En laengere beretning om en tur gennem USA og Mexico
Det kan godt vaere at det er lidt forvirrende for nogen, at pludselig mens vi er i Guatemala kommer der billeder og beretninger fra USA. Det skyldes simpelthen at den sidste maaneds tid har vaeret noget hektisk og at det er ret svaert at finde net-cafeer i USA.
Saa nu her de sidste par dage er der kommet lidt mere ro, de 2 andre kumpaner gaar jo i skole for at blive klogere. Det har jeg opgivet paa forhaand og derfor brugt lidt mere tid paa at indhente noget af de forsoemte og passe og pleje min motorcykel som jeg har taenkt mig at kalde for Anna. Maaske en lidt kraftig dame, bred bag til, men yderst holdbar og til at stole paa.
Nu, har jeg saa sat mig for at faa skrevet lidt op paa hvad der er sket siden jeg forlod SF for at moedes med Tejs og Robin.
Et af de stoerre problemer var at finde et baghjul der passede og nogle der kunne skifte det. Det lykkedes i Phoenix. Efter at have vaeret inde i stort set alle forhandlere paa vejen dertil. Det jeg havde haft paa fra forhandleren hvor vi koebte motorcyklen, var efterhaanden ved at vaere godt slidt. Ikke helt slidt ned, men nok til at jeg ikke havde lyst til at fortsaette igennem Mexico. Jeg besluttede mig til at tage den samme rute som Tejs og Robin da denne var den hurtigste.
At koere igennem den amerikanske oerken er noget af en proevelse naar man ikke sidder i en bil med aircondition. Det er til at holde ud men meget varmt. Hvis man gaar i bad med alt sit toej paa og derefter direkte op paa motorcyklen og koere, er alt toejet toert efter ca. 15 min. Saa varmt er det. Eftersom jeg havde proevet det med Sanne, besluttede jeg mig for at proeve at koere om eftermiddagen/natten, da det var mest koeligt og ikke blaeste saa meget paa de tidspunkter.
Thunderstorm i Oerkenen
Rejsen frem til Nogales ved den mexikanske graense var egentlig uden de spaendende oplevelser. Bare en masse km paa Anna og en noget oem bagdel. Det eneste spaendende var egentlig den thunderstorm jeg kom ind i ved Tucson.
Paa vejen dertil kunne jeg se en masse lyn og tordenskyer i horisonten, et meget flot syn faktisk, saa jeg var godt klar over at der foregik noget derude. Men jeg havde bestemt mig for at naa til nogales den aften, ca.200 km mere, og desuden kunne jeg godt bruge lidt regn. Hvor slemt kunne det blive.. Jo, naermere jeg kom til Tucson, jo mere blaeste det og jeg kunne fornemme jeg ikke var igennem stormvejret. Da den foerste af de specielle runde buske de har herovre kom flyvende imod mit forhjul besluttede jeg at det vist var nok for den aften, fandt et motel og slappede af.
Jeg fandt senere ud af at det var en thunderstorm jeg havde vaeret igennem. Det forklarede de flinke meteorologer i fjernsynet.
Nogales
Naeste dag ankom jeg Nogales. En ret klam by, ihvertfald paa den mexikanske side, hurtigt igennem og videre mod Hermosillo. Jeg vidste fra Tejs og Robin at jeg kunne faa papirarbejdet ordnet laengere mod syd, og det gik lige som det skulle.
Mexico havde jeg jo set. Saa det skulle bare gaa hurtigt igennem. Betalingsvejene er absolut ikke billige, men langt sikrere og pengene vaerd. Jeg boede paa nogle ret billige moteller undervejs. Egen garage til motorcyklen og god plads.
Ved mit foerste besoeg undrede jeg mig lidt over Papirholderen paa vaeggen i sovevaerelset og maaden hvorpaa man bestilte vaerelset. Det hele foregik over et hoejtaler anlaeg og saa anonymt som muligt. Jeg taendte for fjernsynet og koerte et par kanaler igennem. Pludselig dukkede der en pornofilm op paa skaermen...
Ok, nu gik den op for mig. Men Anna stod godt i sin egen lukkede garage, der var paent rent, og billigt. Jeg lukkede doeren en ekstra gang og sov glimrende. Det samme gentog sig paa de andre moteller. Men de var alle billige og paene og Anna stod godt og sikkert. Det var egentlig det vigtigste.
Paa vej mod Oaxaca
Jeg koerte igennem Mexico City, overnattede i Puebla paa hotel og koerte til Oaxaca som jeg har besoegt foer. Dejligt sted. Efter lige at have faaet tjekket det mest noedvendige gik turen videre mod kysten sydpaa. Jeg havde haabet at denne vej var i rimelig god stand, ikke alt for snoet og hurtig at koere paa... Jeg tog fejl.
Det tog lang tid. Op og ned af snoede bjergveje. Vejen kunne have vaeret i en daarligere stand, men god var den ikke.
En speciel dejlig detalje ved at koere hernede er at der ikke er raad til lyskryds mange steder. Derfor opsaetter de bumb for at nedsaette hastigheden. Disse bumb er seriose bumb, ikke som dem man kender i Danmark. De er der for at man skal stoppe helt op og saa koere videre. Det er ogsaa fornuftigt nok.
