaere de andre overlegne baade teknisk og konditionsmaessigt, men de mangler den solide afslutter. Masser af chancer bliver misbrugt, og baade Robin og jeg tager os til hovedet synkront med vores sidekammerater paa den dyre langside. Niveauet paa banen svarer til 1. divison i Danmark, og vi forhoerer os om, hvor mange Honduraanske landsholdspillere vi sidder og overvaerer. Dem er der ingen af i aften, saa vi har desvaerre ikke noget forhaandkendskab til VM i Tyskland 2006, hvis det skulle lykkes Honduras at snuppe en af de amerikanske pladser fra Canada, Guatemala, Panama og de andre
konkurrenter.
Vores 'Victorianere' kommer foran 1-0 lige efter pausen, men en udligning begynder at lure, da spillerne absolut ikke lever op til de taktiske forventninger, min ven fra i morges havde til dem. Ganske rigtigt scorer modstanderen paa et fremragende langskud, der er en landsholdplads vaerdig.
Derefter tager regnen over den sidste halve time. Den rydder de ubeskyttede staapladser borset fra et entusiastisk hornorkester og rykker de 'rige' op paa de oeverste toerre siddepladser. Og saa traekker den det sidste tempo ud af kampen, der ender 1-1 til stor skuffelse for baade spillere, traenere og isaer halvvaade tilskuere. Jeg haaber, at vores eget landshold faar styr paa taktikken, saa vi maaske kan moede honduras hold i Bremen om et par aar.
Jeg kom svingende med min morgenmad, der mest bestod af bananer til 15 oere stykket, da han bryder billedet af en soendagsstille gade med sin begejstrede stemme og sine store fortaellende armbevaegelser i en opfoerelse af genial fodboldtaktik. Han er klaedt i den lokale klubs blaa og hvide farver, og forsoeger ihaerdigt at overbevise tankpasseren om, hvad det kraever af holdet at vinde aftenens kamp.
Jeg kan ikke gaa forbi uden udspoerge ham om kamptidspunkt, en retning til stadion og en vurdering af holdets muligheder. Al informationen bliver leveret i et meget hoejt tempo, men jeg naar dog at forstaa, at vi er meget velkomne, foer han vender tilbage og forklarer, hvordan holdet skal udnytte doedboldsituationerne i aften.
Da Robin og jeg allerede har lavet vores interview til en artikel om cubanske flygtninge og Mikkel ligger og dykker ved en oe 100 kilometer fra kysten, kan det ikke passe bedre, end at vi indfinder os paa hjemmeholdets tilskuerpladser til aftenens kamp i Honduras fineste raekke. Vi holder selvfoelgeig med holdet Victoria, byen La Ceibas stolthed, der har trukket ca 1.000 tilskuere til et stadion i Lyngbystoerelsen.
"Vores" hold viser sig hurtigt at vaere de andre overlegne baade teknisk og konditionsmaessigt, men de mangler den solide afslutter. Masser af chancer bliver misbrugt, og baade Robin og jeg tager os til hovedet synkront med vores sidekammerater paa den dyre langside. Niveauet paa banen svarer til 1. divison i Danmark, og vi forhoerer os om, hvor mange Honduraanske landsholdspillere vi sidder og overvaerer. Dem er der ingen af i aften, saa vi har desvaerre ikke noget forhaandkendskab til VM i Tyskland 2006, hvis det skulle lykkes Honduras at snuppe en af de amerikanske pladser fra Canada, Guatemala, Panama og de andre
konkurrenter.
Vores 'Victorianere' kommer foran 1-0 lige efter pausen, men en udligning begynder at lure, da spillerne absolut ikke lever op til de taktiske forventninger, min ven fra i morges havde til dem. Ganske rigtigt scorer modstanderen paa et fremragende langskud, der er en landsholdplads vaerdig.
Derefter tager regnen over den sidste halve time. Den rydder de ubeskyttede staapladser borset fra et entusiastisk hornorkester og rykker de 'rige' op paa de oeverste toerre siddepladser. Og saa traekker den det sidste tempo ud af kampen, der ender 1-1 til stor skuffelse for baade spillere, traenere og isaer halvvaade tilskuere. Jeg haaber, at vores eget landshold faar styr paa taktikken, saa vi maaske kan moede honduras hold i Bremen om et par aar.
Robin Ahrenkiel
Mikkel Bøgeskov
Tejs Friling
0 Kommentarer:
Send en kommentar
<< Hjem