Men vi lavede da i det mindste vores lektier!
For praecis to uger siden begyndte Robin og jeg paa en uges sprogskole i byen Quetzaltenango i 2000 meters hoejde i det Nordvestlige Guatemala. Jeg lovede dengang, ganske kaekt, at det ville give os masser af muligheder for at laegge nye historier ud paa hjemmesiden. Det vil dog vaere tydeligt for enhver, at den opgave kun er blevet udfyldt af Mikkel paa det seneste. Han har lige koebt et nyt kamera, saa han laegger ogsaa enkelte billeder ud i ny og nae...
Med skolestarten begyndte en hverdag med faste rammer, jeg ikke havde droemt om at finde paa denne tur. Jeg blev indlogeret i et spartansk vaerelse hos en meget venlig og ekstatisk guatemalansk familie. De var meget glade for at de "fik" en af fyrene med motorcykel, og snakkede derfor ekstra hurtigt til mig paa spansk. De har ikke talt et ord engelsk til mig, selvom jeg efter noget tid i huset har soennen Alex og datteren Amanda mistaenkt for udemaerket at kunne sproget.
Jeg spiste tre maaltider med familien hver dag kl. 07.30, kl. 13.30 og kl. 19.30, og de var meget soede og ekstremt taalmodige til at snakke om vores rejse og min dag i skolen. Sandheden er, at jeg i starten af rejsen har laest lidt paa egen haand i et spansk-undervisningssystem med lytte-cd'er til. Jeg tror dog ikke, at jeg havde opnaaet noget imponerende niveau efter kapitel 3.
Mit niveau steg dog hurtigt skolen. Baade Robin og jeg fik en-til-en undervisning udelukkende paa spansk fem timer hver dag, og effekten virkede overvaeldende paa mig. Jeg bad, som en rigtig duksedreng, om ekstra mange lektier, fordi betydningen af spanskkunkundskaber i de naeste fire maaneder pludselig stod lysende klart. Laereren var taalmodig og talte langsomt. Om onsdagen var det allerede muligt at foere meningsfulde samtaler i nutid. For et eksempel kunne jeg sige, at jeg ville hente the og et stykke broed, og saa kunne laeren svare, at det var en god idè, hun selv ville foelge. Over the'en kunne vi saa snakke om statsopbygning, religion, journalistik og hendes to-aarige datter.
Derfor tog vi imod vores meget savnede rejsefaelle Mikkel med den noget chokerende besked, om at vi gerne ville blive en uge til. Jeg havde laert meget spansk i nutid, men foelte samtidig, at jeg stod lige paa graensen af at kunne faa hul paa meget meget mere. Mikkel tog overraskelsen paent, men valgte skolebaenken fra til fordel for at se mere i Guatemala.
Den anden uge boed paa en ny familie, en ny laerer og endnu flere lektier. Det blev, som jeg havde haabet, meget udbytterigt, men ogsaa tydeligt, hvor svaert det er at tage hul paa et helt nyt sprog. Jeg er dog sikker paa, at vi nu er bedre rustet til finde gode historier og oplevelser, "ukorrumpere" korrupte toldere og foretage en hel del prutten om priserne.
Vi er nu tilbage paa vejen igen alle tre og krydser i morgen, mandag, graensen til Honduras.
Med skolestarten begyndte en hverdag med faste rammer, jeg ikke havde droemt om at finde paa denne tur. Jeg blev indlogeret i et spartansk vaerelse hos en meget venlig og ekstatisk guatemalansk familie. De var meget glade for at de "fik" en af fyrene med motorcykel, og snakkede derfor ekstra hurtigt til mig paa spansk. De har ikke talt et ord engelsk til mig, selvom jeg efter noget tid i huset har soennen Alex og datteren Amanda mistaenkt for udemaerket at kunne sproget.
Jeg spiste tre maaltider med familien hver dag kl. 07.30, kl. 13.30 og kl. 19.30, og de var meget soede og ekstremt taalmodige til at snakke om vores rejse og min dag i skolen. Sandheden er, at jeg i starten af rejsen har laest lidt paa egen haand i et spansk-undervisningssystem med lytte-cd'er til. Jeg tror dog ikke, at jeg havde opnaaet noget imponerende niveau efter kapitel 3.
Mit niveau steg dog hurtigt skolen. Baade Robin og jeg fik en-til-en undervisning udelukkende paa spansk fem timer hver dag, og effekten virkede overvaeldende paa mig. Jeg bad, som en rigtig duksedreng, om ekstra mange lektier, fordi betydningen af spanskkunkundskaber i de naeste fire maaneder pludselig stod lysende klart. Laereren var taalmodig og talte langsomt. Om onsdagen var det allerede muligt at foere meningsfulde samtaler i nutid. For et eksempel kunne jeg sige, at jeg ville hente the og et stykke broed, og saa kunne laeren svare, at det var en god idè, hun selv ville foelge. Over the'en kunne vi saa snakke om statsopbygning, religion, journalistik og hendes to-aarige datter.
Derfor tog vi imod vores meget savnede rejsefaelle Mikkel med den noget chokerende besked, om at vi gerne ville blive en uge til. Jeg havde laert meget spansk i nutid, men foelte samtidig, at jeg stod lige paa graensen af at kunne faa hul paa meget meget mere. Mikkel tog overraskelsen paent, men valgte skolebaenken fra til fordel for at se mere i Guatemala.
Den anden uge boed paa en ny familie, en ny laerer og endnu flere lektier. Det blev, som jeg havde haabet, meget udbytterigt, men ogsaa tydeligt, hvor svaert det er at tage hul paa et helt nyt sprog. Jeg er dog sikker paa, at vi nu er bedre rustet til finde gode historier og oplevelser, "ukorrumpere" korrupte toldere og foretage en hel del prutten om priserne.
Vi er nu tilbage paa vejen igen alle tre og krydser i morgen, mandag, graensen til Honduras.
Robin Ahrenkiel
Mikkel Bøgeskov
Tejs Friling
0 Kommentarer:
Send en kommentar
<< Hjem