Det mindre gennemtaenkte er at skiltene som skal advare om at der kommer bump, typisk staar 10 meter foer bumpet (hvilket ikke nytter saa meget naar man koere 80-90km/t) eller er daekket af buske og traer saa man ikke kan se dem.
Jeg kunne have bandet dem langt vaek mens jeg koerte oppe i bjergene. Samtidig var jeg dog MEGET glad for at jeg koerte paa en off-road MC naar jeg ikke naaedet at stoppe nok op inden bumpet.
Hvad med benzin
Da jeg har koert en 200km fra Oaxaca, begynder jeg at blive lidt nervoes for min benzin beholdning. Der er nok til en 200 km endnu, men jeg stoler ikke paa kortet laengere, da jeg havde regnet med at vaere meget laengere fremme end jeg er. Der har ikke vaeret nogle benzinstationer indtil nu og beboerne i byen, hvor jeg vaelger at stoppe, siger at jeg bare skal koere videre, saa kan jeg faa benzin paa, men her er der ikke noget.
Jeg koere videre. Uden for byen bliver vejen til grus, det er blevet baelgmoerkt og jeg kan godt regne med at skulle koere meget laengere endnu. jeg kan ikke koere meget hurtigere end 40km/t hvis jeg skal naa frem i et stykke. Naa ja, det kunne jo vaere vaerre. Det regner i det mindste ikke.
Heldigvis bliver vejen rigtig god efter ganske faa km. af grusvejen; asfalt, meget faa og brede sving. hey, nu koere det. Humoeret stiger betydeligt.
Jeg bestemmer mig nu alligevel for at faa tanket op i den naeste by. "Tankstationen" ligner IKKE en tankstation og ser meget lukket ud, hmmmm. Naa, men jeg proever at spoerge en mand paa cykel..
"gasolina..?..."
"si, si ...(og en hel masse paa spansk jeg ikke forstod)".
Jeg vaelger at foelger ham ca. 100 meter op af vejen. Her sidder en relativ ung kvinde, med et par boern og en anden kvinde paa samme alder. Ved siden af er en lille hytte.
"quanta?.."
"oeh, boeh.." ... "Dies litros" (hmm, gad vide om hun forstod mig)
Hun forsvinder ind i skuret. Finder en dunk frem og en slange. Stikker slangen ned i dunken og suger (fy for f....., taenker jeg) spytter benzinen ud, og saa koere vi. 10 liter glider ned i tanken og saa er den godt fuld. Jeg betaler (dyrt var det ikke) og saa smutter jeg videre.
Jeg kommer frem til en af koestbyerne og crasher paa et hotel.
Naeste dag gaar det mod graensen. Jeg har stadig ikke faaet en mail fra Tejs og Robin om hvordan procedurerne er. De har min Lonely Planet, saa ingen hjaelp at hente der.
Det gaar jo nok taenker jer. Jeg har vaeret i guatemala foer. Det var stille og roligt.
Afsted det gaar.
Tapachutla og graensen mellem Mexico og Guatemala
Tidsplanen bliver dog slaaet totalt i stykker af et kaempe regnvejr. Jeg smider presseningen over Anna og saetter mig ind under. Det er jo meget hyggeligt det her... Der gaar en times tid, tordenbygerne holder op og jeg koerer videre. Jeg ankommer til Tapachula, faar lidt at drikke og spise og skoenner mig videre. Heldigvis er der et skilt der viser vej mod graensen. Det gaar fint taenker jeg. Pludselig forsvinder skiltene som foer var saa rigelige.. hmm, ik godt.
Men ved at spoerge de lokale finder jeg alligevel ud af at jeg er paa rette vej.
Graensen er noget af en oplevelse.. eller rettere... not! En rigtig graenseby. Den har tiltrukket alt hvad der er af hustlere, svindlere og andet godt i miles omkreds. Jo hurtigere jeg kan komme vaek herfra jo bedre. Foerste stop bliver ved desinfektionen. Der er ikke noget at goere jeg bliver noedt til at stoppe.
jeg havde ellers haabet paa at kunne lave samme nummer som ved Nogales. Bare koere videre.
Den gaar ikke fister..
Diverse horder af folk der vil det ene og andet kommer rendende. Det er ved at blive moerkt.. damn.
Jeg beslutter mig for at bruge en af dem der render rundt og hjaelper med papirerne og faar folk hurtigere over. For et gebyr naturligvis.
Gutten taler engelsk og det hjaelper noget.
"Bare parker din motorcykel derovre og foelg med rundt."
"nix, fister den gaar ikke.. den motorcykel kommer med rundt over alt."
Jeg skal ikke komme tilbage til en rippet MC.
Nu skal det lige indskydes at alt er laast fast til et eller andet. Paa naer lige to sidelommer hvor der ikke ligger noget af vaerdi i. Men alligevel. De skyer ikke nogen midler hernede.
Vi suser frem og tilbage. Graensen lukker snart, og jeg vil gerne videre saa hurtigt som muligt.
