Paranoiapoliti i Californien

En sort mand i en stor rød pick-up truck kommer hen til mig og Tejs, da vi står og puster ud i skyggen ved en Seven-Eleven i en ørkenby ved navn El Centro i Californien tæt på den Mexicanske grænse.

Lidet aner vi, at mødet med denne mand vil resultere i, at vi en halv time senere vil være omringet af otte politibiler og mere end ti amerikanske og mexikanske politifolk.

- You might have an insurance on the bikes, but do you have an insurance if you die? Spørger han os.

Vi når at se måbende ud i et sekund, før han fortsætter;

- Jesus will look after you if you die. He always will, man, siger han storsmilende, og jeg når at mumle, at det da er rigtig fedt, inden han velsigner os, vores motorcykler og vores "mission".

Efter at have kørt i en halv time på Highway 805, i en varme så kraftig at den bider i huden, holder vi ind til siden, for at tage billeder af ørkenen, som på dette sted tager sig specielt flot ud. Tejs gør mig opmærksom på at de klitter, der bølger i landskabet, er de samme klitter som R2D2 og Rambo render rundt i i filmene.


Dermed troede jeg at al action var hevet ud af dette sted, og vi forbereder os på at køre videre, da Tejs siger, at der kommer en politibil. Jeg gemmer kameraet væk, da jeg ved, at vi egentlig ikke må holde her i vejkanten, og tænker, at jeg måske kan fortælle dem, at der var et eller andet galt med luftfilteret, men at vi er klar til at køre igen.

Den historie får jeg dog ikke givet den store fyr med solbriller og et California Highway Patrol-skilt på brystet. Han spørger hvem vi er, og hvad vi laver her, på en måde, som ikke indbyder til en luftfilterhistorie. Han vil også se registreringspapirerne på motorcyclerne. Og ID.

Jeg får besked om at vente ved motorcyclerne, mens Tejs bliver bedt om at følge med over til politibilen, der står med blinkshow i bagruden og en shotgun på forsædet. Her kan jeg se og høre Tejs blive udfrittet om alverdens ting, mens jeg kan se en anden politibil komme trillende og parkere bag ved dem. En smule forbavset konstatere jeg, at der to minutter senere kommer en bil mere.

Ude i ørkenen kan vi se en stor sort røgsky dukke op, og vi tænker begge to, at en af de mange helikoptere, vi har set flyve rundt herude (en af USA´s støste militæbaser, Camp Pendleton ligger ikke langt herfra) måske er styrtet ned og at hele Californien derfor er i højeste alarmberedskab.

Denne antagelse bliver ikke mindre sandsynlig, da der lige pludselig kommer endnu to politibiler til med endnu flere betjente.

En af betjentene fortæller os endelig, hvorfor vi bliver holdt tilbage. Imens han gør det, kommer endnu en politibil til. Nu holder der altså syv politibiler bagved vores to Kawasakier i ørkenen i Californiens sydvestligste hjørne.


- The reason why we are holding you back is that we have received a call from a man who says he met two guys on the Seven-Eleven in El Centro with a foreign accent, riding on two heavily loaded bikes, fortæller betjenten.

Vi er enige om, at det næsten kun kan være os.

- He said, that you told him, that you were on some kind of "mission".

Det begynder nu at gå op for os, hvad det er der er sket. Den venlige mand, der velsignede os var en jesusgal paranoid idiot, der måske ikke syntes, vi virkede tilpas begejstrede for hans kristne velsignelse, og følgelig konkluderede at vi var potentielle Al-Quada celler. At det så kun var ham - og ikke os - der benyttede ordet "mission", var ham åbenbart uendeligt ligegyldigt. Men under alle onstændigheder har det ord virkelig fået en stor del af områdets politienheder op på mærkerne.

Vi bliver nu ret sure over hele dette postyr, da idiotiens omfang vokser i takt med antallet af politibiler. Tejs især, da de pludselig også tager billeder af os, altimens de kører vores navne igennem alle deres systemer.

- We are running your names through every single data base we have. In these times we can't take any chances, you know. We have orders to check up on suspicions like these from the highest level.

Imens vi står midt ude i ørkenen med aftensolen brændende ind på os og vores navne bliver tjekket af FBI og CIA, kommer der en endnu en politibil, hvilket nu øger antallet af patruljevogne til otte. Den sidste bil er ikke en Highway Patrol men en Border Patrol, og ud af den stiger tre grønklædte og sammenbidte mænd. To mexicanere og en hvid. Og så går vi hele møllen igennem igen. Denne gang får vi dog med grovfilen af den hvide betjent, mens den ene af mexicanerne går over og lurer på motorcyklerne.

- Sit down. Sit down! Befaler den hvide politibetjent og viser tydeligt sin smag for magten.

Og så skal vi ellers sætte os ned på jorden, imens vi bliver udspurgt. På dette tidspunkt er det mig der føler, at mine rettigheder bliver trådt på. Men vi bider uniforms-sadismen i os, da vi bare gerne vil videre og stadig ikke ved, hvor dette paranoiacirkus ender.

Efter halvanden times gennemtjekning får vi dog lov til at gå. Halvanden time i bagende sol.

Mere end ti betjente spildte tiden på os, bare fordi en gal mand ringer til politiet og finder på en historie. Efterdønningerne af 11. september har i sandhed ikke lagt sig endnu. Og det værste er næsten, at det er gratis at være den paranoide lystløgner. Ja, han er nærmest en helt.

- We get a lot of these calls from people who are suspicious over the smallest things, forklarer en af bejtentene.

- But who can blame them. They just hope to be the ones to say that they prevented the next September 11.

Jotak. Det er i hvert fald lykkes idioten at forhindre os i at komme til Mexico i dag. Og så skal det forøvrigt tilføjes, at den sorte røgsky i ørkenen ikke var en nedstyrtet amerikansk helikopter. Det var mexicanske bønder, der brændte marker af.