Las Americas

mandag, juli 12, 2004

Tre motorcykler fem minutter i lukketid

Så har vi motorcyklerne! Og det kun to dage efter vi landede på kontinentet. Der var ellers en hel del uafklarede faktorer, som vi først skulle have bugt med, inden de tre (overraskende store) maskiner var i vores fulde besiddelse. Faktorer som normalt ville have betydet, at vi ville blive ret forsinkede.

Efter vi landede i lufthavnen klokken lidt over to om eftermiddagen, lejede vi en stor, rød Pontiac Grand Am med automatgear, og begav os ud i den begyndende rush hour i Vancouver. (Kollektiv trafik ikke er særligt populært i dette land, hvor biler og benzin bliver kastet i nakken paa folk).

Da vi nåede frem, var butikken ved at lukke dørene.

"Oh, so you are the Danish KLR guys!", udbrød de overrasket. Det var tydeligt, at de ikke rigtig havde troet på de e-mails, de havde fået fra os. Tre danskere, der ville have tre motorcykler til en tur hele vejen til Sydamerika. Vi svarede bekræftende på spørgsmaalet, og lidt efter var vi igang med bestillingen. KLR-modellen er så populær, at Canada - ligesom Danmark - stort set er tørlagt for dem. Så det var et ekstra spændingsmoment, hvorvidt vi overhovedet kunne få dem. Efter et opkald fik vi at vide, at det kunne vi godt, og mens vi smilede til hinanden over den oplysning, kunne vi se en medarbejder tage telefonen ved siden af os og sige "No, we just sold three of them, so I cannot guarantee you, that we can find one for ya". Så smilede vi lidt mere.

Næste uafklarede faktor, som skulle ordnes, var betalingen. Udenlandske pengeoverførsler kan nogle gange gå helt galt, så vi krydsede fingre for, at vores netbank fungerede uden kludder i datastrømmen over Atlanten. Hvis pengene ikke landede på deres konto om fredagen, ville vi nemlig være tvunget til at vente på de kære maskiner helt frem til tirsdag, fordi butikken holder lukket om mandagen.

Ved ikke, om det var vores krydsede fingre, der gjorde udslaget, men efter vi havde ringet frem og tilbage mellem banken i Danmark og motorcykelbutikken i Maple Ridge i løbet af fredagen, fik vi den gode nyhed klokken 14. "We've received the money. The bikes are yours".

Efter et hastigt check out fra hostel'et, en panisk aflevering af Grand Am'en og en sveddryppende løbetur med fuld oppakning ned til togstationen, stod vi og kiggede på vores maskiner, som vi ikke havde regnet med at se før på tirsdag. Fem minutter i lukketid. Nu har vi dem. Nu starter turen for alvor!

1 Kommentarer:

  • Cool foto. Spændingen lyser ud af billed og tekst. Hvorfor ser jeg først blog'en nu? Skal igang med at følge turen sydover. Uhm. :-)

    Af Rasmus Heide, kl. 8:27 AM  

Send en kommentar

<< Hjem