Jeg ved at han tager roeven paa mig. Han skal have 10$ for at hjaelpe mig. Men paa det tidspunkt er jeg egentlig ligeglad. Soerger bare for at han betaler saa meget som muligt, hvilket dog ikke helt lykkes saa godt som jeg havde haabet.
Paa vejen snakker jeg med knaegt der tydeligvis kommer fra USA, men som ser temmelig sydamerikansk ud. Han anbefaler mig at lade vaere med at tage ud i paa vejene i moerket. Det er ret farligt, og han boer vide det. Han bor i Texas men tager med sin far paa ferie i El Salvador, hvor de har hus og hans mor kommer fra. Jeg siger paent tak, men tror nu alligevel jeg smutter videre.
Gadedreng med for lange fingre
Da vi stor og faar ordnet de sidste af mine papirer staar Anna 5 meter fra mig. Jeg holder konstant oeje med mine papirer, motorcyklen og resten af mine egendele. Pludselig staar der en lille gadedreng med hele kloer 5 nede i den sidelomme der ikke er laast. Da han ser jeg har faaet oeje paa ham, smiler han bare over hele ansigtet og bliver staaende.
En betjent har mit pas og er ved at fotokopiere det. Jeg regner ikke med at det forsvinder derfra og nu er jeg engentig temmelig sur paa den lille l... der bare staar med hele kloer 5 nede i MIN taske og smiler. Jeg raaber op og loeber efter ham. Saa tager han benene paa nakken. Efter en 2-3 meter smider han den pose og det kompas der laa i min taske og loeber videre.
Naa, det er nok smartere at jeg bliver her, samler mine ting op og henter mit pas. Knaegten er allerede drejet om et hjoerne.
Angel
Da jeg egentlig er ved at skulle til at koere kommer jeg i snak med en amerikaner. Eller rettere puerto ricaner/amerikaner. Det viser sig at han er far til den lille knaegt fra staterne. Han har aabenbert fortalt sin far at han havde moedt mig. Faren ville vist gerne lige se, hvad jeg var for en. Det viste sig at vaere en fordel for mig. Han hed Angel, og soennen...Angel junior.
Han havde vist ikke lige vaeret en aengel hele sit liv, men overfor mig var han ikke andet end MEGET flink og hjaelpsom.
Mine dokument hjaelpere blev pludseligt meget stille, rolige og medgoerlige.. Hmm, det var da lidt mystisk taenkte jeg. De havde proevet at haeve gebyret til 20 $ pludselig. Den var jeg dog ikke med paa. Jeg spurgte Angel hvad man egentlig skulle betale for saadan en gang hjaelp. "Intet.." var svaret. "Ikke andet end drikkepenge"
Der var ikke rigtig nogle protester fra mine 2 hjaelpere.
hmm, lidt havde de betalt. Nogle gange er det ikke saa smart ikke at betale folk selvom de maaske ikke havde krav paa det, saa de fik 20 quetzales hver.
I processen med at faa vekslet penge fik jeg en lille sjov oplevelse med. Foerst skulle der lige pruttes lidt om kursen. Under denne process var jeg saa dygtig at give mig selv en daarligere kurs, en han engentlig ville gaa med til. Flot Mikkel!
Naa, men manden talte fint mine penge op foran ojnene paa mig. Han kunne se jeg havde travlt. Men den har jeg proevet foer hernede. Jeg holdt fat i ham og talte penge foran ham. Der manglede sjovt nok en 50 quetzales seddel (ca. 45-48 kroner.). hmm, naa men saa maatte jeg vel hellere faa den.
Det er fantastisk saa dygtige de er til det, men stole paa dem skal man ikke.
Naa, men efter at have talt lidt med Angel, forstod jeg at det der med at koere ud i natten var en daarlig ide, og at stedet hvor Tejs og Robin var laa ca 100 km laengere vaek en kortet viste. Altsaa ca. 150 km.
Angel og hans familie boede paa et hotel lige ved graensen. Det var det sikreste i byen og jeg kunne faa Anna indenfor i en aflaast gaard.
Desuden havde han hyret 2 politifolk til at staa vagt udenfor fra 9 aften til 6 morgen, for at passe paa hans amerikanske skolebus. Den holdt nemlig udenfor gaarden og var fyldt til randen med alt muligt han skulle saelge i el salvador. Fjernsyn, Cd-afspiller.. osv.
Efter at have kigget paa hotelet slog jeg til. Angel, erfarede jeg, vidste hvad han snakkede om og hotellet saa sikkert ud.
Det blev en ret underholdende aften..
Menneskesmugleren
Jeg smuttede ind paa hotellet og satte Anna. Lagde alle min ting ind paa vaerelset.
Da jeg var faerdig stod Aengel derude sammen med sin soen. Han var glad for at fortaelle og historier var der nok af.
Angel havde lavet lidt af hvert i sit liv. Han havde rejst en del, og sjovt nok vaeret i koebenhavn for at studere. Hvordan hans liv lige havde udviklet sig i den retning den havde fandt jeg aldrig ud af. Men han kunne fortaelle ting om KU, som man kun ved hvis man har vaeret der.
Det viste sig, at han efter, at have brugt den arv han havde arvet fra sin far paa at rejse rundt i verden var, blevet involveret i menneskesmugling fra El Salvador og til USA. Lidt sjove planter var det vist ogsaa blevet til, men menneskesmuglingen var det egentlige. Der var penge i det, og det var det primaere. Men han havde vist ogsaa gjort det for spaendingens skyld og for at hjaelpe folk under borgerkrigen. Nu kan det godt vaere at han har smurt lidt tykt paa, saa jeg vil ikke staa inde for historiernes sandhed. Men de ar han havde at vise efter forskellige episoder var ihvertfald aegte nok. Den slags kan jeg dog se. Operations ar var det helt sikkert ikke.
Det sidste stykke tid havde primaert gaaet ud paa at faa sin skolebus frem og tilbage over graenserne mellem USA, Mexico, Guatemala og El Salvador. Og saa ellers saelge alt hvad han havde i den paa vejen. Det var der gode penge i.
Engang imellem blev det stadig til lidt menneskesmugling, men ikke laengere de 100-200 personer afgangen som han havde gjort foer i tiden. Nu var det kun grupper paa 10-20. Familie og venner. Som en lille sjov kommentar kan det naevnes at hans aeldste soen, naesten aldrig tog over graensen til hverken USA, Guatemala, eller Mexico paa den legale maade. Han syntes det andet var sjovere og mere spaendende.....?!?
Angel havde vaeret igennem denne graenseby mange gange og kendte stort set alle i den. Tidligere havde han brugt nogle af de andre overgange, men det var blevet for farligt. Der var for mange der hellere saa ham doed end levende. I denne by var der kun 3 han var nervoes for (de saa ham gerne doed). Saa naar han var i byen havde han boern til at udspionere dem saa han altid vidste hvor de var. For som han sagde "keep your friends close, but your enemies even closer..", ja, den er hoert foer. Men jeg tror nu der var en gran af sandhed i det. For en sikkerhedsskyld (udover boernene og politiet) havde han en 9mm pistol med lasersigte liggende i bilen og en .38'er pistol paa sig....Jep, hyggeligt ik. Men som han ogsaa fik mig overbevist om gennem sine mange historier er menneskeliv ikke en skid vaerd hernede. Ikke med mindre man har nogle ubehagelige kontakter folk skal staa til regnskab med bagefter.
Jeg spiste middag med ham og hans familie ved et af de gadekoekkener der er saa mange af hernede. Mens vi sidder og spiser kommer 2 paene busser til graensen. De er fra Nicaragua faar jeg med det samme af vide.
"vent og se hvad der sker nu.."
Hvad kunne der muligvis ske taenkte jeg i min naivitet... De viser deres papirer og kommer over graensen.
Nix, de var alle Wetbacks.. Folk der illegalt proever at krydse graensen (paa den ene eller anden maade.). Deres papirer var falske og de fik besked paa at vende om. Da vi lidt efter talte med de politimaend Angel havde hyret fik vi at vide at de skulle eskortere dem tilbage til graensen til El Salvador.
Ifoelge Angel var det en daarlig ide at goere det paa den maade. Langt bedre var det at krydse graenserne langt fra graenseovergangene, igennem bjergene og sumpene, hvor immigrationsmyndighederne ikke kom. Og saa ellers bestikke sig resten af vejen op gennem mexico, der hvor man blev noedt til det.
Han kunne fortaelle en del historier om politifolk, der personligt havde hentet ham og de folk han smuglede, og koert dem til den amerikanske graense. For en klaekkilig betaling. Vejen over den Mexikansk/amerikanske graense var der andre der ordnede. Angel havde proevet det engang eller to, men det var for besvaergeligt og farligt. Det andet var lettere.
Vi bliver stoppet
Saa nu her de sidste par dage er der kommet lidt mere ro, de 2 andre kumpaner gaar jo i skole for at blive klogere. Det har jeg opgivet paa forhaand og derfor brugt lidt mere tid paa at indhente noget af de forsoemte og passe og pleje min motorcykel som jeg har taenkt mig at kalde for Anna. Maaske en lidt kraftig dame, bred bag til, men yderst holdbar og til at stole paa.
Nu, har jeg saa sat mig for at faa skrevet lidt op paa hvad der er sket siden jeg forlod SF for at moedes med Tejs og Robin.
Et af de stoerre problemer var at finde et baghjul der passede og nogle der kunne skifte det. Det lykkedes i Phoenix. Efter at have vaeret inde i stort set alle forhandlere paa vejen dertil. Det jeg havde haft paa fra forhandleren hvor vi koebte motorcyklen, var efterhaanden ved at vaere godt slidt. Ikke helt slidt ned, men nok til at jeg ikke havde lyst til at fortsaette igennem Mexico. Jeg besluttede mig til at tage den samme rute som Tejs og Robin da denne var den hurtigste.
At koere igennem den amerikanske oerken er noget af en proevelse naar man ikke sidder i en bil med aircondition. Det er til at holde ud men meget varmt. Hvis man gaar i bad med alt sit toej paa og derefter direkte op paa motorcyklen og koere, er alt toejet toert efter ca. 15 min. Saa varmt er det. Eftersom jeg havde proevet det med Sanne, besluttede jeg mig for at proeve at koere om eftermiddagen/natten, da det var mest koeligt og ikke blaeste saa meget paa de tidspunkter.
Thunderstorm i Oerkenen
Rejsen frem til Nogales ved den mexikanske graense var egentlig uden de spaendende oplevelser. Bare en masse km paa Anna og en noget oem bagdel. Det eneste spaendende var egentlig den thunderstorm jeg kom ind i ved Tucson.
Paa vejen dertil kunne jeg se en masse lyn og tordenskyer i horisonten, et meget flot syn faktisk, saa jeg var godt klar over at der foregik noget derude. Men jeg havde bestemt mig for at naa til nogales den aften, ca.200 km mere, og desuden kunne jeg godt bruge lidt regn. Hvor slemt kunne det blive.. Jo, naermere jeg kom til Tucson, jo mere blaeste det og jeg kunne fornemme jeg ikke var igennem stormvejret. Da den foerste af de specielle runde buske de har herovre kom flyvende imod mit forhjul besluttede jeg at det vist var nok for den aften, fandt et motel og slappede af.
Jeg fandt senere ud af at det var en thunderstorm jeg havde vaeret igennem. Det forklarede de flinke meteorologer i fjernsynet.
Nogales
Naeste dag ankom jeg Nogales. En ret klam by, ihvertfald paa den mexikanske side, hurtigt igennem og videre mod Hermosillo. Jeg vidste fra Tejs og Robin at jeg kunne faa papirarbejdet ordnet laengere mod syd, og det gik lige som det skulle.
Mexico havde jeg jo set. Saa det skulle bare gaa hurtigt igennem. Betalingsvejene er absolut ikke billige, men langt sikrere og pengene vaerd. Jeg boede paa nogle ret billige moteller undervejs. Egen garage til motorcyklen og god plads.
Ved mit foerste besoeg undrede jeg mig lidt over Papirholderen paa vaeggen i sovevaerelset og maaden hvorpaa man bestilte vaerelset. Det hele foregik over et hoejtaler anlaeg og saa anonymt som muligt. Jeg taendte for fjernsynet og koerte et par kanaler igennem. Pludselig dukkede der en pornofilm op paa skaermen...
Ok, nu gik den op for mig. Men Anna stod godt i sin egen lukkede garage, der var paent rent, og billigt. Jeg lukkede doeren en ekstra gang og sov glimrende. Det samme gentog sig paa de andre moteller. Men de var alle billige og paene og Anna stod godt og sikkert. Det var egentlig det vigtigste.
Paa vej mod Oaxaca
Jeg koerte igennem Mexico City, overnattede i Puebla paa hotel og koerte til Oaxaca som jeg har besoegt foer. Dejligt sted. Efter lige at have faaet tjekket det mest noedvendige gik turen videre mod kysten sydpaa. Jeg havde haabet at denne vej var i rimelig god stand, ikke alt for snoet og hurtig at koere paa... Jeg tog fejl.
Det tog lang tid. Op og ned af snoede bjergveje. Vejen kunne have vaeret i en daarligere stand, men god var den ikke.
En speciel dejlig detalje ved at koere hernede er at der ikke er raad til lyskryds mange steder. Derfor opsaetter de bumb for at nedsaette hastigheden. Disse bumb er seriose bumb, ikke som dem man kender i Danmark. De er der for at man skal stoppe helt op og saa koere videre. Det er ogsaa fornuftigt nok.
Det mindre gennemtaenkte er at skiltene som skal advare om at der kommer bump, typisk staar 10 meter foer bumpet (hvilket ikke nytter saa meget naar man koere 80-90km/t) eller er daekket af buske og traer saa man ikke kan se dem.
Jeg kunne have bandet dem langt vaek mens jeg koerte oppe i bjergene. Samtidig var jeg dog MEGET glad for at jeg koerte paa en off-road MC naar jeg ikke naaedet at stoppe nok op inden bumpet.
Hvad med benzin
Da jeg har koert en 200km fra Oaxaca, begynder jeg at blive lidt nervoes for min benzin beholdning. Der er nok til en 200 km endnu, men jeg stoler ikke paa kortet laengere, da jeg havde regnet med at vaere meget laengere fremme end jeg er. Der har ikke vaeret nogle benzinstationer indtil nu og beboerne i byen, hvor jeg vaelger at stoppe, siger at jeg bare skal koere videre, saa kan jeg faa benzin paa, men her er der ikke noget.
Jeg koere videre. Uden for byen bliver vejen til grus, det er blevet baelgmoerkt og jeg kan godt regne med at skulle koere meget laengere endnu. jeg kan ikke koere meget hurtigere end 40km/t hvis jeg skal naa frem i et stykke. Naa ja, det kunne jo vaere vaerre. Det regner i det mindste ikke.
Heldigvis bliver vejen rigtig god efter ganske faa km. af grusvejen; asfalt, meget faa og brede sving. hey, nu koere det. Humoeret stiger betydeligt.
Jeg bestemmer mig nu alligevel for at faa tanket op i den naeste by. "Tankstationen" ligner IKKE en tankstation og ser meget lukket ud, hmmmm. Naa, men jeg proever at spoerge en mand paa cykel..
"gasolina..?..."
"si, si ...(og en hel masse paa spansk jeg ikke forstod)".
Jeg vaelger at foelger ham ca. 100 meter op af vejen. Her sidder en relativ ung kvinde, med et par boern og en anden kvinde paa samme alder. Ved siden af er en lille hytte.
"quanta?.."
"oeh, boeh.." ... "Dies litros" (hmm, gad vide om hun forstod mig)
Hun forsvinder ind i skuret. Finder en dunk frem og en slange. Stikker slangen ned i dunken og suger (fy for f....., taenker jeg) spytter benzinen ud, og saa koere vi. 10 liter glider ned i tanken og saa er den godt fuld. Jeg betaler (dyrt var det ikke) og saa smutter jeg videre.
Jeg kommer frem til en af koestbyerne og crasher paa et hotel.
Naeste dag gaar det mod graensen. Jeg har stadig ikke faaet en mail fra Tejs og Robin om hvordan procedurerne er. De har min Lonely Planet, saa ingen hjaelp at hente der.
Det gaar jo nok taenker jer. Jeg har vaeret i guatemala foer. Det var stille og roligt.
Afsted det gaar.
Tapachutla og graensen mellem Mexico og Guatemala
Tidsplanen bliver dog slaaet totalt i stykker af et kaempe regnvejr. Jeg smider presseningen over Anna og saetter mig ind under. Det er jo meget hyggeligt det her... Der gaar en times tid, tordenbygerne holder op og jeg koerer videre. Jeg ankommer til Tapachula, faar lidt at drikke og spise og skoenner mig videre. Heldigvis er der et skilt der viser vej mod graensen. Det gaar fint taenker jeg. Pludselig forsvinder skiltene som foer var saa rigelige.. hmm, ik godt.
Men ved at spoerge de lokale finder jeg alligevel ud af at jeg er paa rette vej.
Graensen er noget af en oplevelse.. eller rettere... not! En rigtig graenseby. Den har tiltrukket alt hvad der er af hustlere, svindlere og andet godt i miles omkreds. Jo hurtigere jeg kan komme vaek herfra jo bedre. Foerste stop bliver ved desinfektionen. Der er ikke noget at goere jeg bliver noedt til at stoppe.
jeg havde ellers haabet paa at kunne lave samme nummer som ved Nogales. Bare koere videre.
Den gaar ikke fister..
Diverse horder af folk der vil det ene og andet kommer rendende. Det er ved at blive moerkt.. damn.
Jeg beslutter mig for at bruge en af dem der render rundt og hjaelper med papirerne og faar folk hurtigere over. For et gebyr naturligvis.
Gutten taler engelsk og det hjaelper noget.
"Bare parker din motorcykel derovre og foelg med rundt."
"nix, fister den gaar ikke.. den motorcykel kommer med rundt over alt."
Jeg skal ikke komme tilbage til en rippet MC.
Nu skal det lige indskydes at alt er laast fast til et eller andet. Paa naer lige to sidelommer hvor der ikke ligger noget af vaerdi i. Men alligevel. De skyer ikke nogen midler hernede.
Vi suser frem og tilbage. Graensen lukker snart, og jeg vil gerne videre saa hurtigt som muligt.
Jeg ved at han tager roeven paa mig. Han skal have 10$ for at hjaelpe mig. Men paa det tidspunkt er jeg egentlig ligeglad. Soerger bare for at han betaler saa meget som muligt, hvilket dog ikke helt lykkes saa godt som jeg havde haabet.
Paa vejen snakker jeg med knaegt der tydeligvis kommer fra USA, men som ser temmelig sydamerikansk ud. Han anbefaler mig at lade vaere med at tage ud i paa vejene i moerket. Det er ret farligt, og han boer vide det. Han bor i Texas men tager med sin far paa ferie i El Salvador, hvor de har hus og hans mor kommer fra. Jeg siger paent tak, men tror nu alligevel jeg smutter videre.
Gadedreng med for lange fingre
Da vi stor og faar ordnet de sidste af mine papirer staar Anna 5 meter fra mig. Jeg holder konstant oeje med mine papirer, motorcyklen og resten af mine egendele. Pludselig staar der en lille gadedreng med hele kloer 5 nede i den sidelomme der ikke er laast. Da han ser jeg har faaet oeje paa ham, smiler han bare over hele ansigtet og bliver staaende.
En betjent har mit pas og er ved at fotokopiere det. Jeg regner ikke med at det forsvinder derfra og nu er jeg engentig temmelig sur paa den lille l... der bare staar med hele kloer 5 nede i MIN taske og smiler. Jeg raaber op og loeber efter ham. Saa tager han benene paa nakken. Efter en 2-3 meter smider han den pose og det kompas der laa i min taske og loeber videre.
Naa, det er nok smartere at jeg bliver her, samler mine ting op og henter mit pas. Knaegten er allerede drejet om et hjoerne.
Angel
Da jeg egentlig er ved at skulle til at koere kommer jeg i snak med en amerikaner. Eller rettere puerto ricaner/amerikaner. Det viser sig at han er far til den lille knaegt fra staterne. Han har aabenbert fortalt sin far at han havde moedt mig. Faren ville vist gerne lige se, hvad jeg var for en. Det viste sig at vaere en fordel for mig. Han hed Angel, og soennen...Angel junior.
Han havde vist ikke lige vaeret en aengel hele sit liv, men overfor mig var han ikke andet end MEGET flink og hjaelpsom.
Mine dokument hjaelpere blev pludseligt meget stille, rolige og medgoerlige.. Hmm, det var da lidt mystisk taenkte jeg. De havde proevet at haeve gebyret til 20 $ pludselig. Den var jeg dog ikke med paa. Jeg spurgte Angel hvad man egentlig skulle betale for saadan en gang hjaelp. "Intet.." var svaret. "Ikke andet end drikkepenge"
Der var ikke rigtig nogle protester fra mine 2 hjaelpere.
hmm, lidt havde de betalt. Nogle gange er det ikke saa smart ikke at betale folk selvom de maaske ikke havde krav paa det, saa de fik 20 quetzales hver.
I processen med at faa vekslet penge fik jeg en lille sjov oplevelse med. Foerst skulle der lige pruttes lidt om kursen. Under denne process var jeg saa dygtig at give mig selv en daarligere kurs, en han engentlig ville gaa med til. Flot Mikkel!
Naa, men manden talte fint mine penge op foran ojnene paa mig. Han kunne se jeg havde travlt. Men den har jeg proevet foer hernede. Jeg holdt fat i ham og talte penge foran ham. Der manglede sjovt nok en 50 quetzales seddel (ca. 45-48 kroner.). hmm, naa men saa maatte jeg vel hellere faa den.
Det er fantastisk saa dygtige de er til det, men stole paa dem skal man ikke.
Naa, men efter at have talt lidt med Angel, forstod jeg at det der med at koere ud i natten var en daarlig ide, og at stedet hvor Tejs og Robin var laa ca 100 km laengere vaek en kortet viste. Altsaa ca. 150 km.
Angel og hans familie boede paa et hotel lige ved graensen. Det var det sikreste i byen og jeg kunne faa Anna indenfor i en aflaast gaard.
Desuden havde han hyret 2 politifolk til at staa vagt udenfor fra 9 aften til 6 morgen, for at passe paa hans amerikanske skolebus. Den holdt nemlig udenfor gaarden og var fyldt til randen med alt muligt han skulle saelge i el salvador. Fjernsyn, Cd-afspiller.. osv.
Efter at have kigget paa hotelet slog jeg til. Angel, erfarede jeg, vidste hvad han snakkede om og hotellet saa sikkert ud.
Det blev en ret underholdende aften..
Menneskesmugleren
Jeg smuttede ind paa hotellet og satte Anna. Lagde alle min ting ind paa vaerelset.
Da jeg var faerdig stod Aengel derude sammen med sin soen. Han var glad for at fortaelle og historier var der nok af.
Angel havde lavet lidt af hvert i sit liv. Han havde rejst en del, og sjovt nok vaeret i koebenhavn for at studere. Hvordan hans liv lige havde udviklet sig i den retning den havde fandt jeg aldrig ud af. Men han kunne fortaelle ting om KU, som man kun ved hvis man har vaeret der.
Det viste sig, at han efter, at have brugt den arv han havde arvet fra sin far paa at rejse rundt i verden var, blevet involveret i menneskesmugling fra El Salvador og til USA. Lidt sjove planter var det vist ogsaa blevet til, men menneskesmuglingen var det egentlige. Der var penge i det, og det var det primaere. Men han havde vist ogsaa gjort det for spaendingens skyld og for at hjaelpe folk under borgerkrigen. Nu kan det godt vaere at han har smurt lidt tykt paa, saa jeg vil ikke staa inde for historiernes sandhed. Men de ar han havde at vise efter forskellige episoder var ihvertfald aegte nok. Den slags kan jeg dog se. Operations ar var det helt sikkert ikke.
Det sidste stykke tid havde primaert gaaet ud paa at faa sin skolebus frem og tilbage over graenserne mellem USA, Mexico, Guatemala og El Salvador. Og saa ellers saelge alt hvad han havde i den paa vejen. Det var der gode penge i.
Engang imellem blev det stadig til lidt menneskesmugling, men ikke laengere de 100-200 personer afgangen som han havde gjort foer i tiden. Nu var det kun grupper paa 10-20. Familie og venner. Som en lille sjov kommentar kan det naevnes at hans aeldste soen, naesten aldrig tog over graensen til hverken USA, Guatemala, eller Mexico paa den legale maade. Han syntes det andet var sjovere og mere spaendende.....?!?
Angel havde vaeret igennem denne graenseby mange gange og kendte stort set alle i den. Tidligere havde han brugt nogle af de andre overgange, men det var blevet for farligt. Der var for mange der hellere saa ham doed end levende. I denne by var der kun 3 han var nervoes for (de saa ham gerne doed). Saa naar han var i byen havde han boern til at udspionere dem saa han altid vidste hvor de var. For som han sagde "keep your friends close, but your enemies even closer..", ja, den er hoert foer. Men jeg tror nu der var en gran af sandhed i det. For en sikkerhedsskyld (udover boernene og politiet) havde han en 9mm pistol med lasersigte liggende i bilen og en .38'er pistol paa sig....Jep, hyggeligt ik. Men som han ogsaa fik mig overbevist om gennem sine mange historier er menneskeliv ikke en skid vaerd hernede. Ikke med mindre man har nogle ubehagelige kontakter folk skal staa til regnskab med bagefter.
Jeg spiste middag med ham og hans familie ved et af de gadekoekkener der er saa mange af hernede. Mens vi sidder og spiser kommer 2 paene busser til graensen. De er fra Nicaragua faar jeg med det samme af vide.
"vent og se hvad der sker nu.."
Hvad kunne der muligvis ske taenkte jeg i min naivitet... De viser deres papirer og kommer over graensen.
Nix, de var alle Wetbacks.. Folk der illegalt proever at krydse graensen (paa den ene eller anden maade.). Deres papirer var falske og de fik besked paa at vende om. Da vi lidt efter talte med de politimaend Angel havde hyret fik vi at vide at de skulle eskortere dem tilbage til graensen til El Salvador.
Ifoelge Angel var det en daarlig ide at goere det paa den maade. Langt bedre var det at krydse graenserne langt fra graenseovergangene, igennem bjergene og sumpene, hvor immigrationsmyndighederne ikke kom. Og saa ellers bestikke sig resten af vejen op gennem mexico, der hvor man blev noedt til det.
Han kunne fortaelle en del historier om politifolk, der personligt havde hentet ham og de folk han smuglede, og koert dem til den amerikanske graense. For en klaekkilig betaling. Vejen over den Mexikansk/amerikanske graense var der andre der ordnede. Angel havde proevet det engang eller to, men det var for besvaergeligt og farligt. Det andet var lettere.
Vi bliver stoppet
Jeg bestemte mig for at foelges med Angel og hans familie. 2 biler og en motorcykel er bedre end en. Desuden kendte de vejen og der hvor jeg skulle af. Efter nogen tids venten paa alle de rigtige toldpapirer tog vi afsted. Efter ca. 15 min. koersel bliver vi stoppet ved en politi kontrol. De vil se papirer paa skolebussen og den van som familien ogsaa har med. Mig er de fuldstaendig ligeglade med selvom jeg ogsaa stopper. Det viser sig at de er ude efter bestikkelse for at lade Angel´s bus komme igennem. Politifolkene siger at vi bliver noedt til at tage tilbage og hente tolderen der har skrevet papirerne ellers vil de ikke lade os komme igennem..
Angels kone, reagere noget hidsigt verbalt overfor den ene betjent, hvorefter han prompte hiver sine haandjern op og truer med at sende hende i faengsel.. Saa falder gemytterne heldigvis lidt til ro igen.
Da vi imellemtiden er blevet en bil til, som Angel´s aeldste soen koere sammen med nogen Guatemaleanere og politifolkene forstaar at vi er villige til at tage tilbage og hente den tolder lader de os alligevel slippe igennem. Der kunne vist ikke malkes noget ud af dem alligevel. Vi koerer videre.
Monsun
Paa vejen til Quatzaltenango hvor jeg skal moede Robin og Tejs kommer vi ind i det vildeste regnvejr. Jeg ved ikke engang om jeg vil kalde det regn. Det var naermest som at koere igennem et vandfald paa nogle tidspunkter af turen.
Jeg stopper kun lige kort, da jeg kan fornemme at uvejret begynder. Paa med jakken, og sikre mig at tingene ikke bliver alt for vaade. Herefter foelger jeg bare de andre som jo er i biler. Heldigvis kan de heller ikke koere saerlig staerkt da det regner saa voldsomt. Men paa et tidspunkt kan jeg ikke se meget mere end vejbane, og bussens katastrofeblink foran mig.
Vi ankommer til der hvor jeg skal dreje. Jeg faar anvist retning og vi siger farvel, og mange tak. 45 min koere jeg rundt om Quatzaltenango centrum, hvor en lille gut pludselig raaber "Miguel/.. Tejs..Miguel/.. Tejs" ok taenker jeg, han maa vide noget. Kort efter er vi samlet. Robin, Tejs og jeg og den lille purk der er soen af familien hvor Tejs bor. Mit toej er gennembloedt. Mine sko fyldt med vand. Men ellers gaar alt egentlig ok. Heldigvis er alt andet toej pakket ned i kasserne. Saa det er ok toert. Vi finder et hotel. Op og skifte toej, og saa ud at se lidt paa byen og skolen hvor Tejs og Robin laeser spansk.
Ps. Jeg maa paa forhaand beklage for evt. stavefejl og lignende. Men historien er skrevet i hast og jeg skal nok proeve at redigere den faerdigt de naeste par dage, saafremt der maatte vaere stoerre fejl.. :o)
Robin Ahrenkiel
Mikkel Bøgeskov
Tejs Friling
0 Kommentarer:
Send en kommentar
<< Hjem